Generation Tarantino

Quentin Tarantino var 1990ernes mest efterlignede filminstruktør, der gjorde de coole pop-referencer, de smarte replikker og den ironiske vold til en ny generations stil. I anledning af ti års-jubilæet for premieren på »Reservoir Dogs« er hans tre kultfilm blevet genudsendt på DVD.

En vinteraften for næsten ti år siden stod jeg uden for en biograf i New York med en søsyg fornemmelse af at have oplevet den første strømhvirvel fra en ny filmbølge.

Jeg havde netop med tilbageholdt åndedræt set den unge, amerikanske instruktør Quentin Tarantinos hæsblæsende debutfilm »Reservoir Dogs«, og allerede under titelsekvensen, hvor de sortklædte og solbrillebærende gangstere i slowmotion går over en parkeringsplads, var gåsehuden knitret frem.

Umiddelbart lignede »Reservoir Dogs« (»Håndlangerne«) en klassisk kupfilm, men det suveræne ved instruktørens eget manuskript var, at det ikke beskæftigede sig med det diamantrøveri, de seks forbrydere (med farvepseudonymer som Mr. White eller Mr. Brown) begik, men derimod i skiftevis realtid samt flashbacks/flashforwards skildrede, hvad der skete før og efter det blodige, mislykkede kup.

I åbningsscenen diskuterer forbryderne og deres to bagmænd på en diner betydningen af Madonnas hit »Like A Virgin«. Indtil Mr. Brown, der spilles af den oprindeligt skuespilleruddannede Tarantino selv, autoritativt slår fast, at sangen ikke handler om en jomfru, men om en nymfoman, som for første gang er blevet taget af en fyr, der har fået hende til at føle sig som en jomfru igen. Dén type replikskifter skulle komme til at gennemsyre årtiets film!

Med dens ironiske genrefortolkning og indforståede filmcitater, med soundtrackets klangbund af kitschet 70er-pop og scenografiens kulisse af ikonografisk Americana satte »Reservoir Dogs« alene en filmbølge i gang. Men da jeg efter den overvældende biografoplevelse i New York tog direkte til Los Angeles for at interviewe Quentin Tarantino, vidste hverken jeg eller nogen andre, at han ville blive 90ernes mest imiterede instruktør. En mand, der inspirerede en generation af unge filmskabere over hele verden - også i Danmark, hvor Nicolas Winding Refn og Anders Thomas Jensen har været de mest markante disciple.

Hvis »Reservoir Dogs« og en eftermiddag med den hyperenergiske, speed-snakkende Tarantino over pepperonipizzaer i hans hus i Hollywood ikke havde overbevist mig 100 procent, så var der ingen tvivl efter hans næste film »Pulp Fiction«. I 1994 vandt den overraskende, men fortjent Guldpalmen i Cannes - hvor den nye filmbølges frontfigur sendte en fuck-finger ud til publikum under prisoverrækkelsen, da nogle tilskuere buh'ede. Hollywoods rock'n'roll-rebel var blevet verdensberømt, og de flabede manerer endte med at stjæle lige så mange overskrifter som filmene.

I løbet af kun to år havde Tarantino ikke »bare« skrevet, instrueret og spillet med i sine to egne hitfilm, men også fået filmatiseret sine manuskripter til næsten lige så tidstypiske titler som Tony Scotts »True Romance« og Oliver Stones »Natural Born Killers«.

Hollywoods A-liste navne fra Robert de Niro til Bruce Willis stod i kø for at arbejde med ham, men hvad casting angår vil han dog især blive husket for sine geniale genopdagelser af lettere støvede navne som Lawrence Tierney, John Travolta og Pam Grier. Tarantino er en nørd med klæbehjerne, der i løbet af ungdomsårenes arbejde i en videobutik fik zappet sig igennem det meste af filmhistorien - ikke mindst dens mere kulørte og kultagtige ende, hvorfra han hentede obskure B-navne som Robert Forster frem for udelukkende at bruge drømmefabrikkens stjernenavne til sine hovedroller.

»Pulp Fiction« tager den revolutionerende fortællestil fra »Reservoir Dogs« til ekstremer med en cirkulær strukturering af tre forskellige, men sammenhængende historier fra L.A.'s kriminelle underverden - med slutningen placeret i midten i trods mod alle Hollywood-formler - selv om den i tilbageblik ikke er helt det mesterværk, man så den som i midten af 90erne, da læserne af det engelske filmblad Empire kårede den til verdens bedste film - nogensinde... Men ligesom i scenen i »Reservoir Dogs«, hvor den drilsk dansende Michael Madsen skærer en politibetjents øre af til tonerne af Stealers Wheels' »Stuck In The Middle With You«, indeholder den en perlerække af uforglemmelige momenter, øjeblikke af pure cinema, hvor de levende billeder overgår alle ord: F.eks. den gamle discokonge John Travoltas twist med Uma Thurman på burgerbaren eller den vanvittige genoplivning af Thurmans femme fatale, der efter en heroin-overdosis får hamret en kanyle med adrenalin lige i hjertet!

Hvis man ved gensynet med »Pulp Fiction« mere nøgternt opfatter den som en hip, perfekt stiløvelse, forbavses man til gengæld positivt over den undervurderede »Jackie Brown«, hvor man virkelig kan se, hvilket naturtalent Tarantino er.

Oprindeligt virkede den som en hyldest til 70ernes blaxploitation-film (og ikke mindst disses ukronede sorte dronning Pam Grier) fra en overanstrengt instruktør, der havde problemer med at leve op til sit ry, men nu fremstår den faktisk som den californiske auteurs mest modne og helstøbte værk. Netop fordi den er mere enkel, lineær og neddæmpet i historien om den sorte stewardesse Jackie Brown (Grier i sit livs rolle!), der spiller politiet, en farlig våbenhandler og en forelsket forsikringsmand ud mod hinanden for at slippe ud af en kokain- og smuglerianklage.

»Jackie Brown« er bygget på Elmore Leonards roman »Rum Punch« og har måske derfor en (for Tarantino) sjælden psykologisk dybde. Jovist, den karakteristiske humor, de præcise replikker, det overdådige kameraarbejde, de listige meta-referencer og de visuelle gimmicks er der, men »Jackie Brown« er egentlig en rendyrket noir-film emmende af stil og atmosfære, erotik og død. Og så bliver vi endda fri for at se den ikke særlig gode skuespiller Quentin Tarantino på lærredet!

Dette efterår påbegynder 39-årige Tarantino i Kina indspilningen af »Kill Bill«, inspireret af asiatiske kung-fu baskere, så kærligheden til det smagløse, stilbevidste og spektakulære er stadig hans grundlæggende drivkraft.

Nogen normal kung-fu film bliver det med garanti ikke, for som Tarantino selvsikkert bjæffede, da jeg interviewede ham første gang for snart ti år siden:

»Jeg kan lide at arbejde bevidst med en genre - lege med dens konventioner, men samtidig levere varen, så enhver almindelig Joe kan se den som en knaldspændende, actionfyldt og blodig spændingsfilm.«

»Reservoir Dogs«, »Pulp Fiction« og »Jackie Brown« er genudgivet på DVD i rigt udstyrede specialudgaver, forsynet med et væld af bonusmateriale: Interviews, dokumentarer, fraklippede scener, filmhistorie- og kritik, kommentarspor, manuskripter, festivalreportager og f.eks. hele »Chicks With Guns«-videoen fra »Pulp Fiction«. Filmene kan købes i import hos Laserdisken i København, Århus og Ålborg.