Filmanmelder: Tarantino giver sine mandlige karakterer mest taletid. Hvorfor skulle det være et problem?

KOMMENTAR: Politiske hensyn skal ikke overrule en kunstners suveræne ret til at lave præcis det værk, han/hun har i tankerne. Vi burde vide, hvor den slags fører hen.

Margot Robbie som Sharon Tate i »Once Upon a Time... in Hollywood«. ANDREW COOPER

Den amerikanske instruktør Quentin Tarantino har med aktuelle »Once Upon a Time… in Hollywood« fået skabt en af sin karrieres mest vellykkede film.

Undertegnede gik fra biografen og skrev, jeg indrømmer det gerne, en nærmest forelsket anmeldelse af filmen, der foregår i Hollywood i 1969. Jeg hyggede mig enormt med instruktørens (og kostumedesigneren Arianne Phillips’) ferme greb om tidsbilledet med hot pants, højhalsede sennepsgule sweatre og læderjakker i hesteskoformet snit. 1960erne er en tidsalder, der ofte bliver karikeret voldsomt på film og TV - her er det en lydefri kærlighedserklæring. Men genskabelsen af epoken går videre end til tøjet og de brunbejdsede interiører.