Mathilde Passer: Jeg var et barn af børn

Som barn måtte Mathilde Passer selv bestemme det meste. Det har ført til en stor følelse af frihed – men også til større respekt for rutiner. »Frihed er også at vide, hvad man skal,« siger skuespillerinden, der er aktuel i »Jeg er sgu min egen«. En forestilling, der har været en kæmpe udfordring, fordi den minder om det kaos, hun selv kommer fra.

Passer
Der skulle flere forsøg til, før Mathilde Passer kom ind på teaterskolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Mathilde Passer ser overskudsagtigt på mig, da jeg stormer ind i hendes lejlighed mere end 40 minutter senere, end vi har aftalt. Det er en forsinkelse så voldsom, at jeg har overvejet en nødløgn, der kan kompensere for den elendige sandhed, at jeg bare kom forkert – og for sent – ud ad døren. Men Mathilde Passer tager det helt roligt.

»Jeg skal ikke nå noget lige foreløbigt,« siger hun og sætter havredrik og espresso på bordet, mens jeg spekulerer på, om den afslappede tilgang til klokkeslet kommer af at vokse op i et kreativt miljø. Der er i hvert fald masser af antiautoritær pædagogik og eksperimenterende familiestruktur i Passers private baghave.

»De første mange år af mit liv boede min mor og jeg hos min mormor. Vi var tre ligestillede kvinder i familien, der boede i en kæmpe villa, der var meget Karen Blixen-inspireret. Der var store porcelænsleoparder ved indgangen og et planteværelse, som min mormor sov i,« fortæller Mathilde Passer, inden hun fortsætter sin beskrivelse af noget, der kunne stamme fra en film om 70erne. Også selv om det hele foregik i Glumsø i 90erne.

»Der var ingen rammer. Holdningen var, at jeg selv kunne bestemme. Min mor var sådan lidt: »Hvad har du lyst til i dag, Mathilde?«. Hvis ikke jeg gad skolen, kunne jeg altid blive undervist derhjemme. Så legede vi »Hvad er din yndlingskrig« eller læste bøger. Hvis noget var galt, blev der lavet noget hønsekødssuppe – og så talte vi om det.«

De kreative rammer har deres forklaring. Morfaderen, som Mathilde aldrig har mødt, var Dirch Passer, og der var – med hendes egne ord – nok af gamle penge og store drømme på matriklen. Også selv om mormoderen var en speciel karakter, der kunne finde på at bede barnet skifte tøj, hvis ikke farven passede til humøret.

»Men jeg har aldrig følt mig dum, jeg kunne spørge om alting og blev hørt. Jeg var den tredje voksen.«

Ikke bange for at ramme forkert

Selvfølgelig er det oplagt at begynde et portræt af Mathilde Passer med en beskrivelse af barndomshjemmet. Med efternavnet Passer kommer man ikke udenom, at de fleste føler, at de kender hendes udgangspunkt.

Mathilde Passer står her med sin moster Dorte og sin mor Josefine Passer ved siden af Dirch Passer-statuen, der blev afsløres foran Revymuseet på Frederiksberg sidste år. Dorte og Josefine var den kendte komikers eneste børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

I dag bor 26-årige skuespiller i en Frederiksberg-lejlighed uden hverken leoparder eller plantehaver. Til gengæld er der kunst på gulve og vægge. Og opvæksten sidder i livssynet.

»Jeg søgte ind på teaterskolen med en frihedsfølelse. Jeg har altid følt, at jeg kunne drømme stort og tale med de mennesker, jeg mødte. At jeg kunne, hvad jeg ville,« siger Mathilde Passer og kigger direkte på mig.

»Jeg er ikke bange for at ramme forkert.«

Hun indrømmer, at det positive livssyn kommer naturligt til hende. Hun kan lide at give kærlighed til andre. Også dem, hun ikke kender.

»Jeg er fisk af stjernetegn, og jeg tror oprigtigt på, at det er vigtigt, at møde andre mennesker og se dem i øjnene. At man skal forsøge at være ligeværdige.«

»Frihed er også at vide, hvad man skal.«


Kærligheden til andre personer kommer også til udtryk gennem Mathilde Passers forhold til idoler. Der er konstant mindst fire personer, hun ser op til. Sådan rigtigt.

»Jeg er fan af folk i alle mulige kategorier, som jeg dyrker og følger med i. Jeg synes, at det giver mig en hel masse, fordi jeg begynder at forstå, hvordan folk kan opfatte ting og reagere på ting. Og så kan jeg lære af dem. Hvis man altid har tre mennesker, man kan lade sig inspirere af, så har man også en retning.«

Mathilde Passer understreger dog også, at der er udfordringer ved at have det livssyn. For hende ramte det, da hun søgte ind på teaterskolen. Uden den store forberedelse og helt uden at bruge det store netværk, som hendes opvækst havde givet hende. Pludselig ramte det hende, at hun ikke bare kunne gøgle sig gennem fremtiden.

»Jeg havde nogle år, hvor jeg ville lidt af det ene og lidt af det andet. Mit første forsøg med Teaterskolen bestod, i at jeg googlede noget Storm P og fandt en monolog med en fuld mand, som jeg så opførte. Stik imod alle gode råd om at vælge en karakter, der er nogenlunde på ens egen alder.«

En ny slags kærlighed

Det gik heller ikke så godt. Fire gange måtte hun søge ind, før det lykkedes. Og først da hun blev optaget, begyndte kampen.

»Folk har altid sagt, at »teaterskolen er jo ikke den virkelige verden«, men det var det i den grad for mig. Pludselig opdagede jeg, at der var der kæft, trit og retning. Jeg kunne ikke bare rende rundt og sige, hvad der passede mig. Der var mennesker, der forventede noget af mig. Det var en kæmpe kærlighedsfølelse at gå der, men det var også en helt ny kærlighedsfølelse.«

En kærlighed med rammer og struktur. Ikke at det var uvant for Mathilde Passer. Hun havde også set det hos sin far, som hun boede hos i sin ungdom, men hun havde alligevel ikke regnet med, at det ville slå så hårdt.

»Der er så mange fantastiske og gode ting at sige om mit barndomshjem, men jeg mener også, at der er meget godt i faste rammer. Frihed er også at vide, hvad du skal. At der bliver stillet krav. At man er barn uden at skulle være veninde med de voksne og deltage i deres samtaler om økonomi og karriere,« siger Mathilde Passer om en af de mere negative sider af opvæksten.

»Jeg har på forhånd tilgivet mig selv for de synder, jeg kommer til at begå som mor, men jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke skal dele mine problemer med mit barn. Gør man det, ender det med, at man er tre voksne i stedet for et barn og to voksne. Eller at man bliver barn af børn. Det var jeg. Og som barn var det mit eget ansvar at lægge deres bekymringer fra mig.«

På scenen kan man ikke bare være sig selv

Efter sine kuldslåede forsøg på at komme ind på Teaterskolen, opdagede Mathilde Passer, at det nyttede noget, hvis hun trænede og øvede sig. Hun begyndte at gå mere i teatret, hun læste bøger. Hun tog på højskole og gjorde skuespildrømmen til en del af sin identitet.

Og nu er hun her så med sin første egentlige hovedrolle som Annie i »Jeg er sgu min egen«. En forestilling om en ung kvinde, der føler sig fri og legesyg – men som konstant bliver banket på plads af sin omverden. Den lyder næsten for oplagt. Som om de to kvinder er den ene, samme erfaring.

»Ja!« sukker Mathilde Passer.
»Jeg er virkelig kommet på noget af en opgave. Det er faktisk meget sværere, end jeg troede, at det ville være – for på en måde er Annie jo mig. Men jeg kan ikke bare rende rundt på scenen og være Mathilde. Det er der ingen, der gider at se på. Det dur måske i et talkshow, men ikke på Nørrebro Teater

»Jeg kan godt se, at der var mange bekymrende voksne omkring, da jeg var barn, men du kan sagtens undvære strukturer, hvis der er kærlighed,« siger Mathilde Passer, der er vokset op med meget kreative rammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

For at gøre det spændende bliver man nødt til at arbejde med kroppen, forklarer Mathilde Passer. Man skal fjerne de vaner, man har, så man ikke bare går på scenen og er sig selv.

»Vi bliver nødt til at gøre det til noget andet end mig selv. Der kræver noget disciplin.«

Og noget kærlighed?

Mathilde Passer griner.
»Jeg kan godt se, at der var mange bekymrende voksne omkring, da jeg var barn, men du kan sagtens undvære strukturer, hvis der er kærlighed. Af samme grund er det synd, at det er blevet så regelret i dag, for man kan sagtens leve på alle mulige måder. Kærlighed er forudsætningen. Men de faste rammer har også deres betydning. Og når det kommer til teatret, så skal der immervæk disciplin på drengen. Ellers fungerer det bare ikke.«

»Jeg er sgu min egen« vises på Nørrebro Teater frem til den 13. april. Ud over Mathilde Passer medvirker også Marie Askehave, Anne Sofie Espersen, Tom Jensen med flere. Instruktør er Niclas Bendixen.