»Jeg har selv været så lysten, at jeg var ligeglad med, hvordan min partner havde det«

Berlingske har bedt en række kulturpersonligheder om at udforme ti kærlighedsbud baseret på, hvad livet har lært dem om kærlighed og relationer. I dag er det forfatter Thomas Rydahl. Han mener, at det er vigtigt at finde modet til den svære samtale og øve sig i at lytte uden at fikse. Og så har han først sent i livet opdaget, at sex kan være en sjov leg uden slutmål.

»Mange mænd stopper til fodbold og med at se venner, når de får en kæreste, men det er misforstået at lægge sig selv helt på hylden. Vi tror, at parforholdet kræver alt af os, men det gør det ikke,« siger forfatter Thomas Rydahl. Linda Kastrup

1. Find ud af, hvad du brænder for, og fyld dit liv med det

»Det her bud kan forandre ens liv, og det forandrede mit. Jeg ved, at vi er mange mænd, som kæmper med at finde ud af, hvad vi brænder for, men det er enormt vigtigt at finde ud af, og på en måde begynder det hele med det.«

»Det kan tage et helt liv at finde sin passion, men når man finder den, skal man fylde sit liv med den. For når vi har noget, vi brænder for, så ser vi også livet i et andet lys. Så er det lige pludselig ikke vores job, parforhold eller ligusterhæk, der definerer, hvor vellykkede vi er i livet, men vores leg, kamp og dans med egen passion, og det, tror jeg, er meget vigtigere.«