Mozart på Operaen er meget skønne og lidt forspildte kræfter

»Così fan tutte« på Operaen er stærk i sangen og orkesterspillet og ikke nær så spændende i det sceniske.

»Così fan tutte«
»Così fan tutte« har kun seks sangere på rollelisten og er kendt for nogle af de dejligste duetter og terzetter i Mozarts produktion. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere

Ak ja, de kære kvinder – de forandrer sig bare aldrig!

Titlen på »Così fan tutte« betyder »Sådan gør de alle« og hentyder til kvinders velkendte troløshed.

Wolfgang Amadeus Mozarts komiske opera stammer fra 1790 og har været spillet på Det Kongelige Teater hundreder af gange lige siden.

Operaens aktuelle opsætning ved britiske Tim Albery kan måle sig med de bedste i nogle henseender og savner ærgerligt nok ambitioner i andre.

Handlingen som sådan hører til de mest tidløse i genren overhovedet: Guglielmo og Ferrando kommer sammen med henholdsvis Fiordiligi og Dorabella og indgår et væddemål med vennen Don Alfonso som mellemmand: Vil deres respektive kærester være trofaste med udsigt til noget helt uimodståeligt – eller snarere hoppe i høet med bejler nummer ét ved først givne lejlighed?

Man flytter rundt på en masse stole i den nye opsætning ag »Così fan tutte« – men meget mere sker der heller ikke. Foto: Mikos Szabo. Fold sammen
Læs mere

Don Alfonso tror mest på damernes troløshed og får så den gode idé: Herrerne skal ganske enkelt stikke deres skønheder en sort løgn og derefter klæde sig ud som albanere med smag for den andens udkårne. Kvinderne falder for det lumpne trick efter en halv times tid og bytter i praksis partnere til enhver hippies udelte fornøjelse og moralisternes store sorg.

»Così fan tutte« med tekst af Lorenzo da Ponte er med andre ord en relativt mørk historie og har fået nogle af Mozarts mørkeste og måske derfor smukkeste toner af alle.

Sine gør det igen

Publikum ved premieren tirsdag aften var ikke specielt talstærkt – hen ved hver femte plads stod tom – og virkede mest begejstret for Anna Kasyan som Fiordiligi med de flotte koloraturer.

De mest mozartske stemmer i Operaens opsætning er ellers Kari Dahl Nielsen som Dorabella og danske Sine Bundgaard som kammerpigen Despina med et par ret så fantastiske forklædninger undervejs. Og selv om Matteo Macchioni som Ferrando og William Dazeley som Don Alfonso bestemt ejer endog meget smukke stemmer, så hæver kun Magnus Ingemund Kjelstad som Guglielmo sig for alvor over det anonyme.

Man skal ikke desto mindre høre den nye produktion for sangens skyld og for præcisionen og hele personligheden hos Det Kongelige Kapel i orkestergraven – for kun få noder stiller større krav end dem i Mozarts sidste værker.

Fraværet af ambitioner ligger i det visuelle. Produktionen som sådan kan være smuk nok og tegner især en flot bue med Tobias Hoheisels stadig mere viltre kostumer. At lade damernes troløshed og skift af partnere til fordel for mere eksotiske typer udspille sig inde i et gammeldags kamera bliver bare lidt tyndt hen over de tre timer.

Opsætningen på Operaen er ret traditionel og har mest handlingen inde i et gammeldags kamera som det nye. Foto: Mikols Szabo Fold sammen
Læs mere

Ikke alle Mozarts operaer egner sig til »opdateringer« eller andre moderniseringer: »Don Juan« og »Figaros bryllup« udspiller sig for eksempel i hoveriets tidsalder på godt og ondt. Selv den populære »Tryllefløjten« handler til syvende og sidst om frimurernes idealer og værdien af personlig disciplin.

»Così fan tutte« kunne derimod foregå når som helst og hente endog masser af point på aktualiteten med hentydninger til eksempelvis moderne kvinders liv eller måske albanerne som moderne indvandrere. Teatret har i den forstand forspildt en chance. Men man kan jo altid gøre som Søren Kierkegaard i sin tid og sætte sig ind til nationalscenen med lukkede øjne.

Sangen og spillet sprudler i hvert fald af ungdom med indtil flere pile opad og gør endnu en gang Mozarts mørkeste mesterværk til et must for alle musikelskere.