Nationalmuseet trodsede historisk varm sommer

Nationalmuseets fastholdt næsten besøgstallet i 2018, hvor 1,84 mio. gæster besøgte museets 20 udstillingssteder. I København var den ny vikingeudstilling med til at hive besøgstallet op.

Den nye  vikingeudstilling på Nationalmuseet, som bl.a. er udformet af designeren Jim Lyngvild, har været med til at trække besøgstallet i den rigtige retning.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen Ritzau Scanpix

Nationalmuseet fastholdt trods en historisk varm sommer, som ikke just var museumsvejr, næsten sit besøgstal i 2018.

1,84 mio. gæster besøgte Nationalmuseets 20 besøgssteder, som er spredt ud over landet lige fra Kongernes Jelling i Jylland til Kronborg og Frilandsmuseet på Sjælland og hovedmuseet i København. I 2017 var tallet 1,86 mio. gæster.

»Jeg er glad for at konstatere, at vi har fastholdt vores samlede besøgstal i et år, hvor badestrande og bøgeskove var meget svære at konkurrere med over hele sommeren. Det er skønt at mærke, at når vi rækker ud til et bredt publikum med nye initiativer, så har det en mærkbar effekt. Det er de erfaringer, vi skal bruge i den langsigtede udvikling af museet,« udtaler Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i en pressemeddelelse.

På hovedmuseet i Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal steg besøgstallet fra 351.373 til 365.245, og generelt kan museet glæde sig over, at besøgstallet er steget på de besøgssteder, hvor man opkræver entre - på fire ud af de 20 besøgssteder, bl.a. Christiansborgs Slotskirke, er der gratis entre. I København vurderer museet, at bl.a. den nye vikingeudstilling samt et nyt børneprogram har været med til at trække besøgstallet i den rigtige retning.

Nye udstillinger trækker folk til

Ud over Nationalmuseet i København er der fremgang i besøgstallene på blandt andet Christiansborg Slot (436.580 gæster i 2018 mod 431.536 i 2017) og på Frilandsmuseet - Det Gamle Danmark (119.211 gæster i 2018 mod 116.083 i 2017), mens Kronborg Slot og Kongernes Jelling fastholdt de høje besøgstal fra 2017.

»Det er kombinationen af levende formidling og stærk faglighed, der gør en forskel. Den årlige danefæ-udstilling i Kongernes Jelling, den nye Orla Frøsnapper-festival på Frilandsmuseet, de Kongelige Juleborde på Christiansborg og det tilbagevendende »Hamlet Live« på Kronborg er eksempler på initiativer, der har trukket besøgstallene op og kompenseret for den svære sommer,« siger Rane Willerslev.