Wagner bliver kastreret i Malmø - men den kvindelige hovedperson er vidunderlig

Skønne Cornelia Beskow og andre gode kræfter lyser op i fortænkt feministisk opsætning af »Den flyvende hollænder« på Malmö Opera.

Hvem styrer hvem? Senta (Cornelia Beskow) og hollænderen (Joser Wagner) i "Den flyvende hollænder" på Malmö Opera. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Persson

Det handler om kærlighed og skæbne, om fortabthed og forløsning, om en kvinde, der går i døden for en mand.

Jo, da, »Den flyvende hollænder« er rendyrket Wagner. Operaen er den tidligste af dem, han senere i sit liv anerkendte som en del af sit egentlige værk, og det forstår man godt.  I »Den flyvende hollænder« ligger kimen til alt det, han senere foldede ud, helt frem til sin sidste opera, »Parsifal«, og en vellykket opsætning er altid en sjælsrystende oplevelse. Altid.

Og det er så her, hollandske Lotte de Beers opsætning på Malmö Opera kikser, for operaen bliver ikke - undskyld udtrykket - forløst, selv om den 32-årige svenske sopran Cornelia Beskow i det store kvindelige hovedparti er fuldstændig vidunderlig. »Den flyvende hollænder« er en anti-Wagner-opsætning. Den er Wagner feminiseret til næsten ukendelighed. Det vender vi tilbage til.

Handlingen kort: Sømanden, den flyvende hollænder, er blevet offer for en forbandelse, der tvinger ham til at sejle om på verdenshavene til evig tid. Han længes efter at dø, men han får ikke lov til at dø, kun én gang hvert syvende år kan han gå i land, og kun hvis han møder en kvinde, der vil være ham tro, kan han og hans mandskab få fred. Og så strander han da ved Sandvika på den forblæste norske kyst, og her møder han kaptajn Daland, og hollænderen fortæller om alle de rigdomme, han har på sit skib, og en fidel Daland tilbyder ham sin datter, Senta, til ægte. Senta har, fra hun var lille, drømt om at redde den hollænder, hun aldrig har mødt, og de to mødes, og Senta sværger at være ham tro til døden, og hendes fortvivlede kavaler, Erik, får en kold skulder, men da hollænderen hører, at Senta engang har elsket Erik, rejser han væk i fortvivlelse. Senta mener imidlertid sin kærlighed alvorligt, og hun kaster sig i havet fra en klippetop. Hermed er hollænderen forløst. Han fik det, som han ville have det. Senta og hollænderen stiger sammen op til himlen.

Eller det gør de så bare ikke i  denne opsætning (det vender vi stadigvæk tilbage til), men alene for Cornelia Beskows skyld bør man tage til Malmø. Der er dramatisk bund i hendes stemme, dertil lysende toptoner og den her særlige, personlige klang, der gør, at man lytter tryllebundet og slet ikke kan få nok. Hun er forestillingens store stjerne, og hun er i supergodt selskab med den østrigske basbaryton Josef Wagner som hollænderen, den ungarske tenor Zoltán Nyári som Erik og den russiske bas Nikolay Didenko som Daland. De er alle førsteklasses Wagner-sangere, og uanset hvad, man ellers måtte mene om Lotte de Beers iscenesættelse, så fejler personinstruktionen ikke noget: Sangerne er levende mennesker i musikdramaets teatralske skinvirkelighed, så man forstår kaptajn Dalands fortvivlede hang til at gifte sin datter bort og hollænderens fortvivlede hang til at blive forløst og Sentas fortvivlede hang til at forløse og Eriks fortvivlede hang til at hænge ved Senta. Det er strålende

Der, hvor kæden hopper af, er i Lotte de Beers og hendes holds fortænkte insisteren på at vende Wagner på hovedet. I denne »Den flyvende hollænder« er det Senta, der har bukserne på, også helt bogstaveligt, idet hun henimod slutningen får taget kjolen af og pludselig fremstår som en moderne kvinde med udslået hår, lange bukser og sexede støvler. Senta er blevet til en moderne, frigjort kvinde, også stærk nok til at undgå at blive voldtaget af Erik, der lyner op igen, inden det er for sent,  og hvor megen sympati man end kan have for feminismen som grundidé, så stritter denne tolkning så meget mod Wagners intentioner, at det nærmer sig det absurde. Det u-uhyggeligt anti-wagnerske understreges allerede under den dramatiske ouverture: Hvad man ser imens, er ikke en barsk klippekyst, men en Carl Larsson-inspireret, pastelfarvet svensk træhusidyl med en ung Senta, der kigger ud på dejlige Darlana og drømmer om sin hollænder. Svensk yndighed kontra wagnersk vælde. Det kvindeliges sejr over musikkens store alfahan. Så fik du den, Richard W.!

At begyndelsen af operaen mangler seriøst skumsprøjt og elementers grusomme rasen gør ikke opsætningen mere wagnersk, og det er også svært ikke at ærgre sig over, at Malmö Operas enorme scene først får lov til at folde sig ud i al sin vælde hen imod slutningen. Som tilskuer mærker man ambivalensen helt ned i tæerne, for det musikalske - inklusive Steven Sloanes engagerede direktion - er som antydet fremragende, og figurerne lever, men når så samtidig opsætningen så demonstrativt forsøger at dekonstruere værket, hvad er det så egentlig, man overværer?

Svaret blæser i vinden ud for Norge, undskyld, Dalarna. Men prøv selv at se efter! Cornelia Beskow og hendes maskuline medsangere er nok en rejse værd. Kastration eller ej.

Den flyvende hollænder

Opera af Richard Wagner. Med bl.a. Cornelia Beskow og Josef Wagner. Dir.: Steven Sloane. Iscenesættelse: Lotte de Beer. Malmö Opera. Til: 31. marts.