Sara Blædel er træt af at blive kaldt femi-krimi-forfatter: »Vi kalder jo heller ikke noget for en pikke-krimi«

Femi-krimi. Gyno-krimi. Caffe latte-krimi. Siden debuten i 2004 har Sara Blædel lagt krop til en lang række nedladende kommentarer om sit forfatterskab. I mellemtiden har hun solgt mere end tre millioner bøger til danskerne – og verden har forandret sig.

»Femi-krimi er næsten det blideste, der er blevet sagt om mine bøger. De er også blevet kaldt Gyno-krimier, føle-krimier og cafe latte-krimier. Det er et ekstremt nedladende sprogbrug, der peger på at kvindes liv er uinteressant og mindre værd. Man ville jo aldrig kalde noget for en »pikke-krimi« eller en »macho-krimi«. En mandlig helt, der lever et udpræget maskulint liv er på en måde finere,« siger Sara Blædel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var dagen før, hun udgav bogen »Hævnens Gudinde«, og nerverne sad uden på tøjet, da Sara Blædel åbnede avisen, dengang Berlingske Tidende, og så overskriften »Flov femikrimi«.

Både ordet – og de nedladende kommentarer – har fulgt hende gennem en karriere på mere end 16 år, der både har bragt den danske forfatter til udlandet og ind i de fleste danske hjem. Succes har mange ansigter.

»Femi-krimi er næsten det blideste, der er blevet sagt om mine bøger,« fortæller Sara Blædel, da vi mødes på hendes forlag. Hun sidder rankt i sofaen og smiler et af den slags smil, som man lærer foran mange fotografer. Bredt. Imødekommende. Professionelt.

Sara Blædel, forfatter

»Jeg vil have mine personer skal være rigtige og faktum er bare, at kvinder har et liv, hvor der skal købes ind og hentes børn. Skal vi skamme os over det? Ikke tale om.«


»De er også blevet kaldt gyno-krimier, føle-krimier og caffe latte-krimier. Det er et ekstremt nedladende sprogbrug, der antyder, at kvindes liv er uinteressant og mindre værd. Man ville jo aldrig kalde noget for en »pikke-krimi« eller en »macho-krimi«. En mandlig helt, der lever et udpræget maskulint liv er på en måde finere.«

Sara Blædel understreger, at alle har ret til at være utilfredse med hendes bøger. Hver sin smag. Selv er hun også relativt ligeglad. Det er den ligegyldighed, der følger med, når man sælger tre millioner bøger i sit hjemland. Men de nedladende, sexistiske kommentarer kan hun ikke lade være med at undre sig over.

»Min far var en ret hårdkogt journalist, der også skrev anmeldelser, og jeg er helt klart opdraget med, at man må tåle kritik. Jeg brokker mig heller ikke over de sløve anmeldelser, hvor kritikeren har læst for hurtigt. Det er bare dårligt håndværk. Men jeg synes, at det er for lavt at kritisere bogen ud fra mig og mit køn.«

Duftlys blev til krimi

I dag tænker man næppe over det, men det er ikke mange år siden, at det var mænd, der skrev de fleste krimier. De maskuline hovedpersoner trampede gennem siderne med furede liv og tunge skridt. Det ændrede sig lige før årtusindeskiftet, da svenske Liza Marklund begyndte at skrive krimier med en klar kønspolitisk vinkel.

Marklund lagde ikke skjul på, at hun gerne ville nå flest mulige læsere med et feministisk budskab. Krimien virkede oplagt. Herefter gik det hurtigt. Da den danske forlagskvinde Charlotte Jørgensen var på bogmessen i Göteborg i 2001, så hun, at alle de store svenske forlag havde succesfulde kvindelige forfattere, der skrev krimier med kvindelige hovedpersoner.

»Min mor, der stadig levede dengang, kunne godt finde på at sige: »Nåh, så fik du da et skub bagi«. Det havde hun helt ret i. Jeg skulle godt nok vise dem, at der ikke manglede noget på reseach-siden og der var styr på det. At det ikke kun var børneafhentning og forhold det hele,« siger Sarah Blædel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Tilbage i København bad hun forfatteren Gretelise Holm om at skrive en krimi, og året efter udkom »Paranoia«, den første roman i en trilogi med journalisten Karin Sommer som hovedfigur.

I dag kan man fylde busser med kvindelige krimiforfattere. De vinder priser og præger bestsellerlisterne. Men for Sara Blædel var hendes udgangspunkt aldrig feministisk.

»Jeg var ansat på Metronome med et travlt job og tusind deadlines. Jeg kunne have tændt duftlys eller mediteret, men i stedet begyndte jeg at fortælle historier inde i mit hoved. En af historierne brændte sig fast på en måde, så jeg blev nødt til at få den ud af bøtten, hvis ikke jeg skulle blive vanvittig. Det blev til »Grønt Støv«. I dag kan jeg godt se, at det ikke er den mest højtravende krimi, der er skrevet i historien, men det blev min begyndelse.«

Kritikken gav et spark

Sara Blædel opsagde sit job på Metronome og kastede sig ud i det, der endte med at blive en succesfuld karriere. Stik imod alt, hvad hun havde troet om sig selv. Sara Blædel er både indadvendt og ordblind. Så regner man ikke med succes, siger hun.

Men det, der også begyndte, var pressens skriverier om Blædels bøger. Kritikerne hæftede sig ved personernes privatliv, beskrivelserne af parforhold og opdragelse. Igen og igen blev det fremhævet, at krimierne foregik i et kvindeligt univers. Det var ikke ment som noget positivt.

»Jeg havde egentlig ikke tænkt over, at jeg havde en kvindelig hovedperson. Jeg er kvinde og hvad så? Men jeg kan huske den der fornemmelse af at åbne avisen og tænke »Det der kan du kraftedme ikke være bekendt,« husker Sara Blædel, der oplevede, at hun »tog en for holdet« i årene frem til 2019.

»Jeg har aldrig sløset med min research. Jeg har nogle grundige folk, der hjælper mig. Retsmedicinere, politifolk. Jeg gør mig faktisk virkelig umage, og det bliver fuldstændig degraderet, når folk så skriver, at »det handler jo kun om at shoppe«. Tit virker det ikke, som om kritikeren har læst det ordentligt, og så er det jo nemt at være nedladende«.

Det var svenske Liza Marklund, der banede vejen for de mange kvindelige krimi-forfattere, der brød igennem omkring årtusindskiftet. En af dem var danske Sara Blædel, der siden har kæmpet med at kaste stemplet »femi-krimi« af sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Hvorfor nævner du det med researchen?
»Fordi jeg tror, at kritikken fik mig til at være endnu mere grundig. Min mor, der stadig levede dengang, kunne godt finde på at sige: »Nåh, så fik du da et skub bagi.« Det havde hun helt ret i. Jeg skulle vise dem, at der ikke manglede noget på research-siden, og der var styr på det. At det ikke kun var børneafhentning og forhold.«

Men der er jo meget fokus på den slags i bøgerne. Der er flere scener, hvor Louise Rick bekymrer sig eller håndterer børn.

»Ja, men sådan er virkeligheden også for kvinder. Vi står med mange praktiske ting, som vi lader fylde. På det tidspunkt havde jeg selv et lille barn; jeg havde rigeligt at gøre med at hente ham og aflevere ham til breakdance. Jeg kunne sagtens have taget den del ud af bøgerne og kun fokuseret på efterforskningsarbejdet, men det ville jeg ikke. Jeg vil have mine personer skal være rigtige, og faktum er bare, at kvinder har et liv, hvor der skal købes ind og hentes børn. Skal vi skamme os over det? Ikke tale om.«

Danskerne taler køn, amerikanerne taler kultur

Køn er en pudsig størrelse. I visse henseender kan det være en ulempe at være kvinde. I andre en fordel. Da Sara Blædel rejste til USA i 2017, var det netop hendes to kvindelige hovedpersoner, der skabte opmærksomhed. Og her var det som noget positivt.

Selvom Blædel vandrede Manhattan tyndt og besøgte landets mange bogmesser skete det aldrig, at ordet femi-krimi kom op. Ikke en eneste gang.

»Det blev betragtet som et trækplaster, at jeg havde two strong female characters. I USA mener man, at jeg er del af den »skandinaviske tendens«. En retning, der har tre kendetegn: Der er altid mørkt, der er altid et socialt emne, og så er der et privatliv omkring personerne. Det passer jo også. Tænk på »Beck«? Jeg er kæmpe fan af »Beck«. Og en af de ting, jeg holder utrolig meget af er, når naboen kommer med sin nakkekrave og de får en skarp på altanen. Man kan jo fortælle ret meget om sine personers privatliv med et ret enkelt greb.«

Sara Blædels bøger er udkommet i 38 lande og er blevet anbefalet af både Oprah Winfrey og Bill Clinton. I dag bor forfatteren i København og har både en søn, en hund og en motorbåd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Man kan jo også vælge at se ordet femi-krimi som noget postivt?

»Really? Gudfader bevares. Vi kalder jo heller ikke noget for en pikke-krimi eller en »hvem kan pisse længst«-krimi? Der er intet positivt ved at kalde noget for en gyno-krimi. Det lyder virkelig ulækkert. Og man ville aldrig slippe af sted med det i dag. Der er sket et kæmpe stort skred i, hvordan folk opfatter tingene. Hvis en anmelder skrev sådan om min nye bog, ville jeg næppe behøve at forsvare den. Det ville andre gøre på mine vegne, fordi de ville føle sig stødt. Men faktum er, at der stadig sidder nogen og sætter spørgsmålstegn ved, om kvinders liv er interessant.«

Sara Blædel læner hovedet på skrå i vantro. Og understreger, at også hendes amerikanske kollegaer får den holdning at føle.

»I USA er der rigtig mange kvindelige forfattere, der dropper at skrive under deres fulde navn. I stedet fremstår de kun ved deres initialer. Mandlige forfattere får nemlig meget mere taletid og bliver oftere anmeldt.«

Selv havde Blædel en oplevelse med kønsforskellene, da hun mødte Lee Child. Den 66-årige brite har solgt mere end 100 millioner bøger og er et stort navn i branchen. Hvis han vælger at anbefale en bog, så stiger salget.

»Da jeg fortalte ham, at jeg netop havde anbefalet ham, var alle nærmest var i chok. What, kan det hjælpe, at en kvinde udtaler sig om en bog?! Og der måtte jeg bare sige, at ja, det kan det.«

Heldigvis er tingene ved ændre sig, fastslår Sara Blædel. I USA er der lige nu en kæmpe tendens til at kvindelige hovedpersoner i krimier klarer sig rigtig godt.

»Der er intet positivt ved at kalde noget for en gyno-krimi. Det lyder virkelig ulækkert. Og man ville aldrig slippe af sted med det i dag,« siger Sara Blædel, der har solgt over 3 millioner bøger i Danmark – og 5 millioner i udlandet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Det er ikke tilfældigt, at Michael Connelly har skabt en serie med en kvindelig hovedperson. Jeg tror heller ikke, at det er tilfældigt, når Kazinski-fyrene pludselig udgiver bøger under navnet Anna Ekberg.«

Hvorfor tror du, at det har ændret sig?

»Det ved jeg ikke, men måske har min generation været med til at vise, at kvinder godt kan skrive krimier, og at de krimier fanger både mænd og kvinder. Det er jo det største problem ved at bruge de der betegnelser. De udelukker nogle læsere, der ikke føler sig ramt at ord som »gyno« og »femi«.

Sara Blædel fortæller, at hun har mange mandlige læsere. De giver udtryk for, at de læser hende til trods for benævnelserne om femi og gyno. Måske netop fordi de også synes, at livet er mere end bare arbejde.

»Ingen mennesker har bare et interessant job, alle har noget, de passer derhjemme. I »Den Tavse Enke« vælger Louise Rick at tage ud på en opgave i stedet for at gå til begravelse. Det er taget direkte ud af mit eget liv, fra dengang jeg valgte at tage på arbejde istedet for at deltage i min onkels begravelse. Jeg tænkte vel, at han stadig ville findes inden i mig, selvom jeg ikke fik det sidste farvel, men det var et fejlvalg. I mine øjne er sådan et valg ikke specielt »kvindeligt«. Det handler bare om at få tingene til at balancere. Livet findes jo.«

»Den tavse enke« udkommer fredag. Bogen er den 11. bog i serien om Louise Rick