Søren Schauser: Jeg kan ikke snuppe udpenslet vold i film og på TV

Kære instruktører og manusforfattere: Jeres splatterscener er i bedste fald stilløse. Gør som Alfred Hitchcock: Lad os selv fantasere!

Alfred Hitchcock, oktober 1960. Fold sammen
Læs mere
Foto: STF

En kvinde sidder med ryggen til. En mand kommer ind og fisker sin pistol op af lommen.

Og næste skridt? Scenen kunne og burde efter min mening slutte her. De ansvarlige kunne og burde klippe videre så hurtigt som muligt.

For ærlig talt: Vi har gættet os til de forskellige muligheder for længst. Vi har for længst fantaseret os til enten den ene eller den anden slutning på scenen.

Kvinden kan vende sig i sidste øjeblik og altså slippe fra det uhyggelige møde med livet i behold. Eller hun kan falde for eksmandens eller psykopatens kugler og vil i så fald ikke være med i næste scene.

Vi vil under alle omstændigheder finde ud af hendes skæbne på et tidspunkt og behøver altså ikke braget og blodet.

Men nej. Jeg skal åbenbart se manden rette sit våben mod hendes hoved og trykke af. Og jeg skal med Djævelens vold og magt se hendes hjernemasse sprøjte ud over hele det victorianske møblement.

Kære instruktører og manusforfattere: Drop det. Klip skidtet væk. Lad manden finde sit våben frem og færdig. Jeres splatterscener er i bedste fald stilløse og i værste fald så kedelige som Puggaardsgade ved påsketid.

Alfred Hitchcock vidste ét og andet om gys på det store lærred og fortalte gerne om sin karrieres fejltrin over alle: Den britiskfødte instruktør placerede en bombe og lod den gå af - hvorefter han havde tabt hele den opbyggede spænding på gulvet.

Lad os tænke os til resten

Så nej til mere vold af den udpenslede slags. Og ja tak til meget mere af det hæderkronede fænomen ved navn antydningens kunst.

En ellers glimrende serie som den tyske »Dark« på Netflix om ondskab og tidsrejser begynder for eksempel super ærgerligt: Man ser 43-årige Michael Kahnwald hænge sig og skal absolut bevidne en grusom detalje som de voldsomme kramper over hele kroppen.

Hvordan det kan gøres? Se åbningen af »Tjenobyl« på HBO med fantastiske Jared Harris i stakkels Valery Legasovs rolle: Atomforskeren hælder fire skåle med mad op til kattene og tænder en cigaret - hvorefter man ganske enkelt ser cigaretten brænde ud af sig selv.

Fantastisk. På alle måder uforglemmeligt. Og tusind gange stærkere end mere eksplicitte løsninger.

Vi mennesker har en livlig fantasi. Vi fantaserer faktisk om det, vi helst vil fantasere om. Filmbranchen ville gøre deres varer tusind gange stærkere ved mindre sjask på billederne og færre lyde af den snaskede slags.

Det bedste eksempel på fænomenet er endda dansk: Alle kender Misse Møhge fra »Matador« og hendes aflivning af lærer Andersen ude på altanen. Men det elskede optrin bliver kun fortalt af skuespilleren Karin Nellemose og findes altså slet ikke som scene.

Hvis scenen var blevet filmet, ville vi så have husket den med samme varme? Nej, vi ville ikke have tænkt den som noget særligt - hvorimod den antydede version har levet videre i vores fantasi lige siden.