Huxi Bach: »Jeg er en komplet sortseer, når det kommer til valgkampen«

Huxi Bach forestiller sig det sådan her:

I de første dage af valgkampen vil politikerne svinge sig op på den moralske høje hest. De vil tale pænt. Måske vil det endda lykkes dem at fokusere på store politiske emner som klima. Efter en uge sker det:

»Pernille Vermund siger et eller andet vildt på Twitter, de falder alle af hesten, og så får vi igen et valg, der handler om integration og udlændinge. De går alle sammen i panik i stedet for at trække i en anden retning. Jeg kan lige se det ske. Jeg er en komplet sortseer, når det kommer til valgkampen,« siger han.

Lige i øjeblikket er Huxi Bach hver uge på skærmen i det satiriske program »Ugen plus det løse« på DR, hvor han runder de mest hovedrystende hjørner af dansk politik. Samtidig er han på syvende år vært på Radio24syv-programmet “Huxi og Det Gode Gamle Folketing”. Her forsøger han sammen med en række tidligere folketingsmedlemmer at nå ind til substansen af, hvad der egentlig foregår på Christiansborg.

Vi sidder på en af Vesterbros kaffebarer for at tale om danskernes forhold til de folkevalgte. Han er ankommet med sin guitar på ryggen, fordi han senere på dagen til optagelsen af TV-programmet vil synge »Jeg har set en rigtig negermand«.
Debatten om ordlyden i den sangtekst siger en del om vores tid. Huxi Bach peger også på Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksens, udsagn om, at hun vil være børnenes statsminister som et udsagn, der fortæller en hovedrystende historie om den politiske nutid.

»Altså, hvem vil ikke være børnenes statsminister? Hvem bakker ikke op om børnene? Det er en helt gratis omgang for Mette Frederiksen. Hun er mere interesseret i den gratis omtale. I min optik burde politikerne op til en valgkamp tage livtag med de helt store samfundsvisioner,« lyder det.

Et andet eksempel, han hiver frem, er statsministerens sundhedsreform, som vakte kritik med blandt andet ideen om at nedlægge regionerne.

»Den reform er en underlig bastard, som han bare skal have klappet af inden valget. Det er så tydeligt og igen et eksempel på, at politikerne ikke kommer med de store visioner. Det er alt sammen panik før valgkampen.«

Helt til grænsen

Selv om Huxi Bach med sine to programmer hver uge gennemlyser dansk politik, er han som borger temmelig frustreret.

»Jeg er desillusioneret. Vi kan reelt vælge mellem to kandidater og spørgsmålet er, om vi bare på deres glatte ansigt vil vælge dem. Vi ved jo ikke reelt, hvad de vil. De vil gerne have min stemme, men de kan ikke fortælle mig, hvad de skal bruge den til. Som satiriker er den situation ren drivkraft. Desto værre det går i dansk politik, desto mere glad er jeg. Det er en temmelig skizofren tilværelse, jeg lever,« griner han.

I de år, hvor han været vært for »Huxi og Det Gode Gamle Folketing«, har han iagttaget, hvordan tilgangen til at lave politik har ændret sig. Hvordan det er blevet mere normalt at gå helt til grænsen. Huxi Bach nævner som eksempel Inger Støjberg (V), der i hans optik har holdt sit embedsværk kørende i et virvar af instrukser.

»Jeg kan mærke på de tidligere folketingsmedlemmer i programmet, at de ikke er tilfredse med, hvordan moderne politikere politiserer et embedsværk, og hvor langt de vil gå for at presse embedsmændene til at levere et politisk arbejde, som ikke er godt for demokratiet. Politikerne kalder det en procesrisiko. Det er i virkeligheden en ret vild udvikling, som vi borgere burde være mere kritiske overfor.«

I radioprogrammet taler de tit om, hvorvidt alting nu også var bedre i gamle dage. Om tonen var bedre, og om de folkevalgte opførte sig bedre. Huxi Bach trækker selv på det. Vejret var også altid bedre i din barndom, fordi du i dag kun husker de gode sommerdage.

»Var dansk politik bedre dengang, man havde en justisminister, der sad og puttede med tamilerne, og galningen Glistrup råbte op? Jeg ved jo godt, at mange af de gode gamle også har haft deres sager. Nogle gange pudser de en glorie, der ikke er der. De har også lavet alt muligt, men når du er ude af det, er det nemmere at tale frit. Det er det, programmet kan. Men det der spil med partidisciplin og strategi kan man ikke komme udenom som politiker.«

Ærlig snak

Han er selv bærer af en længsel mod en større anstændighed og ordentlighed fra de danske politikere. En følelse, der går igen i lytternes og seernes mails til ham. De efterspørger ofte straight talk fra det politiske lag.

»Vælgerne vil fanme bare gerne have et klart svar. En af de fejl, politikerne begår, er, at de undervurderer os. Vi kan godt gennemskue alt det der uærlige sniksnak. Politikerne taler udenom og gentager sætninger i al evighed, og de har også et stort ansvar for, at der ryger politiske fake news ud.«

Pilen peger i disse dage mest af alt på vælgerne selv. Hvis man er utilfreds som borger, må man til valget stemme på nogle andre politikere end dem, der sidder der nu, lyder det fra Huxi Bach.

»Længslen mod bedre tider må vælgerne simpelthen også tage ansvaret for. De skal vælge nogle ind, der ikke nødvendigvis råber højest. Der er ikke en mere sand sætning end den, at vi har de politikere, vi fortjener.«

Inden første afsnit af “Ugen plus det løse” overhovedet var blevet bragt, modtog han en klage fra et rasende parti, Socialdemokratiet, der på forhånd var kritisk over programmet, fordi traileren nævner gruppeformand Henrik Sass Larsens navn igen og igen.

»Jeg har fået flere kritiske reaktioner fra politikerne, når de mener, at jeg fremstiller tingene på en unuanceret måde. Politikerne vil gerne grine, men de vil helst grine af de andre politikere. De siger altid: »Uha, det er så vigtigt i et demokrati, at man kan stikke til politikerne med humor«. Men når man griner af dem, bliver de nærtagende og mener, at vi skal gøre lige så meget grin med deres modstandere. Kom nu! De er altså sarte. Meget sarte.«

Den politiske satire bliver aldrig nummer ét. Den vil aldrig blive mere vigtig end den almindelige nyhedsdækning fra de etablerede medier, mener Huxi Bach. Han er selv varsom med at løfte satirens rolle op til noget, som den måske ikke kan bære.

»Jeg ved godt, at nogle unge får deres politiske nyheder fra satiren. Jeg holdt også selv meget af The Daily Show med Jon Stewart. Men materialet forudsatte, at du fulgte bare lidt med i amerikansk politik. Vi satirikere prædiker også for koret. Jeg tror da ikke, at Stephen Colbert eller Trevor Noah i sig selv omvender nogen Fox-seere, så de får en guddommelig åbenbaring og køber en elbil. Men satiren bidrager til at få bragt politik og samfundsforhold ind i samtalen hos de unge,« siger Huxi Bach og nævner satire-kollegaen, komikeren Jonatan Spang, der med sine “Tæt på sandheden”-udsendelser blandt andet stak til den svenske politiske korrekthed.

»Det er det, satiren kan. Man sætter tingene på spidsen og får talt om samfundets tilstand, når satiren er i sin fineste form. God satire får sat en ny dagsorden og får folk til at se en anden vej.«

Nye tider

2019 er Riskær-året. Dansk politik har fået en ny figur med fornavnet Klaus, og Huxi Bach har i den seneste tid muntret sig med at se, hvordan de folkevalgte reagerer på manden udefra.

»De går helt amok og afslører sig selv som dybt konservative. Klaus Riskær udstiller politikernes dybe trang til at bevare. Man sliber lidt hist og pist på velfærdsstaten, fordi den store idealisme er stendød. Du kan sikkert pege på tusinde steder, hvor hans politiske planer ikke holder, men det interessante er, at nogle af vælgerne tilsyneladende er med på den. Politikerne skal tage sig sammen - ellers kommer de der voldsomme, provokerende typer væltende ind.«

De Konservatives Naser Khader og Socialdemokratiets  Morten Bødskov er navne, der til stadighed får Huxi Bach til at tage sig til hovedet. Da han remser dem op, slår han hånden ned i bordet for hvert navn.

»De er alle eksempler på, at der i dansk politik ikke er nogen konsekvens. Morten Bødskov løj for hele Folketinget som justitsminister og gik af i vanære. Han er nu formand for nogle udvalg, og det skulle da ikke undre mig, om han bliver minister igen for en rød regering.«

Teorien fra satirikeren og værten lyder, at partierne 1. ikke har andet råmateriale og tager dem, de kender huset og 2. er infiltreret af kammerateri og tjenester, man skylder hinanden.

»Bagved alt det håber politikerne, at vi har glemt det hele. Bare tænk på Naser Khader. Han har væltet rundt fra parti til parti. Hvem gider stemme på sådan en tosse? Jeg kan godt blive lidt trist over, at han sidder og lovgiver.«

Huxi Bach forestiller sig det sådan her:

I valgkampens første dage vil politikerne sige, at det handler om visioner og idealer. At politik skam ikke er en personlig karriere. Efter få dage har de hurtigt glemt det igen.

»Politikerne skal tale lige ud af posen. Hvis de gør det, må de også kalkulere med risikoen for ikke at blive genvalgt. Sådan er det. Man er politiker på andres vegne. Du er ikke politiker for din egen skyld. Når politikerne først er kommet ind på Borgen, har de bare meget svært ved at acceptere det.«