Jeg fortæller det ikke til nogen, da jeg køber mine billetter til Lalandia. Der kommer ingen Facebook-opslag, ingen opkald til vennerne. Det er bare noget, vi ordner i stilhed. Dankortet og jeg.
Jeg ved nemlig godt, hvad min københavnske vennekreds tænker om den danske feriefabrik, der hvert år får besøg af en million gæster, der plasker og smasker sig gennem de to gigantiske centre i henholdsvis Rødby og Billund.
Tidligere på året har jeg været på tur med Oslo-båden med min søn. Det syntes mine venner var sejt på en skæv og nostalgisk måde. Men når det kommer til Lalandia, sætter de grænsen.
»Jeg kan slet ikke holde tanken om klor og dårlig mad ud,« siger en veninde.
En kendt dansk forfatterinde betror mig, at hun har været der flere gange.
»Børnene elsker det,« siger hun. »Og det er faktisk også ret fint at sidde og kigge på alle de tatoveringer, folk har. En gang imellem skimter man en anden person fra den kreative klasse. Så undlader man at hilse«.
Lalandia er tilsyneladende kulturelitens værste mareridt – tilsat fritureduft og strækmærker og andre ting, som det er nemt at hade.
Jeg siger til mig selv, at det bliver super fint og sørger så alligevel for at medbringe frisk stenbiderrogn og blinis fra vores lokale, københavnske fiskehandler. Jeg er bange for det folkelige, griner jeg krukket. Horror Popularibus. Og da vi sidder klar i familiebilen, fortæller jeg børnene om det spændende Lolland og om Rødby, der blev grundlagt i Middelalderen, hvilket man stadig kan se på den lokale Rødby Kirke.
Det historiske indhold synker til bunds i tavshed, mens børnene kigger ud ad hver deres bilvindue.
»Hvor høj er »Aquadomen«?« lyder det så fra bagsædet.
Jorden rundt i Rødby
Lalandia Rødby er 850.000 kvadratmeter fyldt med plastikrutschebaner, vandland og legepladser. Tag alt det, børn elsker, mal det i komplementære farver og gang det med to.
Et flag vajer over selve centret, der er indrettet som en charterdestination, hvor man tørskoet går omkring på skæve, sandfarvede klinker og ser på butikker med baderinge, T-shirts og badesalt.
Dagen igennem er der kø til bowlingbanerne, og om aftenen er der mini-disko med DJen Hr. Plys, der selv ligner en, der har sejlet på de syv verdenshave tilbage i 80erne.
Der er fuldt blæs på klimanlægget, så var det ikke for de store ophængte skærme, der viser børnekanalen Ramasjang, er det næsten som at være på en all inclusive-ferie. En kollega, der holdt ferie i Lalandia sidste år, havde ret, da han skrev, at feriecentret er den eneste græske ø, der ikke er græsk og ikke er en ø.
I selve vandlandet, det såkaldte Aquadome, har man tilmed drysset lidt mere international kolorit ud med løs hånd. Gennem det subtropiske klima smiler en gråmeleret plastikelefant tappert til os fra tårnet, der holder de tre snirklede rutschebaner, mens en hinduistisk gud i havfruestilling har fået den ærefulde placering over den orange kæmpespand, der hver halve time vælter 1.200 liter vand ud over badegæsterne.
Det er en af min datters helt store øjeblikke, når mennesker, »også de voksne«, frivilligt stiller sig hen under spanden.
»Der er slet ikke nogen, der bliver sure, når de får vand i hovedet,« udbryder hun hver gang.
Der er heller ingen sure miner på Bones, hvor vi spiser Spareribs og oksemørbrad torsdag aften. Børnene får udleveret hver deres røde ballon, menukortet lokker med »Husets røde«, en Zinfandel til 55 kroner glasset, og servicen er mere smilende, end vi er vant til fra københavnske restauranter i samme prisklasse.
Da børnene får adgang til soft ice-buffeten, kulminerer aftenen. Min datter bedyrer, at det er den bedste ferie, vi nogensinde har været på.
Jeg bestiller et glas rødvin til. Tjeneren fylder godt op.
Ingen værdi i ren afslapning
Hvordan skriver man om en ferie, der dybest set opfylder alle ens krav, men som samtidig er så forkætret og dårlig smag som Lalandia?
Det tænker jeg over fredag formiddag, hvor jeg går omkring på feriecentrets pseudo-hellinistiske brolægning og ser på familier, der spiller minigolf til lyden af ældre Rasmus Seebach-hit.
Alle ser afslappede ud. En far i fleecebukser viser sin søn, hvordan man snyder uden at blive opdaget. På skøjtebanen løber en mor med børn i hver hånd.
Mine egne børn er parkeret i Monky Tonky-legelandet. Gennem ruden kan man se, hvordan min datter forsøger at mase sin lillebror igennem to store plastikruller, der kører rundt på et sort stativ. Heldigvis kan man ikke høre dem på min side af ruden.
På den måde er vandlandet vinterferiens svar på en Toyota.
Den virker, og den får os tørskoet igennem en uge med to små børn. Men smart ser det ikke ud. Ingen er imponerede på de sociale medier. Heller ikke jeg nævner, at det er noget af det mindst stressende, jeg har foretaget mig i nyere tid. Måske kan Lalandia faktisk være svaret for alle os, der synes, at det er svært at få enderne til at mødes.
Den teori lufter jeg for Christian Jantzen, der er professor i kultur- og medieteori.
Jantzen, der i øvrigt aldrig selv har været i Lalandia, og som foretrækker franske film med mange ord, er nu ikke så sikker. Godt nok er der ikke længere forskel på høj- og lavkultur. Alligevel, siger han, er der stadig nogle parametre, der afgør, hvordan vi placerer oplevelser på en skala over fint og ufint.
»Det, som motiverer nutidens mennesker, er ønsket om det autentiske. Noget, som fortæller mig noget om, hvor jeg kommer fra. Det betyder, at lavkulturelle produkter som f.eks. Olsen Banden-film kan få en højkulturel værdi på grund af deres nostalgiske indhold,« siger Christian Jantzen og sætter fingeren på et andet af de ønsker, der kendetegner det moderne menneske.
»Vi har et ønske om at være enestående. Det, som sker i Lalandia og på all inclusive-feriestederne, er, at der kommer en masse mennesker, der ikke er interesserede i at udmærke sig. Man kommer for at få fuld forplejning. Badeferien er ren afslapning. Min fordom er, at folk, der tager dertil, spiser på en grim måde, larmer i svømmepølen og ser ukontrollerede ud. Det er med andre ord et sted, hvor der er meget lidt selvkontrol. Og selvkontrol er noget, der er forbundet med enorm status.«
Forskellen på os
Fredag formiddag er vores sidste dag i Lalandia. Jeg har pakket brætspillene ned sammen med bøgerne, vi ikke fik læst. Badetøjet ligger klar på sengen til en sidste tur i Aquadomen.
Den højloftede badehal er fyldt af folk, der skal mærke det sidste sus af adrenalin og klor, før ferien slutter. På bænkene foran »Oasen« sidder ægtepar i pangfarvet lycra og spiser den anbefalede kebab med orangestegte pommes frites. En ringende klokke angiver, at det atter er tid til, at kæmpespanden vender sig om og banker 1.200 liter vand ned i hovedet på den stadigt større flok af folk, der står og venter.
Jeg forsøger at fortælle min 10-årige om den Ole Lund Kierkegaard-bog, hvori en af drengene lærer de andre at stå og glo op i himlen. Står man der længe nok, vil en flok automatisk samle sig og se samme sted hen. Men barnet når ikke historiens afslutning. Hun vil hellere have vand i ansigtet.
Mens jeg venter på hende, ser jeg ud ad vinduet, hvor en mor og en voksen datter står iført badehåndklæder og ryger formiddagssmøger. Selvom begge ryster af kulde, ser de faktisk glade ud. Moderen smiler til sin datter gennem sit pandehår.
Og hvorfor er det egentlig, at man ikke bare kan slappe af i sin ferie? Glemme, at palmerne er af plastik, og at kartoflerne er stegt i friture. Hvis man nu synes, at det er skønt at have tid til at stå og fryse i et vandland, kan det vel også være et godt liv.
Jeg har tidligere haft børnene med til både Filippinerne og Gambia. Bagefter havde jeg næsten brug for en ny ferie. Uden børn, selvfølgelig. Det nævner jeg for Jantzen, der rømmer sig, inden han svarer.
»Som sagt er der jo stadig status forbundet med at arbejde for tingene. Det ændrer sig næppe,« siger professoren, og så fremhæver han vinterferiens guldkalv: Skiferien. En ferieform, der kombinerer det autentiske, det naturlige og det hårde arbejde. Den kommer Lalandia aldrig til at slå.
Jeg er lige ved at erkende nederlaget. Heldigvis er der gode råd fra Jantzen.
»I dag handler høj- og lavkultur ikke så meget om produkterne, men mere om, hvordan vi italesætter dem. Prøv at iscenesætte din ferie med en henvisning til middelalderens idé om Slaraffenland, hvor der flyder vin og øl i åen, og hvor man bare skal åbne munden, så flyver frugten og kyllingerne selv derind. Hvis du kan tale højpandet om det og referere til en masse forestillinger om det gode liv fra 1400-tallet, kan du måske tage et par stik hjem,« siger professoren.
Det er hermed forsøgt.
Børnene er i øvrigt ligeglade. Jeg har allerede lovet, at vi tager af sted igen til næste år. Der er heldigvis plads til masser af rødvin i bilen.
