Kommentar: Operaparken komplementerer Operaen på den allerbedste måde – ved at ignorere den

Operaparken markerer sig i byen uden at larme og formår diskret at dække Operaens kedelige sydfacade, der aldrig er tegnet til at være synlig – to ting, der er grund til at glæde sig over.

Selv kirsebærhaven formår næsten at skjule Operaens massiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: COBE

Den kommende Operapark, der blev offentliggjort tirsdag og som er formgivet af tegnestuen COBE er, som den slags konkurrencevindere ofte er, egentlig forbløffende enkel i sit grundkoncept. Arkitekterne retter den lidt skæve sydø ud, så de får et næsten regulært kvadrat at arbejde med. Dette kvadrat planter de så til med træer – og bingo!! En konkurrencevinder er født.

Frø fra de varme lande

Naturligvis er der mere i projektet end som så. Træerne er ikke bare træer, men 80 forskellige arter i alle farver og størrelser, som med deres store variation skal vække minder om de mange eksotiske vækster, der er kommet til byen på grund af søfarten. Træerne organiseres på romantisk vis i fem slyngede haver med hvert sit geografiske tema og med tre grønninger imellem sig. De lave grønninger gør det muligt stadig at slænge sig på græsset, at holde picnic og ølstafet, og hvad nu ellers københavnerne muntrer sig med i byens parker. De giver samtidig åbne kig mod byen, mod Øresund, mod havnen generelt – men ikke mod Operaen.

Operaparken set fra Amaliehaven – en efterårsaften. Fold sammen
Læs mere
Foto: COBE.

Samtidig er de fem havers træer organiseret som en stor teaterscenografi: Med forgrund, mellemgrund og baggrund - henvendt til et publikum på havnens Amalienborg-side. Forrest står de lave træer, i midten de mellemhøje – og bagest mod Galionsvej står store, voksne stammer, der rager helt op til Philip de Langes lange længes gesims og på den måde formidler skalaforskellene i både park og havn. Træerne er fordelt og udvalgt, så de har et maksimalt og struktureret farveskift hen over året – en langsom naturteaterforestilling, der vil foregå hver eneste sæson op med tiden uden tvivl vil blive et kært element i enhver byboers fornemmelse af årstidernes vandren gennem hovedstaden.

»Operaens højde, Holmens store bygninger, den kommende Papirø og dens tætte mylder af valmede tage kunne indbyde til at gå ind på legen – at stille en ting på øen, så man kan matche omgivelserne.«


Kraka-parken

Dette simple teatergreb – der altså heller ikke henvender sig til Operaen, hverken med sin for- eller bagside, er på mange måder projektets nøgle. Et af de helt store problemer ved at lave en park på Sydøen er nemlig skalaen. Man ser det i praksis nu, hvor øen ligger hen som en enkel græsplæne. Mange mennesker ville uden tvivl synes, at det er helt fint med en græsplæne: Der er ro, man kan bruge den til picnic og ølstafet – what’s not to like? Men der er meget faktisk. For den tomme græsplæne får Operaens klods til at virke overvældende – på den skræmmende måde, og klodsen får på sin side plænen til at virke lille. Samtidig er der problemet med vinden, der altid blæser på langs af havnen.

Man bliver kort sagt nødt til at putte noget ud på den ø. Når man så er nået så langt i sin analyse – at noget skal gøres, så er problemet hvad. Den overvældende skala: Operaens højde, Holmens store bygninger, den kommende Papirø og dens tætte mylder af valmede tage kunne indbyde til at gå ind på legen – at stille en ting på øen, så man kan matche omgivelserne. Men det går heller ikke – i hvert fald ikke hvis man skal ende med en park. Ethvert objekt vil ende med at komme i konflikt med de omkringliggende bygningers størrelse – og derfor er COBEs løsning nok meget tæt på at være ideel – som i historien om Kraka er Sydøen nu både påklædt og nøgen, både alene og sammen med nogen, både sulten og fastende.

COBE-grundlægger Dan Stubbergaard forklarer Operaparkens hovedprincip for den undrende verdenspresse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

En hemmelig vinterhave

Endelig er der overraskelsen – showstopperen. En pavillon formet som en slags blomst – en helt enkel bygning, med slyngede glasvægge og et svævende tag. Overraskelsen er, at denne pavillon, der huser Operaparkens café også er en vinterhave, og at denne parkens sjette have rækker to etager ned – helt til bunden af den p-kælder, der skal være under parken. Der er altså meget større træer herinde, end man umiddelbart ville gætte blot ved at kigge på den lave slyngede og svævende glasbygning. Selve bygningen ligner til forveksling et projekt af den japanske tegnestue Sanaa, men det er der ikke noget galt i. Dels er det helt i orden at lade sig inspirere (hvis bare det er de rigtige, man efterligner), dels er selve Operaparken som et japansk skovbad, og endelig kan man opfatte den japanske pavillon som et venligt nik til en anden japansk arkitekt, Kengo Kuma, der bygger vandkulturhuset ovre på Papirøen lige ved siden af.

Sådan en vinterdag i Operaparken kan man slet ikke se Operaen – kun glaspavillonen med den hemmelige vinterhave. Fold sammen
Læs mere
Foto: COBE.

Operaparken formår altså at markere sig i byen uden at larme – og den formår diskret at dække Operaens kedelige sydfacade, der aldrig er blevet tegnet til at være synlig – to ting, der er grund til at glæde sig over.

P-kælderen forventes færdig i 2021 og parken står klar til brug to år senere. Der er meningen, at driften af Operaparken skal dækkes af indtægterne fra p-kælderen, så nu kan man altså i fremtiden ved at parkere sin bil under jorden ved siden af Operaen være med til at gøre København lidt grønnere.