Der er grænser for, hvor langt man kan trække et varemærkes troværdighed, og med BMW X7 er BMW i min optik nået grænsen. I virkeligheden er de trådt over den.

BMW X7 er hverken let-på-tå, elegant eller underholdende. Den er 2,5 tons russer bling-bling uden skyggen af hverken charme eller køredynamisk talent. Den er kort sagt bare dum.

Forestil dig, at Jack Daniels begyndte at sælge læskedrikke under det klassiske whiskey-varemærke (og her tænker jeg allerede, at deres honning-likør er et skridt for langt, men det er en anden artikel…) eller at Haribo gik ind på markedet for økologiske færdigretter. De kunne sikkert lave nogle rimelige produkter, men det ville være for langt fra kerneforretnignen. Det ville ganske enkelt være utroværdigt.