Hvem er Holly Johnson?

Thriller: Lee Child leverer en kulørt, men forbandet underholdende gidselhistorie om heltemod og højrefanatisme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lee Childs anden roman på dansk, »Døden nær«, er en kidnapningshistorie med forgreninger til magt og politik. Over samtlige bogens 434 sider formår denne forfatter at fastholde en fortættet og uafbrudt spænding. Det er godt gjort.

I sin middagspause bliver den unge FBI-agent Holly Johnson uden for et renseri i Chicago kidnappet af tre mænd i en bil. I samme øjeblik kommer den tidligere officer i militærpolitiet Jack Reacher tilfældigt forbi og bliver derfor taget med i kidnappernes bil.

I varerummet på en kassevogn transporteres de to for hinanden ukendte mennesker flere tusinde kilometer bort fra Chicago af de tre brutale kidnappere. Så Johnson og Reacher burde have tid til at lære hinanden at kende. Men Reacher kan ikke gennemskue, hvilken værdi en ung kvindelig FBI-agent skulle have for kidnapperne. Og hun hjælper ham ikke til at forstå, hvem hun i virkeligheden også er.

Kidnapperne viser sig at komme fra en gruppe på omkring 100 højreorienterede militsfolk anført af den karismatiske, men bindegale folkeforfører Beau Borken. De kidnappede føres til militiaens tilholdssted i en øde dal i Oregons skove, hvor de har forskanset sig for at opbygge deres eget samfund. Som led i deres djævelske plan om uafhængighed fra USA skal de bruge det efterhånden mere og mere mystiske gidsel Holly Johnson. De har ligefrem bygget et flugtsikkert fængsel til hende.

En sand helt

Men de har ikke regnet med Jack Reacher, der viser sig at være en sand helt i James Bond- og Carl Hamilton-klassen, som vil bruge ethvert middel for at beskytte og redde den kidnappede kvinde. Og de har heller ikke taget Hollys egen modige sejlivethed i ed.

Sideløbende med beskrivelserne af det sekt-agtige militia-samfund og Reachers og Johnsons blodige heltegerninger følger vi FBIs og senere også militærets bestræbelser på at finde og befri Holly Johnson. Vi får et fascinerende indblik i, hvad verdens mægtigste politikorps er i stand til at finde ud af ved hjælp af den mest avancerede teknik.

Men vi får også et forstemmende billede af realpolitikkens afvejninger af hensynet til vælgernes stemmer contra hensynet til at redde Hollys liv.

Selvfølgelig opstår der kærlige følelser mellem de to tilfangetagne, der kun har hinanden at holde sig til i den øde skov sammen med en flok galninge. Men også da Holly står og vakler mellem kærligheden til ham og en anden, viser Reacher sig som en uegennyttig helt.

»Døden nær« er ubetinget et kulørt og næppe helt realistisk helteepos. Men det er en forbandet underholdende historie.