Søren Frank: Denne »hemmelige« smørrebrødsrestaurant giver mest kvalitet for pengene

Frokostrestauranten Ambassaden & Konsulatet ligger lidt anonymt på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro. Til gengæld giver det gedigne og generøse smørrebrød meget for pengene.

I forhold til, hvor centralt den store betonbunker af en amerikansk ambassade ligger i byen, er det bemærkelsesværdigt, hvor stille netop dette stykke af Dag Hammarskjölds Allé er. Det er et kvarter, man farer forbi snarere end hænger ud i, hvilket måske er grunden til, at så mange forskellige restauranter har prøvet lykken i lokalerne skråt overfor ambassaden uden for alvor at have slået rod.

Frokostrestaurant Ambassaden & Konsulatet. Thomas Lekfeldt

Under radaren

Den nye frokostrestaurant på adressen, Ambassaden & Konsulatet, var således sluppet under min radar, indtil en venlig læser opfordrede mig til teste husets gedigne smørrebrød. Vi tog udfordringen op og var positivt overraskede over at blive mødt af lokaler, som kun var halvt fyldt en fredag først i december, hvor som bekendt ikke bare coronaen, men også julefrokostfeberen raser.