Kan du huske formningstimerne i folkeskolen, hvor ens børnefingre blev tvunget ned i smattet ler for at skabe det ene grimme askebæger efter det andet? TV 2s nye program »Keramikkamp« vækker fuldstændig samme panikfølelse. Man vil bare væk fra den drejebænk. Hurtigst muligt.
Den kække vært med amatørismen malet ud over sin drengede figur (Pelle Emil Hebsgaard) forsøger at skabe god stemning i værkstedet, men Keramikkamp sætter en fed streg under, at vi ikke orker at se flere almindelige danskere dyste sig selv til døde på banaliteternes overdrev. De skal være velkomne til at have deres egen fest på aftenskolen, men at se ti deltagere konkurrere om at »blive Danmarks bedste hobbykeramiker« er omtrent lige så spændende som at tømme en opvaskemaskine.
Programmet indpisker ivrigt spænding gennem højdramatisk underlægningsmusik, men det er tomme kalorier. Keramikkamp er en så tydelig kopi af DRs monsterhit »Den store bagedyst«, at det i momenter nærmer sig stor satire. Værten taler om knuste keramikdrømme og »må den bedste krukke vinde«. Fik I den, Danmark?
Første opgave for deltagerne er at formgive et middagsstel, og i bedste bagedyst-stil står de ti danskere ved hvert deres bord. Der bliver krydsklippet til interviews fra deres hjemstavn og TV 2 bruger sågar samme skitseteknik fra DRs program, da vi seere skal se deltagernes ideer. Jamen, er dansk TV vitterligt ude af stand til at fostre en selvstændig tanke? Værten slår endda ud med armene på samme friskfyragtige vis som Timm Vladimir: »Kære keramikere, nu er vi halvvejs!«
Spildte keramik-tårer
Vi møder deltageren Agnethe, der fortæller om sit liv på Bornholm. Vi er kun 13 minutter og 34 sekunder inde i programmet, da hun rent faktisk fælder tårer over, at hun måske skulle have valgt et mere simpelt design. Værten kommer ilende med trøst: »Var der lige nok pres på?« Det er en ufrivillig komisk scene, der får ethvert curlinggenerationshadende menneske til at lugte blod. Hvilket voksent menneske græder over ler?
I en anden scene er pinagtigheden så stor, at man får lyst til helt at slukke. Deltagerne skal igennem en tekniktest, hvor opgaven er at forme en grydehank i ler (!?). Da de hver især går i gang med at hive i en aflang klump ler, afføder det en serie lumre, fjollede jokes:
»Der er altså bare en jyde der, der kan tage fat, ha, ha, fnis, fnis.« Det er vist kun fulde onkel Svend nede fra bodegaen, der vil slå sig på lårene over den.
»5, 4, 3, 2, 1. Træd væk fra jeres borde,« lyder det, og så skal vi se en række virkelig grimme grydehanke i ler. Da de færdigbrændte stel senere bliver afsløret, ligner det også rekvisitter fra rædslernes nat på aftenskolen. Dommer Michael Geertsen reagerer hårdt. Far er tydeligt skuffet. »I skal kraftedeme bløde for det her,« siger han og giver med den sætning en mental fuckfinger til det amatør-Danmark, der tror, at et udvidet kursus med ravkæde-Hanne og en lokal udstilling på biblioteket gør dem til store kunstnere.
