Man bør aldrig gå glip af en opførelse af Richard Wagners »Tristan og Isolde.« Heller ikke hvis den, som det lige nu er tilfældet på Operaen, er mindre end fuldkommen. Værket i sig selv er nemlig fuldkomment: Den romantiske operas, for ikke at sige hele operahistoriens, højdepunkt. Et enestående musikdrama om kærligheden, der kun kan forløses i døden, med stakkels Isolde som den, der skal giftes med den kedelige gamle kong Marke, men som hellere vil have Tristan, der dør af sine påførte sår, hvorefter hun selv, som en ægte operaheltinde, udånder. Inden da har hun sunget sin berømte Liebestod, som afslutningen er blevet kendt som, lykkeligt forladende denne onde verden for at forenes med sin elskede i evigheden.
Man bør ikke gå glip af en opførelse af »Tristan og Isolde«, så en aften i Operaen med denne udfuldkomne udgave er ikke spildt, omend en nødløsning.
Det er stærke sager, skrevet og komponeret af et geni, der selv sad i ægteskabelige og kærlighedsmæssige problemer til halsen, da han skabte sit værk. Men forvent ikke det fuldkomne i København – ud over fra værkets egen fuldkommenhed. For det første er der tale om en slags halvscenisk koncertopførelse, med Det Kongelige Kapel siddende på scenen og sangerne syngende og agerende foran og bagved. En operaopsætning uden kulisser, altså, bortset fra noget i baggrunden, som nogle sangere i nogle nødtørftige kostumer kan kravle op på, og Månen, der belyses forskelligt, og et orkester, der er det altdominerende visuelle centrum. Det er ikke en rigtig opsætning, og af den grund er der ikke plads til en bærende idé, og af samme grund får vi »kun« et musikdrama uden meget drama ud over det, der (så rigeligt) ligger i ordene og musikken. Det er det, Det Kongelige Teater for tiden har overskud til at præsentere, når det gælder Wagner.
.
Ret skal være ret: Det har sine egne kvaliteter at få smækket orkestret lige i synet, at SE Wagner blive spillet, og Ann Petersen har stadig power og udstråling, også selv om hun vist gearede lidt ned i anden akt for at have overskud til finalen. Der var også herlige sangere i andre partier, fx Hanne Fischer som Isoldes trofaste støtte Brangäne, Egils Silins som Kurwenal og Paul Curievici som Melot, mens til gengæld den britiske tenor Christopher Ventris var klemt og til tider mere råbende end syngende som Tristan. At instruktøren, Natascha Metherell, lod ham bevæge sig mere eller mindre forkrampet rundt på scenen, som en livstræt gammel mand, bidrog ikke til indtrykket af en stolt lidende helt. Hvad er det lige, Isolde ser i ham?
Men igen: Man bør ikke gå glip af en opførelse af »Tristan og Isolde«, så en aften i Operaen med denne udfuldkomne udgave er ikke spildt, omend en nødløsning. Det Kongelige Kapel gjorde sit bedste under ledelse af entusiatiske Lothar Koenigs, og der kommer forhåbentlig en dag, hvor nationalscenen igen har tid og overskud til at præsentere en af Wagners store operaer med alt, hvad dertil hører. Det ville være godt. Nærmest fuldkomment.
Tristan og Isolde
Komponist: Richard Wagner. Iscenesættelse: Natascha Metherell. Det kongelige kapel, dir.: Lothar Koenigs. Medv: Ann Petersen m.fl. Premiere på Operaen, søndag eftermiddag.
