Regeringen og S står milevidt fra hinanden om sundhedsreform

Forhandlingerne mellem VLAK og S er ikke brudt sammen, men intet tyder på, at det giver mening at fortsætte.

Mens regeringen og Dansk Folkeparti ganske hurtigt ville kunne lande en aftale om en sundhedsreform, så gør det sig ikke gældende for Socialdemokratiet og regeringen.

Socialdemokratiet og regeringen står milevidt fra hinanden. Det står klart efter parternes første møde onsdag.

- Vi har opfordret regeringen til at lægge centraliseringsplanerne på hylden og i stedet koncentrere sig om at skabe mere nærhed og bedre kvalitet i vores sundhedsvæsen, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

Finansminister Kristian Jensen (V) konstaterer, at man ser meget forskelligt på tingene.

Han afviser dog ikke at forhandle videre med Socialdemokratiet, selv om der er noget af en stopklods i vejen.

Regeringen vil nedlægge regionsrådene. Det vil Socialdemokratiet absolut ikke.

- Jeg ser gerne for mig, at vi forhandler videre, hvis partierne har et reelt ønske om at lave noget, der løfter kvaliteten og sikrer nærheden, siger Kristian Jensen.

Han afviser, at regeringens udspil fører til centralisering. Tværtimod, mener han.

Regeringen har forhandlet med Socialdemokratiet og DF onsdag. Efter mødet med DF konstaterede Kristian Jensen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl, at man hurtigt ville kunne blive enige om en aftale.

Torsdag gælder det Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og SF.

/ritzau/