Kroejeren Umut Sakarya sætter sit liv, som han vil. Den 28-årige flamboyante kok med hang til flæskesvær og fernet branca »gider ikke noget pis«, lyder det selvsikkert i første afsnit af DR3 dokumentar-serien “Tyrkersvin”. En titel, der peger tilbage på den dansk-tyrkiske kok. Tyrkerne synes, at han er et svin og i Danmark er han et tyrkersvin, forklarer han.
Tilsæt butterflys, to liter kulsort humor og store mængder selvironi og voila! Så får du en usædvanlig karakter fra Københavns restaurantscene. Man forstår, hvorfor DR3 har forelsket sig i den unge vildbasse, der driver Guldkroen med dansk mad fra bunden i det indre København og som vil åbne en grillbar med guldtapet og Prins Henrik-billede. Her er i sandhed en larger than life-personlighed, der det ene øjeblik klukler over, at han »har en lille diller« og i det andet øjeblik høfligt serverer rejecocktails iført forklæde til sine gæster.
Vi er med, da han i en fotosession for Politiken lader sig spraye i guldmaling for derefter at sænke kroppen ned i et badekar fyldt med mayonnaise og brun kulør, der skal illudere brun sovs. Her sidder han og gnasker på de flæskesvær, han flere gange får erklæret sin store kærlighed til. Vi er også med, da han i P1 fortæller om, hvordan han på sociale medier svarer kækt igen på de kritiske kommentarer til hans persillesovs og person.

Flæsk før bitches
Hvad krofatter gør, er altid det rigtige. Det synes at være underteksten i historien om Umut Sakarya, der udlever en slags moderne entreprenant drengedrøm med venner ansat ude i køkkenet og den hengivne kæreste Clara placeret bag disken til at styre aftenerne på kroen. Det er alt sammen krydret med Instagram-videoer, John Mogensen-musik og politisk ladede scener, hvor han bogstaveligt talt stiller sig stolt med armene over kors op midt i en svinesti med øffende grise, mens Dannebrog vajer bag ved. Men tyrkersvinet drukner i sit eget glimmer i første afsnit af serien.
DR3 har vakt fortjent opsigt med deres særlige dokumentarstil, der har lokket unge seere til. Her er man blevet så betaget af hovedpersonen, at man helt glemmer at sætte de dybere spadestik ned i hans tilværelse i første afsnit. Vi får eksempelvis en lang, unødvendig scene med frokost i Torvehallerne, hvor han sammen med sin ven spiser kaviar på kager. Lad os hellere få svar på de spørgsmål, der presser på: Hvorfor har han ikke længere kontakt til sin far og storebror? Hvorfor har den så flæskeglade fyr efter 16 års ophold ikke permanent opholdstilladelse i Danmark? Og hvorfor er han blevet afvist de fire gange, han har forsøgt at søge om det?
Umut Sakarya er et hamrende sjovt bekendtskab, men man vil gerne vide, hvad der ligger bag alle de hurtige oneliners. Hvad dækker de over? Da vennen afviser krofatters eget udsagn om, at han er fra Odense med et grinende: »Nej, du er da fra Tyrkiet« ser man en flig af det bølge hen over det dansk-tyrkiske ansigt. Sårbarheden, man finder i selv det mest egenrådige liv.
»Tyrkersvin« - dokumentar i fire afsnit på DR3