Det sker igen og igen. Jeg ser en serie og bliver skuffet over slutningen.
Jeg følger helten gennem talløse afsnit og føler mig uforløst over de sidste minutter.
Første gang var faktisk Sir Arthur Conan Doyles dybt frustrende »The Final Problem« på bog og film:
Man sidder som dreng og følger verdens skarpeste Sherlock Holmes og hans konkurrent i form af den endnu skarpere Moriarty gennem Londons underverden og må så se hele molevitten ende med en dum kamp på næver!
Eller tag »Sopranos« for godt et årti siden. Tony sætter sig ind på en restaurant, bestiller »Don't Stop Believin'« på jukeboksen, venter på datteren Meadows held med noget parallelparkering udenfor - hvorpå alt bare går i sort og lader alle os fans gennem seks sæsoner sidde med tungen ud ad vinduet.
Alle var rasende dengang. Tusinder ringede og klagede over serien som helhed. Helt som tusinder for nylig var tossede over en hel sæson af »Game of Thrones« og krævede en ny slutning.
Jeg forstår dem. Serier uden slutning er om muligt mere frustrende end serier med dårlige slutninger. Man har givet sig hen i tryg forvisning om eksistensen af en større plan med hele - og må indse, at den måske aldrig har været der.
Den vi ikke taler om
»True Detective« har været særlig slem på den konto.
Jeg elskede første sæson med Matthew McConaughey og Woody Harrelson og fandt deres botaniseringer rundt i menneskets mørkeste sider helt åndeløse. Og hadede slutningen med den dumme kæmpe og mere nævekamp.
Og jeg blev stadig mere vild med tredje sæson - rigtige fans taler ikke om den håbløse i midten - og hørte endda, at noget nær familie havde truffet hovedskikkelsen Mahershala Ali i et tysk supermarked for ikke så længe siden. Men jeg måtte også se den forrygende opklaring ende med en mor og en datter i noget forhave. Og jeg fandt aldrig rigtig ud af hvorfor.
De gode eksempler på det dårlige er talløse: Tag fantastiske »Rectify« om den uskyldigt dømte fange og hans arbejde med et nyt liv og jagt på den virkelige forbryder. Eller tag nyklassikeren »Bodyguard« med Richard Madden som livvagten og Keeley Hawes som ministeren spundet i britisk politiks værste sider.
Og hvorfor så det? Hvad fejler deres slutninger? Dét er netop problemet: Jeg kan simpelthen ikke huske det. Og fordi jeg ikke kan huske det, gider jeg heller ikke tjekke det - for jeg mister ligesom interessen på forventet efterbevilling.
Undtagelserne findes. Hvis man ikke har set »Sharp Objects« med Amy Adams som journalisten med den værste mor i nyere fiktion, kan det ikke gå hurtigt nok - også fordi serien så fuldstændig uforglemmeligt falder på plads under rulleteksterne til allersidst.
Min egen punchline her til sidst? Jeg har ikke fundet den endnu og slår altså mig selv for munden. Og fordi jeg ikke engang skal videre til næste sæson, har jeg ikke nogen undskyldning.
Klummen her glider altså ud i det rene ingenting og vil alene derfor være ude af sind allerede i morgen. Retfærdigt eller ej.
