Hvis nogen havde troet, at Esben Lunde Larsen (V) ville hjælpe med at kaste mere lys over, hvorfor han forlader regeringen, så blev de formentlig skuffet under onsdagens ministeroverdragelse i Miljø- og Fødevareministeriet.
Den nu tidligere miljø- og fødevareminister holdt en kort tale, hvor han citerede filosoffen Søren Kierkegaard, roste den kommende minister og ellers mest takkede sine kolleger, politiske venner og samarbejdspartnere.
»Jeg har aldrig været optaget af tanken om at skrive biografier, hvor man korrekser historien og alle dem, der tydeligvis aldrig forstod tingenes rigtige sammenhæng. Jeg har heller aldrig været optaget af eftermæle,« sagde Esben Lunde Larsen i sin tale, hvor han overdrog ministeransvaret til nu forhenværende politisk ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V).
Overdragelsesforretningen var knap overstået, før Esben Lunde Larsen skyndte sig væk fra den ventende presse og i hastige skridt forlod arrangementet i Miljø- og Fødevareministeriet. Han undlod at besvare spørgsmål og begrunde sin exit, som det ellers er traditionen for afgående ministre.
Tid til at prøve noget nyt
Efter Esben Lunde Larsen sent tirsdag meddelte på Facebook, at han går af og ikke genopstiller ved næste folketingsvalg, er der blevet spekuleret i årsagerne til beslutningen. Er han blevet fyret? Er han nedslidt efter mange møgsager, eller ligger der personlige grunde bag beslutningen?
»Tiden er nu til at prøve noget nyt - det bliver spændende at se hvad,« skrev han på Facebook.
I et kort interview på DR.dk begrunder han sin afgang med, at »jeg har spændende ting foran mig, som jeg har lyst til at engagere mig i.«
Men ellers er der ikke umiddelbart nogen forklaring fra den tidligere minister.

Mange dårlige sager
Esben Lunde Larsens ministertid har dog på mange stræk udgjort et rædselskatalog over dårlige sager. Han er blandt andet blevet beskyldt for at pleje sin families særinteresser i en sag om kæmpe vindmøller, og allerede kort efter sin tiltræden gjorde han sig bemærket, da han som forskningsminister tilkendegav, at Gud havde skabt Jorden. Senere har han dog understreget, at hans personlige tro ikke vil påvirke, hvordan man forsker i Danmark.
Den mest belastende sag er dog formentlig kvotekongesagen, hvor han måtte undskylde og beklage adskillige gange, efter Dansk Folkeparti havde sået tvivl om deres tillid til ham. Han fik også en stor næse i sagen.
Esben Lunde Larsen havde angiveligt tilbageholdt oplysninger for Folketinget om mulige indgreb mod de såkaldte kvotekonger, der ejer fiskekvoter for mange millioner kroner.
Senere beskrev Berlingske, hvordan Esben Lunde Larsens tilbageholdelse af oplysninger var mere systematisk end hidtil kendt. Dansk Folkeparti omtalte de nye oplysninger som alvorlige og indikerede på ny, at et flertal var klar til at vælte Esben Lunde Larsen.
Kort tid efter fratog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fiskeriområdet fra Esben Lunde Larsen. Ifølge Dansk Folkeparti var de nye afsløringer den direkte årsag til den beslutning, mens statsministeren fastholdt, at der lå politiske grunde bag.
Afgang er et »kæmpe mysterium«
Det er uvist, om de mange nedslidende sager er den direkte årsag til, at Esben Lunde Larsen nu forlader toppolitik. Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, har han haft en usædvanlig hård ministertid. Det har slidt på ham, og det har slidt på partiet, vurderer han.
»Derfor har jeg svært ved at se, at han forlader sin ministerpost frivilligt. Meget tyder på, at han har fået et prik på skulderen med besked om, at der ikke længere ville være plads til ham. Det har igennem længere tid lydt i Venstre, at han kunne være på vej ud,« siger Thomas Larsen.

Jarl Cordua er radiovært og har som politisk kommentator fuldt Venstre tæt i mange år. Han har været medlem af partiet siden ungdomsårene og har stadig tæt kontakt til centrale folk i Venstre.
Esben Lunde Larsens afgang undrer ham, fordi han bliver set som en politisk figur, der kan være med til at præge Venstre i mange år fremover.
»Det er et kæmpe mysterium, hvorfor han går af. Esben Lunde Larsen har mange upopulære sager bag sig, men i Venstres kernebagland bliver han faktisk ikke set som en belastning. Han har høje personlige stemmetal og kunne formentlig sagtens fortsætte som en central figur, hvis Kristian Jensen bliver partiformand. Derfor undrer det mig, at han forlader politik helt og fuldstændigt og uden at give en nærmere forklaring.«
Jarl Cordua peger dog på, at det er realistisk, at Esben Lunde Larsen måtte gå af, fordi sagerne kom til at fylde for meget, og fordi hans ministertid skygger for Venstres nye grønne profil.
»Det er en nøgtern analyse, at han foregriber en politisk fyring ved selv at gå af. Han stiller ikke op til interviews om sin afgang, og dermed tyder det på, at han ikke er enig i beslutningen om at gå af. Men vi ved det reelt ikke,« siger Jarl Cordua.
Læs mere om kvotekongesagen her.
Læs en større baggrundshistorie om forløbet bag kvotekongesagen her.