Nicolai Jørgensen lå to år i sin seng og lærte, at det er vigtigt, at der findes noget, der er større end dig selv

Han bliver kaldt fremtidens mand i dansk teater og er med i hele to kommende TV-serier. Men 31-årige Nicolai Jørgensen mener først og fremmest, at det er vigtigt at tro på noget åndeligt. Den lektie lærte han allerede tidligt, da en ulykke bandt ham til sengen.

Han var elitesportsmand, indtil en ulykke bandt ham i sengen. Nu udråbes Nicolai Jørgensen til at blive dansk teaters fremtid. Men den 31-årige fynbo insisterer på, at der er noget, der er større end ham selv Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nicolai Jørgensen var kun 15 år gammel, da han brækkede ryggen.

I to år lå han i sin seng, usikker på, om han nogensinde ville komme til at gå igen. Han kan, siger han, beskrive hver eneste knast i loftet, hver eneste sprække.

»Det var en underlig tid, men det var egentlig ikke en ulykkelig tid. Måske forsøger min hjerne bare at fortrænge det,« siger han med den lille rest af fynsk dialekt, der danser gennem hans sprog.

En dans og lethed, der også gennemsyrer hans tilgang til verden. Den lethed er ingen selvfølge.

Inden ulykken dyrkede Nicolai Jørgensen fodbold og volleyball på højt niveau, han spillede floorball, gik til svømning, springgymnastik og kampsport. Det stoppede, da han landede på knæene i en volleyballkamp og ødelagde nerverne i sine ben.

Der var også noget andet, der blev ødelagt.

»Mine brødre og jeg var altid i gang. Jeg tror, at mine forældre syntes, at det var en vigtig lære at lære lidt af sportens konkurrencementalitet og det fællesskab, der også er i de fleste klubber. Så vi spiste altid enormt mange kulhydrater for at have noget at forbrænde. Pludselig var jeg bundet til min seng, hvor jeg tog 60 kilo på og mistede min teknik. Da jeg rejste mig fra sengen, var mine kammerater langt foran mig. Så blev jeg stædig; hvis ikke jeg kunne være lige så god, som jeg var før, så ville jeg hellere gøre noget andet.«

At det lykkedes, er denne artikel bevis på.

Fremtidens mand i dansk teater

Det hedder sig, at de, der vil være gode skuespillere, skal have haft en ulykkelig barndom. At hovedstolen helst skal være præget af svigt og savn, så skyggerne har lagt sig over sjælen som et vandmærke.

Hvis det er sandt, er Nicolai Jørgensen den berømte undtagelse. Den 31-årige fynbo er opvokset i en kernefamilie i Korup udenfor Odense. Et hjem med opbakning og tryghed og troen på det gode.

Da han havde droppet idrætten, kom han lidt sidelæns med i en musical på gymnasiet. Det førte til et højskoleophold og en voksende interesse for skuespil.

»Hvis jeg har det skidt i en periode, så forsøger jeg at lade være med at fokusere på, at det skal gå væk. Jeg forsøger at tappe noget af det. «


I  2018 blev han uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, ved Reumert-overrækkelsen i 2019 modtog han en talentpris for sin rolle i »Shakespeare in Love« på Østerbro Teater, og for nylig blev han udråbt som fremtidens mand i dansk teater på forsiden af Berlingske, der gav fem stjerner til »Jean de France« på Grønnegårds Teatret, som han er med i nu. Snart er han også aktuel i to danske serier, DRs »Carmen Curlers« og Lone Scherfigs kommende serie til TV 2.

»Min agent har sagt, at jeg ikke må lave så meget som en kaffeaftale uden at koordinere med hende,« griner han.

Han taler gerne om teatret, om teknikkerne, glæden ved at spille Kafka og Holberg, men skal til gengæld presses hårdt, når det kommer til at sætte ord på sin egen succes. Hårdt presset indrømmer han, at det nok handler om to ting. At tro på at noget er større end sig selv. Og muligheden for at bruge det negative til noget godt.

At bruge det dårlige til noget godt

»Det er hårdt at være sat tilbage, når man er 15-16 år. Det er år, hvor der sker en masse, og det kunne jeg slet ikke være med i. Der var da dage, hvor jeg, med lidt hjælp, kunne humpe af sted til skole, hvis andre bar min taske, men der var også dage, hvor jeg lå ned og tænkte på, om jeg nogensinde ville kunne gå igen. Lægerne talte om at erstatte mine nerver, hvilket heldigvis aldrig blev aktuelt. Men da jeg rejste mig fra sengen, havde jeg også bare lyst til at kunne trække vejret igen. At komme ud og omfavne verden. Jeg er en evig optimist og det har jeg fra min mor. Livet er fantastisk, og det mener jeg virkelig, at det er.«

Skuespiller Nicolai Jørgensen medvirker i forestillingen »Jean de France«, der fik fem stjerner i Berlingske. »Hvis man ikke allerede vidste, at han er fremtidens mand i dansk teater, så ved man det nu. Et frisk pust udefra? Det er lige før, man synes det,« skrev teaterredaktør Jakob Steen Olsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Var der ikke en del af dig, der havde lyst til at give op?
»Jeg tror grundlæggende på, at tingene bliver bedre. Man kan have en masse modgang, men hvis jeg har det skidt i en periode, så forsøger jeg at lade være med at fokusere på, at det skal gå væk. Jeg forsøger at tappe noget af det. Man ved jo godt, at det går godt igen, så måske kan man undersøge, hvordan man har det skidt.«

Det lyder som en meget arbejdsagtig tilgang til ens egen dårligdom?
»Ja, det er det måske gået hen og blevet. Jeg er også typen, der godt kan finde på at spille lidt, når jeg er nede og handle i Netto. Ikke for at gøre nar, men for at prøve det af. Hvis jeg har en dårlig dag og tænker på ting, der ikke er lykkes, siger jeg til mig selv: 'Tillykke, du er virkelig nede. Husk lige det til senere. Næste gang du skal spille det, så skal du aktivere de ting igen'.«

Det lyder næsten som om, at du har taget lidt af konkurrencementaliteten over i skuespillet?
»Jeg har i hvert fald taget noget fysik med fra sporten. Jeg er en ret kropslig skuespiller, og jeg ville næppe kunne danse omkring, som jeg gør, hvis ikke jeg havde optrænet min krop. Derudover mener jeg ikke, at en skuespiller må skåne sig for noget. Der er et job at vise livet i alle dets facetter. Alle mennesker kan jo føle alle følelser, og skuespilleres primære opgave er at afstå fra at forfalske dem.«

Græder over Jesus

At man ikke skal frygte det dårlige, var ikke det eneste, som Nicolai Jørgensen lærte af sin ulykke. Den dag i dag insisterer han på, at der er noget, der er større end ham. Noget, der ligger ud over det menneskelige.

»Jeg kan godt lide kristendommen, og jeg synes også, at der er noger ærbart i at se op til noget, der er større end en selv. Det er en uforfængelig tilgang til at være menneske, som jeg godt kan lide. Jeg er med på, at der også er religiøse regler, der er forkerte, og at mange dårlige ting er gjort i religionens navn, men jeg elsker historierne og de retningslinjer, der er.«

»Måske er jeg lidt atypisk. Jeg er heller ikke med i alt det der Instagram og TikTok.. Nogle gange forstår jeg ikke, at der sidder en 14 årig dreng eller pige et sted med to millioner følgere, fordi han eller hun er lækker. Jeg tænker, hvad vil de byde ind med?« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Han understreger, at der er mange rum at tale i og mange måder at gøre det på.

»Men der er også et rum, hvor man kan tale med Gud. Jeg taler ikke med ham mere, men husker, at jeg gjorde det i min barndom, bad til, at mine bedsteforældre skulle have det godt, bad til, at jeg ville få en god karakter i skolen, og bad Gud hilse min afdøde hund, Richo, oppe i himlen..«

Ifølge Nicolai Jørgensen er det især kærlighedsbudskabet, han bliver ramt af i dag. Det er Bibelens historier om næstekærlige gerninger, der rører ham mest.

»Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, var jeg nødt til at sætte mig ned bag i kirken, for hver gang vi sang salmer om Jesus og de ting, han så uselvisk havde gjort for menneskeheden, blev jeg så rørt, at jeg bare græd og græd. Jeg synes ikke, at mine klassekammerater skulle se, at jeg sad der og blev så rørt og tænkte: 'Der tog du sgu en for holdet, Jesus'.«

Det er sjældent, at jeg taler med folk, der snakker om åndelighed, og at noget er større end dem selv.
»Måske er jeg lidt atypisk. Jeg er heller ikke med i alt det der Instagram og TikTok. Nogle gange forstår jeg ikke, at der sidder en 14-årig dreng eller pige et sted med to millioner følgere, fordi han eller hun er lækker. Jeg tænker, hvad vil de byde ind med? Det nytter ikke noget, at du konstant går op i hvor lækker, du selv er.«

Han griner lidt og kalder sig gammel.

»Folk, der poster HELE deres liv online, har det med at blive uinteressante, for der er ikke mere tilbage at tale om, når man endelig ses. Jeg vil hellere møde dem og spørge ind til deres liv. Jeg vil gerne blive bedre til at bruge de sociale medier, men jeg synes også, at der skal være mere tilbage til dem, der møder mig«.

Der ville ellers være nok at skrive, tænker man. Om ulykken og succesen, der senere fulgte. Men sådan ser Nicolai Jørgensen ikke på det.

»Din fortid er ikke dig, du kan bruge den, men du er hele tiden et nyt sted. Det er sådan, jeg ser på det, og det er en dejlig måde at leve på.«