Gertrud Højlund om kærlighed: »Vi kan skifte vores partner ud, men før eller siden står vi alligevel med det samme problem«

Berlingske har bedt en række kulturpersonligheder om at udforme ti kærlighedsbud baseret på, hvad livet har lært dem om kærlighed og relationer. I dag er det journalist og tv-vært Gertrud Højlund. Hun troede engang, at kærlighed var ild, men i dag ved hun, at den er jord. Og så minder hun om, at den med flest ord ikke nødvendigvis har ret.

»Du giver først kærlighed væk, når du også giver dine handlinger. Hvis kærlighed kun er ord, er den ikke noget værd. Så er det bare forklædning,« siger journalisten Gertrud Højlund i ét af sine ti kærlighedsbud. Hun er fotograferet på Thorvaldsens Museum i København. Mathias Svold

1. Veninderne fortjener en piedestal

»Inden vi taler om den romantiske kærlighed, vil jeg starte med at rejse et kærlighedstårn for de livsvidner, vi får gennem venskaberne. De længste kærlighedsspor i mit liv er nogle, jeg deler med kvinder, veninder og søstre, og for mit vedkommende er de udramatiske, indimellem nærmest ufeterede. Man sidder ikke og gennemanalyserer og endevender de relationer, men det viser sig mere og mere, synes jeg, at de er fuldstændig bærende og livsvigtige for, hvordan ens liv udarter sig. Hvilken modstandsdygtighed, man har i kriser, og hvilke evner man har til at spejle sig selv og føle sig set og forstået, også når den romantiske kærlighed ikke spiller.«