Søster til »morgenbolledame«: »Vi tør ikke pille ved historien om den lille hyggelige nation«

DRs nye dokumentar om Simon Spies, »Spies og morgenbolledamerne«, har vakt stor debat. En af de medvirkende, Anika Barkan, fortæller nu til Berlingske, hvorfor hun mener, at historien om Simon Spies skal revurderes – og hvorfor nærmest hele nationen skal tænke over, om man medvirkede til forherligelsen af en krænker.

Anika Barkan mener, at det er på tide med en debat om Simon Spies' eftermæle. Laud People/DR

Anika Barkans nu afdøde søster Heidi var en af Simon Spies' meget omtalte såkaldte morgenbolledamer, som en ny dokumentar fra DR fortæller historien om.

Igen, fristes man til at skrive, for morgenbolledamerne var en ganske offentlig del af historien om Simon Spies.

Deres og Simons Spies' liv er beskrevet i bøger, dokumentarer og også i datidens presse, hvor spisesedler og ugeblade var fyldt med historier om Spies og Spies' mange kvindebekendtskaber. Men dokumentaren sætter fokus på graden af systematisering, pigernes unge alder – angiveligt helt ned til 14 år – og at Simon Spies angiveligt skal have betalt kvinder for at banke dem, blandt andet med bøjler. Sidstnævnte har dog også været fortalt før, blandt andet i en B.T.-artikel fra 2012.

Anika Barkans søster blev som 15-årig ansat som piccoline hos Spies. Kort blev hun morgenbolledame, altså en af de unge kvinder og piger, der var tæt på Simon Spies, og som han betalte for sex. Da Heidi ikke længere var morgenbolledame, kom hun ud i et stofmisbrug, der blev finansieret ved gadesexarbejde. Heidi døde som 24-årig af aids.

»Jeg er glad for, at jeg medvirkede i dokumentaren, for jeg synes, at debatten om Simon Spies har været fraværende indtil nu. Det kan da undre mig, at der skal gå 40 år efter hans død, før vi kan tale om, at han så åbenlyst har krænket og seksuelt misbrugt helt unge piger, uden at nogen gjorde eller sagde noget, men at han blot er blevet hyldet som en folkekær, spøjs person,« siger Anika Barkan til Berlingske.

Det er jo ikke en nyhed, som du siger, Anita Barkan. Man har altid vidst, at han omgav sig med disse morgenbolledamer. Hvorfor tror du, det først bliver problematiseret nu?

»Det er også det, jeg er nysgerrig efter at vide. Jeg har jo levet med den historie hele mit liv. Men min familie og jeg var jo lige så meget forført af historien om den folkekære Simon Spies, som resten af Danmark var. Det var først efter Heidis død, det gik op for mig, hvad hun egentlig skulle for at få al den luksus, og for at vi fik den rejse, vi fik. Generelt har vi danskere nok noget berøringsangst ved at pille ved ideen om os selv som den gode hyggelige nation, vi mener, Danmark er.«

Dokumentaren var ikke en øjenåbner

Er du glad for dokumentaren, som den er udkommet? For din medvirken?

»Jeg synes, Sascha (Sennov, tilrettelægger, red.) og Laud People (produktionsselskabet, red.) har gjort et rigtig godt stykke arbejde, og jeg synes, mine synspunkter bliver hørt. Jeg er glad for, det ikke er blevet en klagesang fra mig eller en offerfortælling.«

Du har selv lavet forestillingen »Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies« for otte år siden, og du har selv foretaget en masse research. Det fremgår ikke af dokumentaren overhovedet. Langt størstedelen af indholdet er faktisk allerede fortalt. Hvordan har du med det?

»Det er klart, at de kun kontaktede mig, fordi vi havde lavet den forestilling i 2014. Grunden til, det ikke bliver fortalt i dokumentaren er, så vidt jeg ved, for ikke at forvirre seeren. Der er mange nye kilder og informationer, der er kommet frem i Sashas research.«

Du siger, man ikke skal forvirre seeren. Men foregøgler man ikke seerne noget forkert om præmissen?

»Det er ikke et spørgsmål, der vedrører mig. Men det er rigtigt, at for mig personligt har dokumentaren ikke været en kæmpe øjenåbner. Men de har kunnet researche langt mere, end vi nogensinde havde mulighed for, som et lille uafhængigt scenekunstkompagni som vores. Det var derfor, jeg sagde ja. Jeg kunne mærke, at Sascha mente det alvorligt, og jeg synes også, hendes research retfærdiggør dokumentaren.«

Hvad har en kulminearbejder, en sexarbejder og en journalist til fælles?

Anika Barkan i samtale med Charlotte, som selv var morgenbollepige, og hvis historie også er med i dokumentaren. Laud People/DR

I det omfang Simon Spies er skyldig i krænkelser, er alle de mennesker, der købte bladene og historien om Simon Spies, så ikke medskyldige?

»Jo. Det interessante er netop, hvordan en hel nation inklusive pressen og alle de voksne mennesker, der var omkring Simon Spies, ikke kun forherligede, men medvirkede til, at det kunne lade sig gøre. Det her sætter et spejl op foran alle, der var omkring Simon Spies. Vi skal tale om, hvorvidt vi vil acceptere, at mennesker i magtfulde positioner bruger deres magt og penge til at gøre med andre mennesker, som de har lyst til, bare fordi de betaler for det. Hvis han havde kørt rundt i en folkevogn og lokket piger med slik, havde vi ikke været i tvivl om, at hans adfærd ikke var i orden«.

Man kunne vel – som en filosofisk indvending – sige, at alle lønmodtagere, inklusive journalister som mig, sælger deres tid og krop til deres arbejdsgiver i en eller anden grad. Er det for eksempel frivilligt, når en kulminearbejder ødelægger sin ryg og lunger for at tjene penge til at leve? Og hvordan er det anderledes end at få penge for at have sex?

»Ja, der er mange job, der er slidsomme for både krop og sjæl. Men de her piger var jo mindreårige, og de var sammen med hele nationen blevet forført af denne mand. Jeg synes netop, vi skal diskutere, hvor meget det er rimeligt, at rige mennesker kan få andre til at gøre for penge og status.«

Spies Rejser, der har skiftet ejer flere gange siden Simon Spies' død, meldte allerede i sidste uge ud, at det ikke ville bruge Simon Spies aktivt i sin markedsføring fremover. Selskabet har også taget afstand til de ting, der foregik, mens Simon Spies var i live.