Kun to pct. af den kunst, der sælges på auktioner, er skabt af kvinder, viser en omfattende, global undersøgelse foretaget af organisationen In Other Words og Artnet News. Den konklusion har fået Michael Thouber, direktør i Kunsthal Charlottenborg, til at reagere. Der skal indføres kønskvoter i kunstverdenen. Branchen har ladet stå til alt for længe.
Over de næste ti år skal halvdelen af den kunst, der indkøbes til samlinger på offentligt støttede museer i Danmark, være skabt af kvinder, foreslår Thouber. Men hans forslag har flere facetter end det. Kvinder skal sidde på halvdelen af udstillingsprogrammet på offentligt støttede udstillingssteder, ligesom der skal være minimun 50 pct. kvindelige kuratorer og 50 pct. kvindelige skribenter til kataloger.