Det var ikke nogen pludselig indskydelse, Nicolas Bro fik, da han for ti år siden blev far til en dreng.
»Siden jeg selv var ti år, har jeg tænkt, at hvis jeg en dag fik en søn, skulle han hedde Dante. Så da det blev aktuelt, slog jeg et slag for det navn. Heldigvis syntes min kone det også,« konstaterer han fra pladsen, der er opkaldt efter den italienske forfatter Dante Alighieri (1265-1321).
»Det er et godt navn. Det er godt på skrift, og det er godt, når jeg skal kalde på ham,« siger Nicolas Bro og illustrerer med en mild røst, hvordan han hidkalder sønnen med et »Daaanteee.«
Få minutter forinden er den 50-årige skuespiller trådt ud ad sin hoveddør i den røde og hvide hjørnebygning for at vise mig sit kvarter. Eller rettere sagt den plads, der udgør det geografiske centrum i hans liv – og som har gjort det næsten så længe, han kan huske.
»Mine forældre blev skilt i 1978, og min mor flyttede fra Frederiksberg til den ejendom, vi bor i nu. Så jeg har jo boet her på pladsen, siden jeg var en lille dreng, og den har haft en stor betydning for mig liv.«
Han peger på bygningen, der fordeler sig mellem Dantes Plads og Vester Voldgade.
»Jeg kan stadig huske, hvor strengt jeg syntes, det var, da jeg første gang hørte om teatret Dr. Dante i slutningen af 80erne. De havde jo stjålet navnet fra os. Jeg tænkte: Nej hvor irriterende – det er jo vores navn,« siger Nicolas Bro, som bor sammen med sin søn og sin hustru, Theresa Stougaard Bro, mens hans søster, Laura Bro, og deres mor, Helle Hertz, bor i den del af bygningen, der har adresse på Vester Voldgade.
For nogle år siden byttede han lejlighed med sin mor, så han i dag helt regulært bor i sit barndomshjem.
»Her bor en del operasangere, så det er et hus fuld af musik. Min del af familien repræsenterer skuespillerne. Laura har en søn, og jeg har en søn, og de er næsten lige gamle, så de kan løbe op over loftet og ned til hinanden. Laura og jeg bruger også ofte vores mor, når vi skal lære nye roller. Der er sådan lidt modern family over det, dog på en ret stille måde. Men vi har hinanden, og det er dejligt,« tilføjer han.
»Svært at tro, når man står på Rådhuspladsen«
Nicolas Bro sætter sig ofte og drikker en kop kaffe på Dantes Plads. I dag er ingen undtagelse. Restaurant Karla har rykket bordene ud, nu hvor foråret for alvor har fat i byen, og herfra er der frit udsyn til Glyptoteket i den ene retning og Nationalmuseet og Christiansborg i den anden.
»Da jeg var barn, var her faktisk bare en parkeringsplads, men sidst i 00erne blev hele strækningen fra Rådhuspladsen ned til vandet fornyet. Det betød, at Dantes Plads også fik en overhaling og blev en virkelig dejlig plads, hvor man har lyst til at slå sig ned. Det er lidt som en lille landsby, især fordi her bor mange børnefamilier. Det kan være svært at forestille sig, når man står af på Rådhuspladsen – at der ligger sådan en lille oase her,« siger han.
Renoveringen var led i det, der blev kaldt »metropolzoneprojektet«, hvor både Vester Voldgade og Dantes Plads undergik en større forvandling. Dels for at skabe bedre betingelser for cykeltrafikken, dels for at gøre området mere interessant for beboerne.
Pladsen blev belagt med gule klinker, og man skabte små bakker, som børnene kan løbe på. I samme ombæring blev der plantet stauder og 24 akacietræer, og parkeringspladserne blev omlagt, så der er bedre udsyn til Glyptoteket og Christiansborg Slot.
»Hele fornyelsen betød, at kvarteret er blevet et smørhul. Når man går ned til H.C. Andersens Boulevard, buldrer det løs. Når man går ned til Stormgade, buldrer det løs. Og så har vi det her stykke ned mod vandet, som er stille, og hvor vi mest har cykeltrafik. Det kan noget helt særligt,« siger Nicolas Bro og holder en kort pause.
»Det er jo derfor, at det er så sørgeligt,« tilføjer han.
»Vi er ved at tabe big time«
Han refererer til planerne om at etablere en p-kælder under Dantes Plads.
»For 11 år siden besluttede kommunen, at man ville sælge enten Jarmers Plads eller Dantes Plads til nogen, der ville lave en parkeringskælder. Otte år senere meldte Q-Park sig på banen til at købe pladsen her. De har købt den for to millioner kroner. TO MILLIONER KRONER!« gentager han med hævet stemme.
»Alle er ulykkelige over det. Glyptoteket og Nationalmuseet er ulykkelige. Carlsbergfondet, som ejer Glyptoteket, har oven i købet tilbudt at købe pladsen tilbage, men det har ikke kunnet lade sig gøre,« siger Nicolas Bro, der blandt andet er bekymret ved udsigten til den biltrafik, der hver dag vil være til og fra kælderen.
»Vi har børnehaver, fritidshjem og skoler heromkring – fordi det er byskoler, er alt spredt. Vores børn går konstant frem og tilbage mellem de forskellige institutioner. Vi har et kæmpe rend af børn på den strækning. Indkørslen til kælderen kommer jo til at gå helt ned til statuen.«
Han peger i retning af det store værk, der rykkede ind på pladsen sidste år i anledning af 700-året for Dante Alighieris død og som en protest mod den planlagte p-kælder. Installationen er skabt Jens Galschiøt og består af en række bronzefigurer – herunder svin i kapper og en kæmpe fuckfinger.
I en tekst, der ledsager installationen, lufter Jens Galschiøt blandt andet sin frygt for, at man vil »omskabe Dantes nuværende grønne Paradis til et Dantes sorte Parkerings-Helvede«.
»Vi frygter for selve anlægsfasen, som jo kan tage flere år. Pladsen er omgivet af gamle bygninger, så det er også lidt af et eksperiment rent byggeteknisk. På de tegninger, der findes af pladsen efter genetableringen, er der blandt andet et glastårn, som skævvrider hele perspektivet, når man står på bakken og ser mod Christiansborg nede for enden. Det kan aldrig gøres om. Vi har så mange drømme om det her sted, men de kan slukke dem sådan her.«
Nicolas Bro knipser.
»Det er point of no return. Desuden kommer en parkeringsplads til at koste 30.000 om året, så man kan ikke sige, at vi får noget til gengæld. Og det mest tragikomiske i alt det her er, at de andre p-kældre i området står halvtomme – for eksempel i Blox.«
Sammen med institutioner, foreninger, beboere og erhvervsdrivende i området har han i flere år kæmpet imod projektet, fortæller han.
»Men vi er i gang med at tabe big time. Vi troede, vi havde en chance. Jeg kan også være optimist og sige, at jeg håber, nogen tager sig sammen i sidste øjeblik, men lige nu ser det sindssygt sort ud. Vi prøver at lade være med at snakke om det derhjemme, for vi bliver så deprimerede.«
Barndom på museet
»Nå, nu skal jeg nok holde lidt i igen,« siger han, da vi bevæger os hen mod Nationalmuseet, der ligger et stenkast væk.
»Som barn havde jeg ikke så mange venner herinde, fordi jeg gik i skole på Frederiksberg. På den måde havde jeg meget tid til mig selv, og den blev i høj grad brugt på Nationalmuseet. Jeg kunne sidde derinde mellem alle montrerne i timevis. I dag er det jo et helt andet museum med indendørs legeplads,« siger Nicolas Bro, som stadig er hyppig gæst.
»Min dreng er præcis lige så glad for Nationalmuseet og Glyptoteket, som jeg var i hans alder. Forskellen på min og hans barndom er, at dengang blev man bare smidt ud ad døren – altså på den søde måde. På 70er- og 80er-måden. Det gør man jo ikke nu. Jeg sender ikke min dreng herned alene. Stormgade har udviklet sig i en uheldig retning. Folk kører jo helt vildt, så det er meget svært for mig at sige til ham: Prøv at høre. Når det bliver grønt, må du gå. Det duer bare ikke mere,« siger Nicolas Bro.
»Til gengæld tager vi en masse skønne ture sammen – særligt på Glyptoteket, som han var interesseret i fra en meget tidlig alder. Det har aldrig handlet om at drikke kakao i cafeen, det gør vi aldrig. Vi skal igennem den romersk-græske samling, den egyptiske udstilling, og så skal vi ned til mumierne. Bagefter skal vi igennem den franske samling. Og hele Rodins samling. Sådan har det været, siden han var tre-fire år.«
En sjælden gang overvejer Nicolas Bro, om han en dag skal flytte på landet. Men indtil videre går det hele op med en lejlighed midt i »museumskvarteret« og med et sommerhus ved vandet.
»Jeg har jo også mine haver heromkring. Glyptotekets have og Det Kongelige Biblioteks Have. Det er mine haver,« siger Nicolas Bro, der gennem årene også er kommet meget på Christiansborg Ridebane.
»Især da jeg var barn. Hvis man var heldig, var der heste. Jeg er altid taget på indre tidsrejser, hvor jeg har forestillet mig, hvordan København så ud i gamle dage,« siger han, mens vi passerer kolonnaden langs Stormgade, hvor de enorme søjler for tiden har taget farve efter det ukrainske flag.
»Jeg har det stadig sådan, at når jeg går herinde, er jeg en del af historien. Jeg er helt overbevist om, at her har Søren Kierkegaard også gået. Her har fortidens københavnere gået. Det gør kvarteret her til noget helt særligt,« siger Nicolas Bro.
