Tid til selvransagelse: Dansk teater kigger på sjælelivet i krise

Flere af sæsonens forestillinger handler om det helt nære. Det er godt, men flere eksperter efterspørger stykker, der tør gå direkte på nogle af tidens store emner.

To ægtepar spiller badminton mens verden forfalder. Sådan ser det ud i "Mixdouble" - et af flere stykker, der kigger indad på det moderne menneske
To ægtepar spiller badminton mens verden forfalder. Sådan ser det ud i "Mixdouble" - et af flere stykker, der kigger indad på det moderne menneske Fold sammen
Læs mere

Hver torsdag mødes to ægtepar og spiller badminton. Mens klimaet brænder, og verden står i flammer, er de fire personer mest optaget af, om bolden er ude eller inde.

Sådan lyder historien i Lærke Sanderhoffs parforholdsdrama  »Mixdouble«, der blot er et af flere stykker, der satser på det menneskelige drama denne sæson.

Christina Hagens »Med mig selv i mine arme«, Folketeatrets »Dansen med Far« og Tue Bierings »Mod Alle Odds« beskæftiger sig med fertilitet, faderfigur og fremtidsudsigter og viser, hvordan teatret – stadigvæk – er præget af historier med et intimt fokus. Sådan har det med få undtagelser været siden 80erne, forklarer teaterforsker Stig Jarl fra Københavns Universitet.

»Der er rigtig meget dramatik, der peger ind mod de nære relationer. Vi har også et vist fokus på noget, der går helt tæt på som selvmordet, der både er brugt som emne på Aarhus Teater og Teater Momentum, og som snart er i fokus på Teater Republique. Der bevæger vi os virkelig dybt ind i det mest eksistentielle, vi kan, nemlig, om man vil udslette vores egen eksistens. Så der er en vis tendens til, at vi kigger på det, der handler om det enkelte menneske«.

Stig Jarl suppleres af Rie Hammer, der er chefredaktør på scenekunstsitet Iscene.dk.

»Jeg synes, at der er rigtig mange forestillinger lige nu, der handler om, hvorvidt vi blev de mennesker, vi gerne ville være,« siger hun.

Dansk dramatik er for forsigtigt

Der var engang, hvor dramatikken som udgangspunkt var samfundsengagerende.

I mellemkrigstiden tog teatret meget stilling i samfundsdebatten, og flere forestillinger kæmpede for at ændre historiens udvikling. Efter krigen tog det absurde teater over, men allerede i midten af 60erne vendte den samfundsengagerede dramatik tilbage.

I dag er det i stor stil afløst af mere selvransagende fordybelse. Og det er også spændende nok, siger Rie Hammer, der er chefredaktør på Iscene, der kalder sig et »webbaseret nyhedsmedie om scenekunsten«. Alligevel savner hun noget. Som f.eks. forestillinger, der satte mere radikalt spørgsmålstegn ved de store samfundsspørgsmål, eller personlige fortællinger.

Rie Hammer, chefredaktør Iscene

»Det kunne være spændende at se flere danske forsøg på at tage fat på de aktuelle politiske tematikker og sætte dem ind i nye formate«


»Vender du f.eks. blikket mod Tyskland, er der flere radikale tiltag, hvor kunsten i den grad er med til at stille spørgsmålstegn ved gængs lovgivning, egen moral og samfundsnormer. En gruppe som Zentrum für politische Schönheit tager f.eks. fat i den bølge af fremmedhad, som lige nu er ved at få fodfæste i Tyskland, mens #Metoo også har fået sin egen sceniske forestilling,« siger Rie Hammer, der ikke ser helt den samme energi i Danmark.

»Der er masser af tiltag omkring i landet, og instruktører som Christian Lollike og Tue Biering har taget udfordrende livtag med såvel form som indhold, men jeg oplever alligevel en lidt forsigtig tilgang hos flere danske dramatikere,« uddyber hun.

»Det er virkelig ikke, fordi jeg ønsker at komme tilbage til det politiske teater, hvor man helst selv skulle være del af forestillingen og gerne som del af et setup fra Rote Armee Fraktion, men det kunne være spændende at se flere danske forsøg på at tage fat på de aktuelle politiske tematikker og sætte dem ind i nye formater.«

De sikre valg dominerer

Niels Erling, der er nyudnævnt leder af Teater Momentum, er enig. Han understreger, at det især er de store scener, der mangler stykker med samfundsrelevant indhold. De fleste chancer tages nemlig stadig i mellemlaget af dansk teater, mener Niels Erling.

»Tue Biering og Christian Lollike tør godt tage direkte fat på emnerne, men med enkelte undtagelser arbejder de også mest på deres egne scener eller på mindre scener. De store teatre er i høj grad præget af klassikere og mere sikre valg,« siger Niels Erling, der som instruktør har mærket en stor efterspørgsel på sikre forestillinger.

»Når jeg holder møde med teaterchefer, bliver jeg altid mødt med: »Hvilken klassiker ser du dig selv lave?«. Man kan godt lide at sige, at »Medea« er evigt relevant, fordi der er mennesker på flugt, og at »En Sælgers Død« er relevant, fordi den handler om en mand, der har det svært med, at samfundet ændrer sig. Det kan jo være rigtig nok, men rigtig tidssvarende er det ikke«.

Hvad brænder hos dramatikerne

Både Niels Erling og Rie Hammer understreger, at dansk teater er mangfoldigt. Det går godt i disse år, og samlet set er der noget for enhver smag. Men måske er der et problem i den måde, man finder sine stykker på. Det mener Niels Erling.

»Når du ser mange spændende stykker i USA og Tyskland, er det også, fordi man har en stor respekt for at lade kunstnere arbejde selv. I Danmark er det alt for ofte sådan, at dramatikerne skal lave et værk, der passer ind i en salgskontekst. Man burde hellere gå til dramatikerne og sige: »Hvad brænder hos dig?«, for det er kunstnerne rigtig dygtige til at mærke,« siger Niels Erling.

Den analyse er Stig Jarl enig i. Han understreger, at dansk teater lige nu peger i så mange retninger, at det går godt. Men også han glæder sig til, at Tue Biering og Christian Lollike bliver udfordret på deres område, så de ikke er så alene om at sætte tænderne i tidens gang.

»Jeg så gerne nogle flere instruktører, der udfordrede de to instruktører på deres egen bane. Vi har mange forestillinger, der tør se på de mennesker, vi er. Som »Skam«, der handler om de unge menneskers egen navle. Men det ville være dejligt med et teater, der kunne engagere de helt unge med forestillinger, der kiggede op og ud i verden«.