Da Signe Molde stod i front som vært i fem sæsoner af det populære show »Quizzen«, hvor politikere blev rykket rundt i manegen af primært deres eget fejlslagne spin og dobbeltmoral, var hendes indledende idé aldrig, at »nu skal jeg være sjov«.
Alle de skarpe, satiriske kommentarer fandt selv vejen til TV-studiet, når hun så på den politiske virkelighed, hvor absurditeten ofte lå i de folkevalgtes egne ord.
»Følelsen har ramt mig lige i maven, hvis en folkevalgt har udtalt sig om noget helt grotesk. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, det her! Det er også den følelse, jeg gerne vil bringe videre til folk, så de opdager, når det er bullshit, politikerne står og fyrer af. Satire er ikke bare at lave sjov med tingene. Satiren skal være en ventil for dine egne frustrationer.«
Lige nu arbejder hun på et nyt format til DR, men på de sociale medier er Signe Molde fortsat aktiv som én, der sætter en spids fingernegl på Christiansborg-boblen, så den brister foran øjnene på os.
Snart eskalerer mængden af politiske løfter, når valgkampen rammer os. Vi sidder derfor i stilheden før kampagnestormen inde på hendes kontor i DRs megabygning for at tale om, hvordan hun som politisk satiriker ser på tingenes tilstand i dansk politik.
Forud for interviewet har jeg bedt Signe Molde om at udpege nogle politiske udmeldinger, hun mener, er signifikante for vores tid. Hun begynder med statsminister Lars Løkkes udtalelse om at skelne mellem statsminister-Lars og privat-Lars.
»Den er grotesk, fordi alt jo viste, at han ikke kunne skelne mellem de to. Den siger meget om, hvordan man som politiker kan konstruere en retorisk bortforklaring og slippe af sted med det. Klaus Riskær Pedersens opstilling til Folketinget siger også meget om den tid, vi lever i. Vælgerne er åbenbart villige til at prøve hvad som helst, så længe det peger i en ny retning,« siger hun.
Glemsomhed
I en verden, hvor vi næsten har glemt et tweet eller nyhedsindslag, fem minutter efter at det er blevet bragt, har den politiske satire fået tildelt en ekstra opgave som en national huskeseddel. Signe Molde mærker det selv, siger hun. Allerede nu kan man ikke helt huske, hvad der egentlig var med Løkke og de kvotekonger. Detaljer i de politiske historier forsvinder hurtigt fra vores erindring, når telefonens blå lys hurtigt bringer os videre. Klik, klik og klik, og vi kan ikke huske, hvorfor Esben Lunde Larsen måtte gå af som minister.
»Det tager mellem to og tre år. Så har vælgerne glemt alt om en ministers politiske møgsag. Først sveder ministeren på TV. Derefter vælger vedkommende selv at gå efter en snak med chefen, og så krydser de ellers fingre for, at vi andre har glemt det. I satiren kan vi huske folk på, at politikerne har haft flere sager bag sig, eller at de tidligere har sagt noget dumt. Men det er vores alle sammens rolle at huske – både borgere og journalister.«
Den politiske satire har i disse år en fortsat opblomstring, og den er blevet rost for at nå ud til andre, yngre vælgere end de klassiske nyhedsudsendelser. Signe Molde mener, at en af de ting, genren kan, er at skabe et slags moderne forsamlingshus, hvor man kan lufte sin irritation. Inde i det rum kan man sige tingene grovere og mere direkte.
»Jeg kan mærke, at der nogle danskere, der synes, det er enormt rart, at der er nogen, der siger: »Hey, se lige den politiker. Han har ikke noget tøj på!« Det har vi som samfund virkelig brug for.«
De danskere, hun hver dag møder på sociale medier, er levende optaget af bevægelserne inde på Christiansborg. Selv de små krusninger kommenterer de.
»Set fra min virkelighed er danskerne meget optaget af politik. Den der idé om, at danskerne ikke går op i, hvad deres folkevalgte laver og kun råber dumme ting af dem fra sofaen, er ikke helt rigtig.«
Næser ad libitum
Forleden postede Signe Molde et tweet om fiskeriminister Eva Kjer Hansen, der fik en næse i Folketinget. Hun fisker telefonen frem og læser op af det svar, ministeren selv gav som tiltale på næsen: »Det gør et stort indtryk, at så mange giver udtryk for en opfattelse af et andet forløb.«
»Jamen hør det lige. Det, hun i virkeligheden siger, er, at nej, nej, jeg har ikke løjet, du opfatter bare virkeligheden anderledes. Det var én af dem, hvor jeg læste hendes citat i en artikel og grinede, men samtidig blev helt vildt forarget. Hvor er det vildt, at hun slipper af sted med at sige sådan noget. Det er efterhånden blevet mit eget pejlemærke. Jeg griner, men jeg er samtidig forarget.«
På sine følgeres kommentarer mærker hun, hvor dybt frustrationen stikker.
»Mange giver udtryk for, at de politiske næser er fuldstændig ligegyldige. De gør ikke nogen forskel. Det er også ret vildt, hvor hurtigt det går med at få de ministre tilbage igen. Landbrugspakken var en vild sag for Eva Kjer Hansen, og nu står hun og får en ny næse. Det værste er, at man tager sig selv i at tænke: Hvad var det nu med den landbrugspakke? Hvad handlede den egentlig om? Fordi man allerede har glemt det.«
Eva Kjer Hansens svar er ifølge Signe Molde et eksempel på de sproglige labyrinter, danske politikere i stor stil forsøger at lede vælgerne ud i, så de mister orienteringen og taber det kritiske blik.
»Lige så snart jeg møder den politiske, retoriske bullshit, stritter alt på mig. Jeg griner højt, men grinet kommer ud af ... ja, hvad er det for en følelse? Er det raseri? Det er nok en slags demokratisk indignation. Jeg tænker, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at de slipper af sted med at fyre sådan noget af. Hver eneste gang jeg får øje på det, er det min opgave at påpege det. Det provokerer mig også helt vildt, når politikerne underkender forskeres viden. Det er ikke i orden.«
I dag bliver »Quizzen« bestyret af en ny vært, Gyrith Cecilie Ross. Signe Molde forlod selv programmet, fordi hun efterhånden havde haft besøg af de folkevalgte flere gange, og man skal ikke gå hen og blive for gode venner med dem, lyder det. Hun er stadig stolt af, at vi lever i et land, hvor politikerne af egen fri vilje stiller op til satire og sproglige lussinger.
»Ja, OK, stort set alle sammen undtagen Henrik Sass Larsen. Trump ville jo aldrig drømme om at gøre det. Han tweeter i stedet for, at man skal lukke ned for »Saturday Night Live«. Som dansker kan man godt tage det som en selvfølge, at vi her i landet kan sige alt og grine af alt,« siger hun.
Satire under pres
I efteråret blev den svenske satiriker Jesper Rönndahl kritiseret af det kinesiske udenrigsministerium for at have lavet et komisk indslag om kinesiske turister på SVT. Det er et eksempel på, at komikeres ret til at tale er under pres, mener Signe Molde.
»Vi skal værne om den danske tradition, for en anden virkelighed rykker tættere og tættere, hvor der er opsat regler for, hvad man må sige og gøre. Det er vigtigt, at den politiske satire kritiserer magthaverne, både herhjemme og i udlandet.«
Hun nævner endnu et eksempel.
»I 2016 blev den tyrkiske diktatorwannabe Erdogan tøsefornærmet over et digt, fremført på TV af den tyske komiker Jan Böhmermann.«
Merkel gik ud og støttede delvist Erdogan i hans kritik, og året efter fastslog den tyske domstol, at komikeren ville risikere fængsel, hvis han igen fremførte dele af digtet.
»Min reaktion på det er, at man bare skal blive ved. Man skal råbe op og kritisere alle, der har magt. Politisk satire virker bedst, når den er ærlig og ikke hele tiden er sjov. Den politiske satire skal også gøre ondt. Du skal ikke kun efterlade folk med et grin,« siger Signe Molde.
Når Signe Molde læser, at Københavns Universitets rektor bakker op om, at man ikke længere må klæde sig ud som mexicaner, stritter alting også på hende. Det er endnu et tegn på, at det frie rum er ved at ændre sig.
»Der var en amerikansk komiker, der for nylig skulle ud og optræde på et universitet. Inden sin optræden havde han fået en lang liste med alle de ting, han ikke måtte sige. Da jeg læste listen, troede jeg vitterligt, at det var en joke – en parodi på krænkelseskulturen. Satire handler netop om at kunne træde ind i et minefelt, så vi kan tale åbent om tingene.«
Vi har som samfund altid haft brug for nogen til at skære igennem politikernes uldne udtalelser. Men er der brug for en større kniv i dag end før? Det ved Signe Molde ikke.
»Jeg har tænkt på, om mængden af retorisk bullshit er større i dag end før, og jeg er oprigtigt i tvivl. Måske handler det mere om, at vi i dag bliver bombarderet med politiske udtalelser konstant.«
Signe Molde aner ikke, hvem hun skal stemme på. Det skifter fra dag til dag. Ligesom mange i hendes egen generation er hun ikke en tro vælger. Det er den nutid, politikerne står i. Den betyder, at de mere end nogensinde i en snarlig valgkamp skal vise, hvem de er, siger hun. Satirikeren og værtens gode råd til politikerne er derfor banalt. De skal være mere ærlige.
»Vi vælgere er ikke dumme. Vi kan jo godt gennemskue det, når politikerne bibeholder det der kontrollerede spinrum. Men de skal passe på. Den mulige konsekvens er, at vælgerne savner ærligheden så meget, at de vælger et menneske som Klaus Riskær Pedersen.«
