Glyptoteket kom ud af 2018 med rekordbesøg. Næsten 450.000 gæster, det højeste antal i museets 121-årige historie og knap 39.000 flere end året før, besøgte i årets løb det københavnske kunstmuseum.
Alligevel har museet inden for ganske kort tid effektueret en række afskedigelser blandt sit personale. Ifølge Berlingskes oplysninger er ikke færre end fem medarbejdere, heraf to kunstfaglige og tre administrative, blevet afskediget inden for de seneste måneder.
Glyptotekets direktør, Christine Buhl Andersen, ønsker ikke at bekræfte Berlingskes oplysninger.
»Der er tale om personalesager, som jeg af juridiske årsager ikke kan udtale mig om,« siger hun.
»Men det er rigtigt, at vi er i gang med en organisatorisk omlægning på Glyptoteket. Vi skal i gang med at udfolde en ny, spændende strategi, hvor vi udover at fastholde vores høje kunstfaglighed også ønsker at prioritere noget mere formidling og være mere imødekommende over for vores publikum i forhold til at lukke op for de enestående kulturskatte, vi har. Derfor er vi nødt til at lave nogle prioriteringer af vores ressourcer.«
Christine Buhl Andersen understreger, at de personaleændringer, der er foretaget, ikke »på nogen måde« kommer til at gå ud over det kunstfaglige arbejde på museet.
»De organisatoriske omlægninger skal netop prioritere de mål i vores strategi, som handler om at stå fast på en høj kunstfaglighed. Og vi har et fantastisk spændende udstillingsprogram for det kommende år,« siger hun.
»Men vi vil også gerne arbejde mere professionelt med formidling i forhold til både udstillinger og et øget aktivitetsprogram. Der er tale om virkeligt store forandringer, som kræver meget af en organisation. Og i den forbindelse er vi nødt til at kigge på, hvordan vi bedst ruster os til fremtiden.«
Vi vil også gerne arbejde mere professionelt med formidling i forhold til både udstillinger og et øget aktivitetsprogram.Christine Buhl Andersen, museumsdirektør
Hvad er det for typer af nye aktiviteter og formidling?
»Først og fremmest vil vi skrue gevaldigt op for antallet af særudstillinger for derigennem at give publikum nye vinkler på alt det fantastiske, som Glyptotekets egne samlinger rummer,« siger Christine Buhl Andersen.
»Vi får den kommende sæson flere særudstillinger, end Glyptoteket nogensinde har haft. Vi har kunnet se på vores publikumsundersøgelser, at der faktisk er rigtig mange danskere, der slet ikke ved, at Glyptoteket også har særudstillinger. Mange kan huske Mette Blomsterbergs TV-udsendelser, men det er mange år siden, at de blev optaget.«
Hun ønsker også at puste nyt liv i Glyptotekets mangeårige tradition for at lade de forskellige kunstarter, musik, digtekunst og teater møde billedkunsten.
»Vi vil gerne tilbyde Glyptoteket som et levende hus – vi har genfundet Carl Jacobsens gamle motto om »levende kunst for levende folk« – og vi er allerede i fuld gang med et stort tværkunstnerisk program,« siger hun.
»Vi har lige haft besøg af Republique med deres Dante-univers, og folk kom strømmende for at opleve helvede. Og senere i år kommer Kirsten Delholms »Hotel Proforma« med et stort anlagt levende teater-udstillingsprojekt. Den slags er ekstremt krævende for et hus som vores, og det kræver også nogle organisatoriske omstruktureringer, hvis vi skal kunne håndtere det.«
Der er således på ingen måde tale om en spareøvelse, understreger Christine Buhl Andersen. Tværtimod håber hun på et tidspunkt at kunne udvide medarbejderstaben.
»Men ligesom de andre store københavnske kunstmuseer venter vi lige nu spændt på den reform af museumstilskuddene, som kulturministeren har varslet. Vi er dybt afhængige af det tilskud, vi modtager fra staten, og så længe vi ikke ved, hvor det lander – og om vi skal afgive penge til de kulturhistoriske museer i provinsen, som nogle politikere ønsker – skal vi være forsigtige med at bruge penge,« siger hun.
Ifølge Ny Carlsberg Glyptotekets fungerende formand, professor Morten Kyndrup, er bestyrelsen orienteret og bakker op om såvel den nye strategi som de organisatoriske ændringer.
»Der er lavet en ny strategi og ansat en ny direktør, som nu er i gang med at trimme organisationen og sætte sit hold. Det er der ikke noget mærkeligt i,« siger han til Berlingske.