Sommeren står for døren, og enhver, der har prøvet at slæbe en børnefamilie gennem Kastrup Lufthavn klokken kvart i kvalme på en af årets store charterferierejsedage, vil allerede på nuværende tidspunkt overveje bilferien som et godt alternativ. En tur ned igennem Europa, hvor du ikke er afhængig af fly og tætpakkede lufthavnsbusser, kan være vidunderligt. Især hvis du forbereder dig en smule.
Den tyske motorvejskø er bilferiens fjende nummer et. Er der noget, børn på bagsædet er dårligere til end den uendelige køretur, hvor mor og far nægter at give et klart svar på det meget simple spørgsmål »hvornår er vi der?«? Næppe. At holde stille på en motorvej i 35 graders varme, hvor barnet selv er i stand til at konkludere, at for hvert minut, bilen holder stille, går det et minut mere, før vi er der, starter en negativ spiral, som alt for ofte ender i en far, der koger, en mor, der er hysterisk, og børn, der har budt hinanden op til græsk brydning på bagsædet.