Mungo Park genopliver Erhards kamp mod de røde lejesvende: »Erhard Jacobsen var Danmarks måske første rigtig populistiske politiker«

I 1972 fik Danmark en helt ny forening. Aktiv Lytterkomité var navnet, der senere blev ændret til Aktive Lyttere og Seere. Stifteren var den daværende socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe, Erhard Jacobsen. Og foreningen, der snart fik op mod 15.000 medlemmer, skulle være hans våben i kampen mod det, han kaldte DRs »røde lejesvende«.

Erhard Jacobsen var forbitret over den politiske venstredrejning, som han mente, statsmonopolet havde foretaget op gennem 1960erne og 70erne. Ikke mindst i den stærkt populære Børne & Ungdomsafdeling med programmer som Ingrid og Lillebror, Super Carla, Anne og Lotte, Kaj og Andrea, profiler som Poul Nesgaard, Thomas Winding og chefen for det hele, Mogens Vemmer, med hvem Erhard Jacobsen havde talrige slagsmål i Radiorådet.

Det er denne årelange fejde mellem Erhard jacobsen og ikke kun Mogens Vemmer, men hele DR, der er omdrejningspunkt for teaterdirektør Lasse Bo Handbergs nyskrevne  teaterstykke, »Erhard mod Monopolet«, der har premiere på Mungo Park i Gladsaxe 22. marts.

»Erhard Jacobsen mente, at der fra DRs side fandt en helt bevidst venstreorienteret indoktrinering og manipulation sted. Og eftersom DR forsvarede sig med, at det måtte bero på tilfældigheder, hvis nogle udsendelser havde venstreorienteret slagside, krævede han alle programmerne fremlagt som dokumentation,« forklarer Lasse Bo Handberg.

»Problemet var bare, at DR - det hævdede man i hvert fald - ikke havde båndene, bl.a. fordi rigtig mange udsendelser dengang blev sendt live og ikke blev gemt nogen steder. Men det lod Erhard Jacobsen sig ikke spise af med, og derfor mønstrede han en veritabel hær af almindelige mennesker i Aktive Lyttere og Seere, som optog samtlige udsendelser og transskriberede dem - og så havde han pludselig den dokumentation, han skulle bruge til at argumentere for sine synspunkter i Radiorådet.«

Aktive Lyttere og Seere eksisterede i 20 år, indtil foreningen valgte at nedlægge sig selv i 1992. Men historien om Erhard Jacobsen og hans kamp mod DRs »røde lejesvende« er stadig i den grad relevant, mener Lasse Bo Handberg.

»For mig startede det her projekt et helt andet sted. Nemlig da DR i julen 2017 besluttede, dagen før premieren, at nedlægge radiojulekalenderen »Jul i republikken«. Angiveligt på grund af for ringe kvalitet, men den virkelige grund var snarere, at ledelsen mente, serien havde politisk slagside, og - på tærsklen til et medieforlig - frygtede reaktionerne fra den politiske højrefløj, som i forvejen havde truet med at beskære DR ret kraftigt.«

Det førte til en ganske ophedet debat om selvcensur i DR og om, hvordan kravet til alsidighed håndteres. Og derfra går der ifølge Lasse Bo Handberg en direkte - rød - tråd tilbage til Erhard Jacobsen.

»Erhard Jacobsen var på mange måder forud for sin tid. Han indså meget tidligt mediernes betydning for holdningsdannelsen - at vi bliver, hvad vi fortæller. At den sandhed, vi fortæller hinanden, bliver en selvopfyldende profeti. Og det er jo præcis det, vi diskuterer i dag med fake news og Trump o.s.v.,« siger han.

»Samtidig var Erhard Jacobsen også Danmarks måske første rigtig populistiske politiker, der i høj grad forstod selv at udnytte enkeltsager til at vække en folkelig stemning og dermed skabe sig en politisk platform.«

Når Lasse Bo Handberg har valgt at skrive et stykke dramatik om netop Erhard Jacobsen har det imidlertid også en anden - mere jordnær - årsag.

»Som teaterleder og dramatiker har jeg altid fundet stærk legitimitet i at fortælle historier med et lokalt udgangspunkt der, hvor teatret nu engang ligger - vel at mærke historier, der også har et større nationalt eller internationalt perspektiv,« siger han.

»De seneste to år har Mungo Park også været egnsteater i Gladsaxe Kommune. Og en af de allerstørste Gladsaxe-historier er jo historien om Erhard Jacobsen. Han var en af vores første store bykonger - længe før f.eks. Peter Brixtofte i Farum - og han gjorde Gladsaxe til en socialdemokratisk mønsterkommune, en slags first mover, der viste, hvad det socialdemokratiske velfærdsprojekt kan gøre for almindelige mennesker. At det så også var i Gladsaxe Kommune, at TV Byen blev bygget i 1960erne, er bare er med til at gøre historien endnu bedre.«

Lasse Bo Handberg har med lige dele fascination og forundring fordybet sig i Erhard Jacobsens historie, som han på mange måder ser som den lille mands kamp mod systemet. Og han stiller i sit stykke spørgsmålet: Var Erhard klovn eller konge?

»Der er ingen tvivl om, at Erhard Jacobsen blev mobbet. Både af Socialdemokratiet og af systemet som sådan. Hans facon gjorde ham let at placere i en klovnerolle. Tænk bare på, hvor mange gange, han er blevet karikeret i satireprogrammer, med sin løbske talestrøm og dirrende pandelok,« siger han.

Oprindelig var Erhard Jacobsen selv socialist, og hans politiske engagement udsprang af en stærk social indignation, forklarer Lasse Bo Handberg.

»Han havde haft en meget fattig barndom og set flere familiemedlemmer blive lagt i graven på grund af de kummerlige forhold. Derfor blev det socialdemokratiske projekt for ham et velstandsprojekt - den almindelige mand og kvinde skulle have råd til eget hus og egen bil. Det, som langt senere, da han havde stiftet CD, blev set som et lidt småborgerligt projekt med villa, volvo og vovse, startede i virkeligheden som et meget stærkt socialt projekt,« siger han.

»Derfor kunne Erhard slet ikke tage den venstredrejning, partiet tog i de år, og han rasede mod, hvad han kaldte »misundelsesskatter« på huse og biler. Med tiden blev han stadig mere borgerlig og mere og mere paranoid over for kommunismen. Siden krigen havde han været meget betaget af alt amerikansk og dermed også indædt modstander at kommunismen - han var nok den eneste danske politiker, der åbent støttede apartheid i Sydafrika, fordi han anså ANC for en kommunistisk terrororganisation. Hans kamp mod DR skal ses i lyset af hans generelle modstand mod det, han oplevede som det kommunistiske og stærkt venstreorienterede, som stred mod alt det, han havde kæmpet for.«

Selvom han har brugt snart mange måneder på at udforske Erhard Jacobsens liv og karriere, er »Erhard mod Monopolet« på ingen måde tænkt som en dokumentarisk forestilling, understreger Lasse Bo Handberg.

»Det er en fantasi, en tidsrejse, der strækker sig helt tilbage fra 1920erne og frem til i dag. Som både er Erhards og DRs historie - i hvert fald frem til 2002, hvor Erhard dør. Og kort tid efter lukker DR Byen i Gladsaxe. De to følges ligesom ad.«

Stykkets to hovedpersoner er Erhard Jacobsen og Mogens Vemmer.

»Erhard er jo død, men hans genfærd opsøger Mogens Vemmer en sidste gang for at få ham til at indrømme, at DR gjorde ham uret. Det endelige opgør, kan man kalde det.«

Selv mener Lasse Bo Handberg, at Erhard Jacobsen og hans bevægelse har haft større betydning for vores medieopfattelse, end vi umiddelbart tænker over. Spørgsmålet er så, hvad Erhard Jacobsen, hvis han havde levet, selv ville synes om det mediebillede, vi har i dag.

»Erhard drømte om alsidighed og om at stække DRs monopol. Og når vi ser på vore dages medielandskab, må vi sige, at på en eller anden måde så vandt han jo. DRs monopol er brudt for længe siden, og i dag har vi uendeligt mange TV-kanaler - i princippet kan vi alle hver især oprette vores egen TV-kanal. Så den alsidighed, Erhard efterspurgte, er jo blevet total. Men samtidig fuldstændig uredigeret,« siger Lasse Bo Handberg.

»Det er et af de mest voldsomme skred både i mediehistorien og måske i det hele taget. Vi er gået fra en monopoliseret stemme, som vi kunne skændes om, til en situation, hvor det er næsten umuligt at vide, hvad der er er sandt, og hvad der er falsk. Spørgsmålet er, om Erhard ville glæde sig over sejren - eller sige: Det var ikke det, jeg mente!«