Den lille pige og den store stygge Spies

Terapi for åbent tæppe? Hævnakt? Den uegale forestilling »Heidi - en rejse til helvede med Simon Spies« gør indtryk.

Heidi spilles af Sarah Hjort Ditlevsen. Foto: Karoline Liberkind Fold sammen
Læs mere

»Jeg hedder Anika og Heidi, hun var min søster. Jeg har længe haft lyst til at fortælle om min søster, fordi jeg gerne ville finde ud af hvad der skete med hende dengang.«

Sådan siger performeren Anika Barkan i en af sine mange henvendelser til publikum i forestillingen »Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies«, som teatret CoreAct spiller på Teater Grob.

Dengang er slutningen af 1970erne, hvor virkelighedens purunge morgenbolledame Heidi – gengivet som tøse­fnisende guldpige af Sarah Hjort Ditlevesen med sprælsk oplevelsessyge i den spæde, bøjelige og føjelige krop – ryger i kløerne på den Simon Spies, som ikke bare giver hende smæk i den bare, men også udnytter hendes ungdommelige naivitet på det groveste og starter hendes deroute, da han slår hånden af hende.

Med et billede af Spies på T-shirten forkaster Olaf Højgaard enhver ide om at ligne forlægget, men parodierer til gengæld formanden blændende på alle andre måder. Han gestalter ham som en intelligent, gnækkende, liderlig provokatør, der roder rundt i en evig rus af stoffer, sprut og fæl gammelmandsliderlighed, men som slipper af sted med sin enestående kynisme ved at kaste glimmer i øjnene på sine omgivelser med sin chokerende frækhed, tuttenuttede charme og gennemgående excentricitet.

Ind imellem blander den prisgivne Heidis overfladisk festsyge og opmærksomhedssøgende, alkoholiserede mor sig i koret i skikkelse af Helene Kvint – ikke noget videre forbillede for den datter, der havner i narkomani og tidlig død af AIDS, en tragedie, der udleves på Ekstra Bladets forsider.

Instruktøren Line Paulsen og dramatikeren Gritt Uldall Jessen zapper ind og ud af positioner og teatermæssige greb for bevidst at belyse Heidis skæbne fra forskellige sider: regulære spillescener, publikumsinddragelse, musicalsang, danseteater, det ene metaplan efter det andet.

Glimrende tænkt, men noget uegalt afleveret med de mange skiftende stilarter, der kræves i dette spil, sat i en slags helvedes forgård af et glitrende, perverteret diskotek fra 1970erne med et guldstukkent billedpodium som dominerende alter. Olaf Højgaards på-skrømt-diskussioner med sig selv om rollen og formulerede tvivl om det usympatiske billede, der tegnes af pikhovedet Simon Spies, kunne man for eksempel sagtens have undværet. Jo tak, vi er med.

Men tilbage står den egentlige oplevelse, som er svær at slippe. Når Anika Barkan selv som den, der kan stille spørgsmål undervejs og delagtiggøre tilskueren i sin barske familiehistorie, viser lysbilleder af virkelighedens Heidi, er det uafrysteligt. Billeder, der fint får lov at tale for sig selv.

Forestillingens væsentligste force er den autencitet, hun låner hele den sørgelige historie – en søsters urovækkende, famlende opgør med sin egen ulyksalige familiehistorie for åbent tæppe? En hævnakt? Terapi eller absolut ikke tilrådeligt? Først og fremmest bliver den søgen efter identitet til at spejle sig i og sært bevægende.

Hvad: »Heidi - en rejse til helvede med Simon Spies«.

Hvem: Tekst: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Melbye. Komponist: Søren Siegumfeldt.

Hvor: Gæstespil med CoreAct på Teater Grob. Varighed en time og 45 minutter. Til 24. maj.