Mainstream eller mandschauvinistisk: Tarantino er altid mand for et drama

Quentin Tarantino har aldrig strøget sit publikum med hårene. Hans film er elsket som få, kritiseret som færre og formår altid at skabe postyr. Det gælder også »Once Upon a Time... in Hollywood« , der allerede inden verdenspremieren fik kritik for sine kvindeskildringer.

ITALY CINEMA
»Jeg laver ikke film, der bringer folk sammen. Jeg laver film, der vender folk mod hinanden,« sagde Quentin Tarantino, da harn modtog Guldpalmen for »Pulp Fiction«. Nu får han ballade igen – for »Once Upon a Time in... Hollywood«, der bliver lanceret i Europa i disse dage. Billedet er fra pressemødet i Rom tidligere på sommeren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Riccardo Antimiani

Hvis den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantino var et sted, ville han være en videobutik.

En af den slags, man skal være mindst 35 år for at huske, for de uendelige rækker af VHSer, og senere DVDer, der stod side om side i de smalle gange, man langsomt bevægede sig gennem.

På forsiden af plastickasserne kunne man pludselig falde over ansigtet på en stjerne, man havde glemt, eller man kunne fortabe sig og komme ned til de titler, man aldrig selv ville drømme om at sætte på derhjemme. Man ville i hvert fald ikke sige det til nogen.

Gennem nu ni film har Tarantinos hjerne været dette sted, der hylder filmhistoriens største øjeblikke, mest kitschede sekvenser og mest dystre randområder. Hans film er elsket som få, kritiseret som færre og formår altid at skabe postyr. Sådan er det også denne gang.

Allerede inden dagens danske premiere er »Once Upon a Time... in Hollywood« blevet kritiseret for at idyllisere kvindevold og for at lade en stort set umælende skuespillerinde bære den kvindelige hovedrolle som Sharon Tate, der i 1969 blev myrdet af Charles Mansons kult.

»Jeg laver ikke film, der bringer folk sammen. Jeg laver film, der vender folk mod hinanden,« som Tarantino sagde, da han i 1994 modtog Guldpalmen for »Pulp Fiction«.

Selve overrækkelsen kunne i øvrigt været taget ud af en af hans film: Statuetten blev overrakt af den aldrende cowboy Clint Eastwood, salen var i vild jubel bortset fra en enkelt dame, der skreg sin modstand ud. Inden han holdt sin tale, nåede Tarantino lige at sende hende et smil og en fuckfinger. Så var hun stille.

Et tydeligt præg fra starten

Quentin Tarantino ville selvfølgelig elske at blive sammenlignet med en videobutik. I utallige interview har han utrætteligt dyrket historien om sin fortid som nørden bag videobutikkens skranke, der stod og drømte om at slå igennem som instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller.

Hans debut kom i 1992 med »Reservoir Dogs«, der førte til, at de to ældre instruktører Tony Scott og Oliver Stone instruerede »True Romance« og »Natural Born Killers«, som Tarantino skrev, mens han ventede på sit gennembrud.

Alle tre film bærer hans personlige vandmærke. Der er volden, der er tydelig og grafisk som i en tegnefilm, ikke mindst i scenen, hvor den dansende gangster Mr. Blonde (Michael Madsen) torturerer en politimand til tonerne fra Stealers Wheels hit »Stuck in the Middle with You« fra 1972.

55-årige Brad Pitt poserede for fans, da »Once Upon a Time... in Hollywood« blev vist i Mexico City sidste uge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alfredo Estrella.

Der er nostalgien, der ikke bare ligger i musikken og tøjet, men også i personerne, som Christian Slaters Clarence, der dyrker Elvis i »True Romance«. Og endelig er der kærligheden til popkulturen, der klippes ind i historien om seriemorderne Mickey og Mallory fra »Natural Born Killers«.

Tarantinos værk er ufint på den fine måde, og det blev slået fast med »Pulp Fiction«, der forenede den fallerede stjerne John Travolta, den hypede superstjerne Bruce Willis, en opbrudt kronologi og et mindre budget. Og som gjorde det så godt, at den både fik filmkritikernes pris i Cannes og indtjente mere end 200 mio. dollar på verdensplan.

Siden har film som »Jackie Brown«, »Kill Bill« og »Inglourious Basterds« cementeret hans status som en af verdens mest kendte instruktører.

Manden, der slog kvinder ihjel

Allerede inden den amerikanske premiere på »Once Upon a Time... in Hollywood« var der enorm hype omkring filmen, der kan prale af at have to af tidens største filmstjerner på plakaten.

Det er første gang, Leonardo DiCaprio og Brad Pitt spiller sammen, og ifølge Tarantino er de netop hyret, fordi de tilhører den lille uddøende skare af rigtige filmstjerner af den slags, som instruktørens film er én lang hyldest til. Men deres roller bliver også problematiseret.

Der er dem, der undrer sig over, at begge mænd er tildelt langt flere replikker, end der er givet til den kvindelige hovedrolleindehaver, Margot Robbie. Der er også den udpenslede vold, der også denne gang går ud over kvinder – som i »Jackie Brown«, hvor den irriterende surferpige Melanie (Bridget Fonda) bliver skudt på en parkeringsplads og som i »The Hateful Eight«, hvor Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) bliver mishandlet og hængt.

»Jeg kan se, at du ikke har nogen betænkeligheder ved at føre en kvinde til galgen,« siger Marquis Warren (Samuel L. Jackson) til hendes banemand, der svarer: »Nej, det har jeg ikke.«

Heller ikke Tarantino har de store betænkeligheder i »Once Upon a Time... in Hollywood«.

Han ærer tilsyneladende stadig den gamle videobutik, der skabte hans glæde ved film. Han har ikke har ændret sig. Men det har verden omkring ham måske.