Når »kone« bliver for konet

Foto: Søren Bidstrup

Jeg skal snart giftes. Igen. Det glæder jeg mig til.

Men der er et problem. Et lille et, af sproglig karakter, men dog et problem. For hvad er det nu, hun bliver til mig, hende den dejlige, som jeg giver mit ja? Bliver hun min ægtefælle, min hustru, min kone? Eller bliver hun noget helt fjerde?

Spørgsmålet kan virke fjollet, men det er gået op for mig, at det ord, der engang forekom mig at være det mest nærliggende - »kone« - slet ikke er så nærliggende igen. »Kone,« erklærede min tilkommende forleden, »det lyder som noget, der er sådan lidt bredrøvet og sat. Det vil jeg ikke kaldes.«

Det tænkte jeg nærmere over, og nu kan jeg godt se, hvad hun mener. »Kone« er et ret kedeligt ord. Hvilket nok, tænker jeg, skyldes, at det gennem tiden er indgået i alle mulige praktiske og med al respekt ikke specielt sexede eller charmerende sammenhænge: Kogekone, bondekone, fiskerkone, krokone, skurekone, spåkone, rullekone osv. At adjektivet »konet« er afledt af substantivet »kone«, gør ikke sagen bedre.

Så ja, »kone« er lidt yt. Det vil min kommende kone (ups!) ikke blive omtalt som. I hvert fald ikke af mig. Det lover jeg. Amar.

Måske skulle jeg i stedet kalde hende min »viv«? Det lyder sødt gammeldags, synes jeg, men ordet skal i givet fald siges på en måde, der angiver, at jeg, den talende, er mig bevidst, at det netop er dét, det er. På den måde kan ordet bruges, men jo ikke altid, for man kan ikke gå rundt og være sødt gammeldags hele tiden. Det synes jeg ikke. Det gider jeg ikke.

Jeg kunne også omtale min elskede som min »ægtefælle«, men her står jeg selv af, det lyder for teknisk og uromantisk og kommunalt, hvis man spørger mig. Endelig er der ordet »hustru«, der faktisk er meget smukt, men jo også med en snert af noget højtideligt, som ikke, fornemmer jeg, er helt i overensstemmelse med tidsånden.

Så der står jeg nu. Jeg har ikke fundet løsningen på »kone-problemet«, men det er sprogligt interessant, synes jeg, for det er et udtryk for en også i andre kontekster kendt udfordring: At der i vores privatliv og intimsfærer er størrelser, som vi mangler det helt oplagte ord for. Forstået som ord, der hverken er for poppede, for gammeldags, for tekniske eller for vulgære. Bare helt præcise. Og ikke spor konede.