TV-serie: Den ny sæson af True Detective er mørk som natten og byder på skuespilpræstation i verdensklasse

Den længe ventede tredje sæson af »True Detective« har premiere i dag. Og mens filmens superstjerne hæver barren for skuespil i TV-serier, så er selve mordmysteriet ikke blandt de bedste, vi har set. Dette er en spoilerfri anmeldelse.

14BKUTRUE-DETECTIVE-112757-.jpg
Det er ikke nødvendigt at se de to første sæsoner for at nyde dramaet i sæson tre af »True Detective«. Faktisk er det bedst bare at springe sæson to helt over. På billedet Mahershala Ali og Stephen Dorff. Foto: Warrick Page/HBO) Fold sammen
Læs mere

True Detective Sæson 3,

TV-serie på HBO Nordic. Medvirkende: Mahershala Ali, Stephen Dorff og Deborah Ayorinde.
Denne anmeldelse er baseret på afsnit 1-5. Der er otte afsnit i alt, og det første har premiere mandag..

Det er mørkt – kulsort faktisk – og midt i mørket vandrer en mand.

To børn forsvandt sporløst; måske blev de dræbt. Forbrydelsen fortærer nu mandens liv, for han er efterforskeren, der burde opklare den. Ingen føler sig mere skyldig end han. Så dér vandrer han i vildnisset med kulsort samvittighed. Fuld af anger, fuld af traumer, fuld af frygten for at miste den sidste rest af sig selv. På spor af intet, udelukkende styret af andres skæbner.

Under Vietnamkrigen, inden han blev betjent, var manden en af hærens stifindere. Ofte forsvandt han ind i junglen i flere dage ad gangen. Når han vendte tilbage til sin deling var det med dystre hemmeligheder og adskillige vietcong-skalpe. Hemmelighederne er for længst glemte, kun hans traumer lever videre. Sådan vandrer politidetektiv Wayne Hays i mørket, og sådan er tonen i den længe ventede tredje sæson af HBO-serien »True Detective«.

Første sæson bjergtog i 2014 fans af kvalitets-TV-serier med sublime præstationer af Matthew McConaughey og Woody Harrelson, der løste et dybt originalt mordmysterium, der fik vi nørder til at diskutere, om det var den bedste krimiserie siden sæson et af »Twin Peaks«. Sæson to af »True Detective« – hver sæson er selvstændige historier med nye casts – var til gengæld noget forhastet udgivet rod og en enorm skuffelse. Se den første, hvis du ikke har været der, men spring roligt over sæson to.

Forventningsafstemning

Med andre ord kan det gå begge veje med »True Detective«, så lad os lige forventningsafstemme i forhold til den helt nye sæson, inden vi går videre til detaljerne i bedømmelsen:

Hvis du overvejer at se den nye sæson, fordi du håber, at den er på niveau med seriens mesterlige jomfrusæson fra 2014, bliver du skuffet. Så højt flyver vi trods alt ikke.

Hvis du overvejer at se den nye sæson, fordi du håber, at den leverer et dybt originalt mordmysterium, der skiller sig ud fra hoben af seriemorderserier på streamingtjenesterne, bliver du skuffet. Selve krimiplottet er ordinært; set mange gange før.

Men hvis du derimod overvejer at se tredje sæson, fordi du håber, at den har et unikt præg, der alligevel gør den værd at bruge otte timer af dit liv på, så bliver du glad. For Mahershala Ali spiller detective Wayne Hays, og hans portrættering af en mand med både PTSD og hukommelsestab, en mand, der evindeligt famler efter at træffe de rigtige valg i en umulig situation, er direkte mesterlig.

Får andre til at vokse

I 2017 vandt Ali en Oscar for Bedste mandlige birolle i »Moonlight« – en film, hvor han blot var på lærredet i sammenlagt 11 minutter. I »True Detective« er han med i stort set samtlige scener, og – tro mod seriens tidligere sæsoner – følger vi ham på flere tidspunkter i livet: I 1980, hvor forbrydelsen fandt sted. I 1990, hvor sagen genåbnes. I 2015, hvor han deltager som kilde i en ny dokumentar, der drejer sig om sagen. Han spiller alle tre varianter af sin rolle perfekt. Særligt som ældre, nedslidt mand i 2015-delen stråler han og er godt hjulpet af sminkearbejde i verdensklasse.

Hvor mange skuespillere fra øverste hylde suger al energien til sig, som var de et filmisk sort hul – tænk blot på den næsten altid råbende Al Pacino – så er Mahershala Ali typen, der får alt og alle omkring sig til at vokse. Hans makker i serien spilles af Stephen Dorff, der havde et næsten-gennembrud i 90erne som skurk i vampyrhittet »Blade« men siden forsvandt ud i B-filmenes obskuritet. Fysisk minder han med sine blonde lokker og det vejrbidte ansigt om Robert Redford, og han spiller rollen alvorligt og sammenbidt. Aldrig falder han igennem i scenerne, han deler med Ali. Selv ikke når plottet er lidt vel forudsigeligt, og dialogen floskelfyldt.

Kemien er dog endnu stærkere mellem Ali og seriens spændende kvindelige hovedrolle, spillet af Deboyah Ayarinde. Scenerne mellem de to byder på praktisk talt alle følelser fra lystfuld kærlighed til rå had, og de er en fryd at følge. Men fælles for både Dorff og Ayarinde er, at deres præstationer er stærkest, når de er på skærmen samtidig med Ali.

Selv når Ali er alene i en scene, sker der ting og sager. Sæsonen igennem forfølges han af sine traumer, og på intet tidspunkt overspiller han sin frygt og sin forvirring i scener, der kunne være faldet til jorden med en mindre subtil og moden skuespiller i front. En i TV-serie-regi uhørt god præstation.

En kopi af en original

Desværre er det primært nævnte kemi mellem skuespillerne og den dystre stemning generelt, man skal se sæson tre for. Dialogen rammer aldrig niveauet fra sæson et, der i enkelte afsnit føltes som filosofitime – blot med pistoler. I denne sæson bliver der talt og filosoferet mindre, og emner som racisme og amerikansk forfald behandles mere indirekte end tidligere i serien.

Seere, der nød første sæson, vil opdage, at der ellers er gjort utroligt meget for at genskabe succesen. Først og fremmest er vi atter ude midt i ingenting i USA med et par halvfordrukne mande-politimænd i hovedrollerne. Der er atter hints om et okkult motiv bag forbrydelsen, og serien går også denne gang utroligt langsomt – af og til på grænsen til det provokerende.

Egentlig er det positivt, at serieskaber og manuskriptforfatter Nic Pizzolatto er bevidst om, hvilke virkemidler, der gjorde sæson et til et hit, og som han i den grad manglede at kanalisere ind i sæson to. Men Pizzolattos styrker bliver til svagheder, når han adskillige gange lægger sig alt for tæt på sin største succes. Der er simpelthen scener, både actionsekvenser og plotforløb, der er kopieret fra sæson et, både når det gælder form, og sågar hvornår de optræder i kronologien. Det samme gælder selve fortællerammen, hvor handlingen er strukket ud over 25 år.

De mange gentagelser og det generelt svagere plot, får sæson tre til at fremstå som en glimrende kopi af en mesterlig original.