»Den modne kærlighed kræver, at man kan slippe ideen om, at det konstant skal være fyr og flamme«

Foråret og sommeren er de mest sexede årstider. Det er der, vi bliver kåde, lykkelige og ser hinanden dybt i øjnene på terrassen, mens vinflasken bliver tømt.

Det er også den tid på året, hvor vi lægger store planer for parforholdet. Nu skal vi sådan rigtig mærke hinanden på ferien, sexlivet skal have et æggende slag i numsen, så det vågner fra vinterdvalen, og vi skal solbrændte gå ture med hinanden i hånden sat i en evig smuk solnedgang.

Men hvor gode er vi danskere til kærlighed, når det kommer til stykket? Og hvilke fejl begår vi typisk?

Katrine Axholm, parterapeut i Hellerup, snart aktuel med bogen »Bare vi ikke skal have tøjet af«:

»Man kan godt sige, at folk i dag er for egoistiske i deres parforhold. Det stikker dybere end som så. Problemet er, at vi i vores kultur helt tilbage fra Romantikken er opdraget til, at vi skal finde den eneste ene. Ham eller hende, der kan fuldende os og give os kærlighed. Som vi kan føle os elsket af. Vi har en forestilling om, at det indeni skal komme udefra. Så længe vi gør os selv afhængige af noget udefra for at have det godt indeni, er vi, for at sige det ligeud, på skideren. Vi forstår ikke, hvad kærlighed handler om.

Kærligheden er blevet et slags økonomisk bytteforhold. Vi går ind i en handel, hvor vi forventer noget helt klart af vores partnere. Hvis vi ikke får det forventede, bliver vi vrede og trækker os. I stedet for at se indad og spørge: Hvorfor er det her så vigtigt for mig?

Selv om skilsmissestatikkerne er høje, søger vi alligevel konstant kærligheden. Vi prøver igen og igen. I virkeligheden burde kærlighed være et fag i skolen. Det er ikke særlig længe siden, at vores liv bare handlede om at overleve. Hvor far gik på arbejde for at brødføde familien, og hvor mor passede børnene.

Vi havde slet ikke overskud til at grave ned i kærligheden og tænke over, hvad vi følte i forhold til hinanden. Det er en historisk begivenhed, at vi har så meget tid til at gå op i kærlighed.

Mange mennesker går fra hinanden af de forkerte årsager. Folk kommer til mig, fordi der har været utroskab, eller fordi den ene har forelsket sig i en anden. Måske er kærligheden væk. Det er bare ikke hele sandheden. De har som regel et for stort fokus på, hvad deres partner ikke opfylder af krav, eller at deres partner har udviklet sig på den forkerte måde: Hvis du nu elskede mig, ville du gøre det her for mig ... Det er hele tiden manglerne hos den anden, der generer dem.

Jeg har i min nye bog skrevet 17 forskellige kærlighedshistorier, for at folk kan spejle sig i de mest typiske problemer, der er i parforholdet. En af dem handler om et par, hvor hun føler sig usikker, fordi han har en kort lunte og bliver hurtigt vred. Hun opdager i terapien, at hun er vokset op med en far, der var meget vred.

Når partneren hæver stemmen, føler hun sig igen som en syvårig. Hun er ikke i stand til at bevare sin voksenhed og sige fra på en afbalanceret, voksen måde. Han opdager til gengæld, at når han føler sig utilstrækkelig og presset, så bliver han vred. Han bliver til den lille dreng, der ikke føler sig god nok. Pludselig står man der som par og reagerer på hinandens spor, der slæber sig hele vejen tilbage fra barndommen. Det sker for mange.

Mine klienter er virkelig gode til at få jobbet til at køre og få praktikken til at gå op – men de er holdt op med at være kærester. De har ikke lært, hvad der skal til. Det handler ikke om at tage på kro-weekender, spa-ferier eller sige »jeg elsker dig« fire gange om dagen. Så længe vi går rundt og forventer noget af den anden partner, kommer der ikke til at ske noget. Hvis man vil have det godt i parforholdet, må man starte med sig selv.

For at vi føler os passioneret over for hinanden, skal der være en eller anden grad af usikkerhed. Vi skal blive ved med at mærke hinanden lidt på tænderne. Når der er utroskab i forholdet, kan der godt ske det, at sexlivet igen blusser voldsomt op, for så er det usikre element tilbage i relationen: Hvor længe har jeg dig?

Det plejer at være kvinden, der tager initiativ til parterapien – men mændene er også begyndt på det. De siger: Det her er ikke godt nok til mig. Jeg vil have mere ud af livet.

Slutmålet for mange er at få en kærlighed med tryghed og passion – at man er nysgerrige på hinanden, selv om man har været sammen i 25 år. Men det er også en forestilling, der bunder i ideen om, at man ikke gider trivialiteten. Hvis man ikke har sex to gange om ugen, er det dårligt, tror mange par.

Det er nok stadig en reaktion på generationerne forud, hvor man var mere nøjsom og tog til takke. De accepterede livsvilkårene. Det er det, vi kan lære af dem. Men vi vil have mere end det i dag. Det er godt, at man vil gøre sig umage i sit liv. Problemet er bare, at man kommer til at slide sig selv og hinanden op.

Man skal være villig til at indse, at engang imellem er livet bare leverpostej, og det er måske fint nok. Det er et hamsterhjul, og man skal på det samme arbejde hver eneste evige dag. Hvis man ikke kan leve i det, bliver det svært. Derefter følger den klassiske 50 års krise. Var det alt, der var til mig i det her liv? Den slags klienter har jeg mange af.«

Asger Neumann, psykolog og parterapeut:

»Den tid vi lever i, rummer den forfærdelige dobbelthed, at vi gerne vil det romantiske kærlighedsforhold, og vi vil gerne samtidig realisere os selv. Vi er udviklingsorienteret og omstillingsparat og vil gerne rigtig meget.

Det kommer til at stå i modsætning til det, der kræves af et kærlighedsforhold. Der er hele tiden konkurrerende hensyn i det moderne parforhold. Det kan være svært at tage beslutningen og sige: Jeg vil det her forhold.

De unge er længere om at sige ja til et parforhold. Det bliver mere løst. De ser det som et uhyggeligt stort ansvar at være i et parforhold, og de mener, at det forpligter i en sådan grad, at det er nemmere at lade være. Når man er to sammen, kræver det, at man engang imellem formår at lægge sig selv til side. Det er jo svært, når man hele tiden har blikket på sig selv.

Kærligheden koster. Det skal man være villig til at indse.

Arbejdspresset er et andet konkurrerende hensyn. Vi er hængt op på mange ting. Par, der er i krise, henviser ofte til for lange arbejdstider, stort pres og andre forpligtelser. Det er ikke evnen til at elske, der er problemet. Det er evnen til at prioritere. Man bliver nødt til at skrue ned for noget andet, hvis man vil være i et kærlighedsforhold.

Jeg ser flere par, hvor den ene part bruger en meget stor del af sin fritid på at løbe eller cykle, også i ferien. Det sker på bekostning af at gøre noget sammen. Det kan give oplevelsen af, at »træningen til enhver tid er vigtigere end mig«. Det gælder begge køn.

Moderne kvinder stiller klare krav til manden i et parforhold. Han skal kunne tale om følelser, han skal gøre sig umage, og han skal kunne åbne sig. Det er der nogle af os mænd, der kvier os ved. Til det må man bare sige: Der er ikke noget at gøre ved det, grønært. Du skal kunne bære det.

Før i tiden var det ikke en mulighed at stille det krav. Hvor kunne en kvinde bo alene i det forrige årtusind? Kvinder har deres egen økonomi, og hvis kærligheden ikke er god nok, går de. Det må mændene acceptere. Sådan er verdensordenen lige nu.

Jeg har oplevet par, der har haft nogle ret heftige, konkrete krav til, hvad parforholdet skal kunne. Dem kan man med fordel skrue ned for. Der ligger en stor befrielse for mange i at sige, at et forhold også er svært til tider. At de ikke er de eneste, der kæmper med.

Et parforhold er jo besværligt. Når man får hinanden, får man ikke det halve kongerige og lever lykkeligt til sine dages ende. Sådan er det ikke. Mange lider stadig under vrangforestillinger om, hvad tosomheden er.

Vi lever et ungdomsliv til langt op i 30erne med stor frihed. Når det forpligtende forhold starter, er der masser af pres på. Så skal vi ret snart have hus, bil og børn. Og man skal vælge helt rigtigt i forhold til partner, fordi det hele skal være perfekt.

Der er par, som har truffet beslutningen om at blive skilt, hvor jeg tænker, at den beslutning tog de for hurtigt. De kunne godt have arbejdet lidt mere systematisk med udfordringerne for dem: Hvad fungerer for os, og hvad er svært? Man skal forsøge at skille tingene ad – fordi det ofte kan føles som en stor, diffus klump af irritation.

Jeg vil gerne citere dronning Margrethe. Hun har engang sagt: »Der er Henrik, der er mig, og så er der os.« Det rammer det meget godt. I et moderne forhold skal der være plads til begge parter, men der skal også være plads til et »vi«. Hvis man bare gør hver sin ting, mister man samhørigheden. Så arbejder man sig længere og længere væk fra hinanden.

Mit råd er, at man skal finde tiden til et »vi«. Hvor man laver fælles opgaver sammen. Det nytter ikke, at man hele tiden bruger tid på egne interesser, hvis man aldrig har tid til at pleje rummet sammen.«

Sara Skaarup, sexolog og forfatter:

»En god kærlighed handler om, hvorvidt man føler sig elsket, og at man selv elsker i en grad, som man selv er tilfreds med. Danskerne kunne nok godt blive bedre til at have et realistisk forhold til kærlighed – altså, hvad et parforhold skal kunne supplere af lykke.

Jeg møder en tendens til, at mange par har svært ved at klare den her transition fra forelskelse til det stabile. Folk foretrækker at være smækforgabte i hinanden hele tiden. Den oplevelse forveksler de med kærlighed – at sådan skal man helst have det hele tiden. De jagter det der rush, men det har ikke særligt meget med kærlighed at gøre.

Alligevel føler de sig desillusioneret, når den vilde følelse stilner af. Mange mennesker kommer i tvivl: Var det her forhold alligevel ikke det rigtige?

Når den intense fase forandrer sig, og sexlysten ikke er den samme vilde, tænker en del af dem, at det er et tegn på, at man alligevel måske ikke var meant to be. Forelskelse er ikke kærlighed. Forelskelsen kan være startskuddet til en kærlighed. Kærligheden er også det hverdagsagtige – og det er der mange, som knækker halsen på. De kan ikke leve med, at et kærlighedsforhold også er kedeligt og konfliktfyldt.

Jeg oplever, at det nærmest er et tabu for folk at sige højt, at mange af dagene er man bare sammen og ikke mærker det intense. Det er svært at være åben omkring det, fordi der hersker en forestilling om, at hvis man elsker hinanden, er man aldrig i tvivl.

Man skal som par foretage en vurdering på den lange bane: Er vi to et godt sted med hinanden? Det er en mere konstruktiv måde at mærke efter i forhold til kærligheden, end at man hver dag konstant skal mærke efter. Det bliver man bims af.

Der er sket et skift. I dag begynder vores forhold med begær og romantik. Der er ikke særligt mange, der i dag gifter sig uden at være vanvittigt forelskede. Bare for 100 år siden handlede ægteskabet slet ikke om det.

Det var mest af alt en praktisk foranstaltning. Den kærlighed, der kom ud af det, var i høj grad en samhørighedsfølelse. Man kunne håbe på, at der ville vokse en stærk sympati frem. I dag er den form for rolig kærlighed undervurderet.

Jeg ser folk springe fra parforholdet, fordi de føler sig uforløst i det. Vi har en stærk forventning om, at vi skal forløses som mennesker hos den anden. Det er det, jeg forsøger at stille spørgsmålstegn ved: Kan vi forlange det af et andet menneske? At vi konstant skal kunne tanke bekræftelse hos den anden?

Den modne kærlighed kræver, at man kan slippe ideen om, at det konstant skal være fyr og flamme. Som sexolog oplever jeg, at folk kommer til mig, fordi sexlivet knirker. Det er for dem lig med, at parforholdet er ved at gå i stykker.

Nogle gange er det en problematisk parallel. Vi ser et blomstrende sexliv som et tegn på, at alt går godt derhjemme. Folk forventer også, at hvis de kan få rettet op på det seksuelle, bliver det hele fint.

Jeg kender mennesker, der har en stærk relation med masser af kærlighed og respekt, men hvor der ikke er noget begær. De tænker, at de ikke kan være sammen, fordi passionen er væk.«

Men er det muligt at forestille sig, at seksualiteten ikke er et tegn på, om man er rigtige for hinanden eller ej? Det har sit eget liv, det erotiske. Det indordner sig ikke under den almindelige fornuft for, hvordan vi har det.

Selv veluddannede mennesker har det romantiske lykkelige eventyr siddende på rygraden. Det er et billede af kærligheden, som vi konstant får reproduceret i alt fra Netflix-serier til romaner. Det, vi ikke er så gode til at tale om, er hverdags-seksualiteten.

Når det er ikke er vildt eller nyt: Hvordan er det så? Alle folk tror, at alle andre end de selv får vildere og sjovere sex. Sådan er det ikke – og det er helt ok at have et kedeligt sexliv.«