Den nye plads, der med sine over 20.000 kvadratmeter er et af Københavns største byrum, er blevet en realitet med en venlig donation fra A.P. Møller Fonden – og tak for det. Konkurrencen blev i 2014 vundet af COBE – og tak også for det. COBE, der med blandt andet Nordhavn, Nørreport og Israels Plads på referencelisten må siges at være blandt landets mest erfarne byrumsdesignere, har skabt en plads, der selv for deres eget normalt høje niveau er ganske forrygende og forfriskende klar på en gang.
Tusindvis af cykler
Den nye plads havde blandt sine udfordringer at den ville blive fast parkeringsplads for op mod 2.000 cykler. Dette problem har COBE på tidstypisk vis løst ved at gøre cykelparkeringen til selve pladsens hovedpointe. De mange cykler har fået tre cirkulære teglbakker, de kan parkere under. Disse bakker, der minder denne anmelder om Tolkiens beskrivelse af hobbitternes runde huse, er – også tidstypisk – et dobbelt scoop. For ikke alene skjuler de cyklerne – de strukturerer også pladsen, de nedbryder den ellers skræmmende skala, og de danner et elegant og legende kontrapunkt til KUA-blokkens rigide fremmarch, der – for nu at blive i fantasyverdenen – minder mig robotelefanterne fra »The Empire Strikes Back«.
Gule mursten
Samtidig er det uhyre velgørende, at den gavmilde A.P. Møller Fond har givet arkitekterne penge nok at arbejde med. Pladsen er belagt med en smuk, gul, hårdtbrændt tegl, der helt ubesværet kompletterer KUA-blokkenes travertin. Ja, faktisk forløser pladsens cirkelsymfoni et uopdaget potentiale i KUA-blokkene – gør dem venligere, mere effektfulde og mere præcise. De gule teglsten er ingen billig løsning, men den gevinst, belægningen giver pladsen i stoflighed – og den subtile reference til det ikoniske universitet i Aarhus – er alle pengene værd.
Den gule teglbelægning er lagt i enkle bånd i et forskudt forbandt, som skaber det mikrospil i overfladen, der gør det rart at se på. Teglen er defineret som et »tæppe«, der dækker pladsen. Således er de nærmeste meter omkring KUAs bygninger fortsat holdt i en anonym cementflise. Det kan der være mange grunde til, og i dette tilfælde giver det mening at adskillelsen både definerer »tegltæppet«, og at man med den klare kant kan lave en enkel bort, der starter den forskudte takt, der er belægningens store, tavse attraktion.
Et nyt element i byen
De hobbitagtige cykelhuler er et klart hit – en ny typologi inden for bydesignets område og samtidig et Kinder-æg, der som sagt løser en række problemer på én gang. Ud over de nævnte fordele med skala og de mange små rum, fungerer bakkerne som vartegn og fjernkending, så KUs Søndre Campus i endnu højere grad end nu bliver et identificerbart sted i byen – synligt fra metrostationen og Njalsgade-krydset. Som en sidste feature er de tre hobbithuler udstyret med nogle smukt formede siddetrapper, så rummet mellem højene kan bruges som udendørs auditorium eller til forestillinger og koncerter.
Bakkernes tynde skaller i spændbeton står sprøde og elegante og byder helt ubesværet cyklisterne indenfor. Når man bevæger sig ind under bakkerne, bringer rummet mindelser om de smukkeste eksempler på frit formet betonarkitektur – og lige i kuplens midte er der oven i købet et fantastisk ekko. KUAs opsynsmænd får nok en opgave med at holde antallet af tissende og overnattende gæster på et minimum, men selv lyssky aktiviteter vil her på pladsen kunne foregå i smukt designede omgivelser.
COBE har med Karen Blixens Plads skabt en københavnsk nyklassiker, der vil være populær hos alle: Studerende, forskere, turister, arkitekturinteresserede – og alle hovedstadens rollespilsforeninger, der her vil kunne finde ægte hobbithuler at slå sig løs i.
Møbleringen af pladsen
Det er lykkedes COBE ved ihærdigt tilsyn under anlægsprocessen at få de galvaniserede jerngelændre omkring hulernes åbninger oppe på bakkerne til at stå lige så knivskarpe og præcise som på tegningerne – noget, der ikke er ganske nemt. Det ville uden tvivl have været smukkere, hvis pladsen helt kunne have undværet rækværkerne, men det ville også have været en helt sikker ulykkesgenerator, så når nu der ikke er nogen vej uden om, må man sige, at det er forbilledligt forløst.
I det hele taget er det meste lykkedes for COBE og EKJ, der har været projekteringsledere gennem hele forløbet. Eneste mislyd er overgangen til jordstier og grønne, beplantede bakker i pladsens sydlige ende. COBE forklarer, at de har ønsket at trække fælleden ind på pladsen, men det virker ikke helt overbevisende, når nu hele Ørestad Nord, som området overordnet hedder, er så urbant, som det er. De grønne høje med græsser og diverse ukrudt på kommer til at virke unødigt postulerede, og man kan som anmelder ikke lade være med at drømme, at hele pladsen stod i gul tegl. Endelig er det synd og skam, at KUA allerede har møbleret den fine nye plads med kedelige rastepladsagtige bænke-bord-sæt. Kunne man ikke bare have ladet folk bruge siddetrapperne indtil videre – og så eventuelt udvikle en mere integreret siddeløsning, hvis ikke det var nok med dem?
En ny klassiker
I det store billede er disse små indvendinger dog bagateller. COBE har med Karen Blixens Plads skabt en københavnsk nyklassiker, der vil være populær hos alle: Studerende, forskere, turister, arkitekturinteresserede – og alle hovedstadens rollespilsforeninger, der her vil kunne finde ægte hobbithuler at slå sig løs i.
