Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det Kgl. Teaters opera viser primært dansk kulturarv for eliten og for turisterne

Det Kongelige Teaters teaterchef, Kasper Holten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I Berlingske tirsdag 4. juni diskuterede lederne for tre af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner, Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Det Kongelige Teater, Henrik Sass Larsens udtalelse om, at Danmark trænger til en mindre elitær og mere folkelig kultur. Der var enighed om, at landets kulturinstitutioner bør søge at nå ud til den brede befolkning og passe på ikke fortrinsvis at henvende sig til en snæver elite.

Specielt understregede teaterchef for Det Kongelige Teater, Kasper Holten, vigtigheden af at sikre den fremtidige generations dannelse, og at sikre det danske kulturliv, så særligt børnene har adgang til det. Men hvorfor spænder han så ben for det?

Det Kgl. Teater opførte for nylig Peter Heises opera »Drot og Marsk« om mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286 med tekst af Christian Richardt. Indbegrebet af dansk kulturarv, skulle man mene, og dertil en reference til danmarkshistorien.

Nu ved enhver operagænger, at det kan være svært at følge den sungne tekst, selv når man kan høre, at der synges på dansk. Det ville derfor have været en fornøjelse at følge Chr. Richardts libretto i overteksterne, men de var på engelsk! Det var en bizar oplevelse at skulle sidde og oversætte en tekst, skrevet på ens modersmål, fra engelsk, mens man kunne høre, at der blev sunget på dansk. Hvis man som barn eller ungt menneske gerne vil stifte bekendtskab med dansk kulturarv i operaen, forudsætter det altså, at man kan engelsk, hvis man vil følge den tekstede handling, og endda gerne være rutineret i at læse engelsk litteratur, så man har et stort ordforråd parat. Der er ikke tid til at tænke over, hvad det nu lige er, et givent ord betyder.

Er det sådan, man sikrer det danske kulturliv, så at særligt børn og unge mennesker har adgang til det? En nationalopera er til for sine landsmænd og -kvinder uanset alder og uddannelse, og skal absolut ikke henvende sig primært til en snæver elite og til turister. Det burde være teaterchefens fornemste opgave at sikre det. Mogens Engelhardt, Søborg