Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frygt og kontrol kvæler ikke bare DR, men alt det, vi skal leve af

Foto: Erik Refner

Angst æder som bekendt sjæle op. Uanset om man sidder i en flygtningelejr eller i Danmarks største medievirksomhed.

Hvis man overhovedet kan tale om, at en organisation som Danmarks Radio har en sjæl, så er den ved at blive spist. Hør blot hvad en medarbejder skrev til Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som skulle have medvirket i en julekalender på P1:

»Vi er desværre blevet ramt af en redaktionel frygt for at ende i et DR-stormvejr over ’Røde Lejesvende’, som det skete med ’Historien om Danmark’.«

At julekalenderen med den venstresnoede instruktør Lotte Svendsen som ankerkvinde ikke blev til noget, siger sig selv. Under hele tilblivelsen skulle hun stå til regnskab over for DRs politiske bureaukrati for hver eneste rolle og hver eneste replik. Dur, dur ikke, tommelfingeren op og tommelfingeren ned. Desværre. Det der kan vi li’, det andet der kan vi ikke li’. Et eller andet ukendt sted mellem skrivebordene på direktionsgangen blev der så dagen før premieren sagt nej.

Og da julekalenderen med to af venstrefløjens fyrtårne, Johanne Schmidt-Nielsen og Georg Metz, på rollelisten endelig blev sendt til julemandens værksted for aldrig at vende tilbage, dukkede DRs kulturredaktør, Tine Smedegaard Andersen, op fra DJØF-land som satirens sande komiske mester og fortalte, at det naturligvis var kvaliteten, den var gal med. Det var, fordi det ikke var sjovt nok, at man blev nødt til at aflyse julespasen på P1.

Frygt går igen

For lytterne betyder DRs topstyring og angsten for, om Søren Espersen bliver sur, formentlig ikke det store i det konkrete tilfælde. Det er massakren på den enkelte medarbejders integritet og skabertrang, der er alvorlig.

For netop den »frygt« som mailen omtaler, går igen overalt i samfundets bærende institutioner. Det er angsten for at falde uden for målsætningerne i de guddommelige visionsstrategier og angsten for at fejle, der er i gang med langsomt at kvæle vores selvstændighed og evne til at skabe noget selv uanset om det er i DR, på hospitalerne, i skolen, på universiteterne, i de politiske partier, i ministerier og styrelser eller alle mulige andre steder.

Hver gang en sygeplejerske går ind til en patient, en lærer tager fat på folkeviserne og den lille tabel, hver gang en DR-journalist tænder for mikrofonen, når socialrådgiveren møder den arbejdsløse, eller når politikeren fra den bagerste række i Folketinget åbner munden, så sidder der en lille sort kontrollant på skulderen og siger: »Tænk dig nu om.« Venligt minder han om, at man skal huske at skrive handlingen, aktiviteten ind i den store computer – uden fejl. Ellers falder der brænde ned. Der er ikke noget, som ikke kan sættes på formler, formler kan ikke diskuteres, og ledelse trænger ind i alle sjælens kroge.

Den herredømmefri samtale

For nylig fastslog en rapport, som regeringens disruptionråd selv har fået udarbejdet af McKinsey, at de kompetencer, der efterspørges, når robotterne har overtaget alt det kedelige arbejde, er mere kreativitet, evner til problemløsning og veludviklede sociale færdigheder. Sådan er det bare.

Den udvikling er allerede i gang. Alligevel sidder den der lille mand fra industrisamfundets og samlebåndets velmagtsdage på skulderen og slår ned på fejl, manglende registreringer, skemaer der ikke bliver fulgt og leverancer af »produkter«, der ikke er efter bogen.

For at skære det ud i pap: Man kan ikke være kreativ, udfolde sine sociale kompetencer og løse problemer, hvis man hele tiden frygter for reaktionerne fra et ansigtsløst system, som har magten til at bestemme over en.

Søren Pind får ikke flere nobelpriser hjem til Danmark ned ad den gade. Og man kan slet ikke bedrive journalistik, udøve kunst, skrive julekalendere, undervise og hjælpe andre mennesker uden en meget høj grad af frihed og tillid. Vi har brug for flere rum, som er herredømmefri, for nu at referere til den tyske politolog og filosof Jürgen Habermas, som alle med en videregående uddannelse har mødt på et eller andet plan. For ham kan vi lide.

Det er den herredømmefri samtale med sandhed, rigtighed og vederhæftighed, der driver os frem. Det herreløse rum er der, hvor den sorte mand på skulderen er sendt uden for døren, og det handler om fornuft, empati og ansvarlighed mellem mennesker.

Kontrol er blevet kontraproduktivt

Her er man ikke bange for at sige sin mening, eller hvad det får af konsekvenser, og man behøver ikke frygte for, at nogen vender tommelfingeren op eller ned.

Da den tidligere regering i sin tid vedtog at begrænse mediernes adgang til interne papirer i ministerierne yderligere, var det med den begrundelse, at man i toppen af ministerierne havde brug for »et fortroligt rum«. Et rum hvor pressen ikke hele tiden sad på skulderen og kunne følge ethvert mere eller mindre gennemtænkt forslag fra en tilfældig kontorchef. Det giver mening i et teknokrati, hvor alt, hvad der udsendes fra kejseren, skal være med stavekontrol og to streger under. Men i et ideal af et demokrati giver det ingen mening.

Det nye er ikke, at magten gerne vil kontrollere og effektivisere. Sådan er rollefordelingen. Det nye er, at det i stigende grad er kontraproduktivt i et moderne samfund, hvor det er den uovertrufne menneskelige kreativitet og vores evner til at løse problemer og indgå i sociale relationer, som ingen computer nogensinde kan erstatte, der er den ultimative vinderstrategi.

Bent Winther er samfundsredaktør på Berlingske.