1. Veninderne fortjener en piedestal
»Inden vi taler om den romantiske kærlighed, vil jeg starte med at rejse et kærlighedstårn for de livsvidner, vi får gennem venskaberne. De længste kærlighedsspor i mit liv er nogle, jeg deler med kvinder, veninder og søstre, og for mit vedkommende er de udramatiske, indimellem nærmest ufeterede. Man sidder ikke og gennemanalyserer og endevender de relationer, men det viser sig mere og mere, synes jeg, at de er fuldstændig bærende og livsvigtige for, hvordan ens liv udarter sig. Hvilken modstandsdygtighed, man har i kriser, og hvilke evner man har til at spejle sig selv og føle sig set og forstået, også når den romantiske kærlighed ikke spiller.«