Superstjernerne Jennifer Lopez og Ben Affleck gjorde det for nylig. Herhjemme forsøgte Christiane Schaumburg-Müller og Liam O'Connor også at genoplive kærligheden. Og hvem har ikke hørt om Elizabeth Taylors og Richard Burtons »never ending on-and-off love story«?
Vi finder sammen. Går fra hinanden. For nogle par viser kærligheden sig alligevel at være så stærk og insisterende, at de ikke kan undvære »den eneste ene«. For andre er det svært at trives uden trygheden, børnene, de fælles venner, det velkendte og forudsigelige liv eller en hverdag, som ikke er betonopdelt mellem lige og ulige uger.
To kliniske psykologer med speciale i parterapi, som dagligt sidder over for par i problemer, er ikke i tvivl: Beslutningen om at give forholdet en ny chance efter en skilsmisse er mindst lige så krævende og mindst lige så alvorlig, som når vi vælger at afslutte et parforhold og gå hver til sit.
Lad nu være med at skyde skylden …
For de par, som lykkes med en »genforening«, er der nogle fælles træk.
»Der er en udpræget villighed hos begge parter til at kigge på ens eget mønster, ikke den andens. Kort sagt: Lad være med at skyde skylden over på den anden,« siger klinisk psykolog og indehaver af Psykologhuset i Indre By Johanne Stentoft.
»Hvis man har en urealistisk forventning om, at det er den anden, der skal ændre sig, så er det meget svært at komme et nyt sted hen. Men er man villig til at tage ansvar for sine egne følelser, adfærdsmønstre og behov – og kan man samtidig have tillid til, at den anden gør det samme – er der grundlag for at komme et godt stykke vej sammen.«
Hun fremhæver, at hvis kærligheden stadig findes i tandhjulet et sted i det store maskineri i kombination med en villighed til netop at ændre nogle adfærdsmønstre, er det der, man oftest ser det bedste outcome.
Johanne Stentoft sammenligner forsøget med mange andre af livets aspekter:
»Gør man det samme igen, får man det samme resultat. Det kan jo godt virke sådan lidt common sense-agtigt. Men hvis man ønsker et andet resultat, må man også ændre på nogle ting og gøre noget andet end hidtil.«
Hvad skal være drivkraften i forholdet?
Psykolog og parterapeut Line Brøgger Mikkelsen møder parrene på et tidspunkt, hvor de er ved at give op, men alligevel prøver, om forholdet kan bære.
»For de fleste er det vanskeligt at slippe hinanden og en meget alvorlig beslutning. Når par så alligevel overvejer at finde sammen igen, er børn helt klart en drivende kraft.«
Hun understreger, at der kan være forskellige synspunkter, men at hun som psykolog altid vil sige: »I skal ikke blive sammen for børnenes skyld.«
Line Brøgger Mikkelsen peger på det grundvilkår, at vi som mennesker ikke bryder os om at være i en ensomhed eller en tomhed med ubehagelige følelser.
»Det ligger i os alle, og det finder nogle ud af, når de er blevet skilt. De vil gerne af med tomheden og de dårlige følelser, og for nogle kan dét at komme væk fra tomheden og de ubehagelige følelser samtidig være en erkendelse af: Hov, det var nu alligevel rarere at være i parforholdet og familien.«
Men det er ikke altid det rigtige, lyder hendes vurdering.
»Er det nok til at drive forholdet? For nogle, ja. Men det kræver virkeligt dybe overvejelser, før man bringer forholdet i spil igen, og det er vigtigt at nå frem til, hvad der mere præcist driver beslutningen om at genfinde hinanden.
Er der børn, har man især et ansvar for at gennemtænke beslutningen grundigt. Når jeg spørger de par, der kommer hos mig, om grunden til, at de gerne vil finde sammen igen, så kommer hensynet til børnene op som noget af det første.«
Ifølge Line Brøgger Mikkelsen må børnene gerne være en drivende kraft i, at par kæmper for at finde hinanden og blive sammen. Det skal de være, siger hun, men børn skal ikke være grunden til, at man bliver sammen, hvis man dybest set ikke vil hinanden længere.
»Det er vigtigere med en tydelighed og en klarhed i forhold til, hvad det er for en relation, forældrene har nu. Er mor og far egentlig sammen? For såkaldte yoyo-par, som prøver igen og igen, kan risikoen for børnene være en konstant tvivl, utydelighed og uklarhed om forældrenes relation. Det kan medvirke til, at børnene sætter deres egen udvikling på pause, fordi deres energi har fokus på, hvad der sker mellem forældrene.«
Find svaret: Derfor gik vi fra hinanden
Under coronaepidemien oplevede også Johanne Stentoft, at antallet af skilsmisser steg: »Vi har fået stadigt flere henvendelser fra par, som enten er ved at gå fra hinanden, eller som allerede er gået fra hinanden, men gerne vil have forholdet til at fungere igen,« siger hun.
»Parret har måske fortalt det til børnene. Man har måske delt et fælles hjem og har fået en samværsordning op at køre, så det er en stor beslutning: Skal vi nu samle det hele igen? Med den risiko, at det ikke vil lykkes? Det er dét, de allerfleste peger på, når de skal indkredse, hvad de er mest nervøse for i den proces, der ligger forude. Det er ikke noget, man bare gør, fordi man lige har fået et hurtigt indfald.«
Ud over en masse praktisk er der også det rent følelsesmæssige.
»Det er helt almindeligt, at man ikke har forventet, hvor meget sorg og savn, man kan føle efter en skilsmisse. Pludselig har man mistet sin partner, som man måske har været sammen med i mange år. Vil begge for alvor forholdet alligevel, kommer de ikke uden om at stille spørgsmålet: Hvorfor gik vi fra hinanden? Det spørgsmål ligger der et meget stort arbejde i at besvare sammen.«
Johanne Stentoft forklarer, at det særligt i begyndelsen efter en skilsmisse kan opleves som en lettelse at komme væk fra ham eller hende, hvis man har været i en vedvarende konflikt.
»Men når man har fået pustet lidt ud i hver sit ringhjørne, og affekten er dampet af, begynder man måske igen at kunne se sin partner som det menneske, man faldt for til at begynde med. Og så er der et udgangspunkt for en proces.«
Johanne Stentoft peger på, at vi ofte kan have en tendens til at tolke på noget af det, vores partner gør, i lyset af de erfaringer, vi selv har med os, og nævner, hvad hun beskriver som et klassisk eksempel:
»Hvorfor bliver jeg så vred, når min partner ikke tager opvasken, hvis min partner nu har sagt, at han eller hun ville gøre det? Er det så egentlig opvasken, det handler om? Eller er det en følelse af at blive svigtet, fordi man måske tidligere i sit liv har følt et voldsomt svigt? Det er noget af alt det, man er nødt til at blive bevidst om, hvis man gerne vil give forholdet en ny chance med en reel tro på, at det også kan lykkes.«
En justering af selve rammen for parforholdet kan også være nødvendig, med en vilje til at redefinere det.
»Jeg har haft et par i terapi, som valgte at finde sammen igen, men uden at bo sammen. På trods af at de havde fælles børn, valgte de at bo hver for sig, så manden fik en lejlighed i naboopgangen. De holdt fast i en fælles hverdag, og indimellem overnattede de hos hinanden og havde også et samliv på den måde. Men begge havde et behov for at give slip på drømmen om en kernefamilie under samme tag hele tiden. Det var der ingen af dem, der trivedes med.«
Når Line Brøgger Mikkelsen møder par, som har en forhåbning om at finde sammen igen, er det et af de helt grundlæggende spørgsmål, som parret skal prøve at gøre sig klart: Hvad er det, der driver os lige nu? Er det, at skilsmissen er blevet for ubehagelig, for ubærlig, for smertefuld? Er savnet blevet for stort? Og er det det, der skal drive os, når vi skal finde hinanden igen og elske hinanden igen?
»Det er vigtigt at kaste noget klarhed over, hvad det er, man forestiller skal være selve drivkraften i at genskabe relationen,« siger hun.
»Man må også spørge sig selv: Hvad er det egentlig i mig, der bliver »trigget«, når jeg kommer op at køre over min partner? Hvilken adfærd er det, jeg ubevidst eller bevidst skruer op for, når jeg bliver presset? Måske er det den samme adfærd, jeg skræmmer min partner væk med?«
Line Brøgger Mikkelsen nævner et klassisk eksempel:
»Man kan synes, at man slider i det og står for det hele, mens den anden ikke gør så meget og bare tager den med ro. Men i bund og grund er man nødt til også at tage den del hjem og spørge sig selv: Jamen, hvorfor er det, at jeg ikke selv gør noget mindre eller noget andet, som er vigtigt for mig?
Hvorfor bliver jeg kontrollerende med et behov for at have styr på det hele og ender med at blive vred på min partner over, at han eller hun tjekker ud på den del og tilmed virker fuldstændig ubekymret og fri? Hvorfor er det, at jeg ikke bare selv løber en tur eller noget andet, jeg kunne have lyst til? I et parforhold ligger der et ansvar for selv at sætte en grænse og definere relationen.«
