I den forgangne uge offentliggjorde tænketanken CEPOS en liste over den gennemsnitlige indkomst for 275 lange videregående uddannelser. Det kommer nok ikke bag på ret mange, at den sikre vej til de højeste lønninger går gennem studier som revision, statskundskab eller jura. Og det er vel heller ikke overraskende, at humanistiske fag er dem, der ligger og skraber bunden. Det overraskende er vel egentlig mest, at vi nu har det sort på hvidt, hvor massivt humanister hører til de absolut lavestlønnede.

Bruger man lønniveauet som en afspejling af, hvilke fagligheder vi vurderer som vigtigst i vores samfund, kan vi blot konstatere, at vi nu har fået datagrundlaget til at dokumentere, hvor lavt særligt udøvende kunstnere og de, der lever af at formidle kunst og kultur, prioriteres.

Når alt kommer til alt, så er det vel vigtigere at honorere en læge for at redde liv end end filosof for at tænke tanker? Ja, på den korte bane, måske.

Lad os lige kaste et blik på selve listen. Første gang vi møder en faglighed med humaniora i ascendanten er på plads nr. 57, hvor vi støder på arkitekten. Nogle pladser længere nede får han selskab af en kandidat i historie. Først på plads 171 møder vi kandidaten i litteraturhistorie. Den absolutte bundplacering udgøres af to udøvende fag – nemlig kandidat i henholdsvis billedkunst og musik.

Der er sikkert mange, som synes, at det er helt i orden, at en kandidat i for eksempel filosofi (nr. 177) ikke får tilnærmelsesvis så meget i løn som en læge (nr. 6). For når alt kommer til alt, så er det vel vigtigere at honorere en læge for at redde liv end filosof for at tænke tanker?

Ja, på den korte bane, måske. Men de seneste måneders fokus på, at det mentale helbred er afgørende for menneskers trivsel, er vel et ret overbevisende argument for, at et sundt og stærkt samfund udgøres både af, at vi har læger, som kan reparere vores kroppes dårligdomme, men også at det store fællesskab løfter og støtter kunsten og kulturen, fordi den giver os indhold, perspektiv og noget at være sammen med andre om.

Det har ikke skortet på opråb fra kunstens verden, når vi har diskuteret ofre for krisen. Gang på gang har vi hørt historier om nødlidende kunstnere og kulturinstitutioner. Og heldigvis har rigtig mange danskere, med statsministeren i spidsen, givet tydeligt udtryk for, hvor vigtigt det er, at vi har mulighed for oplevelser og fordybelse i kunstens rum. Simpelthen fordi den slags oplevelser gør os til hele mennesker og nok også, fordi kunstens oplevelsesuniverser giver os styrke, kraft og trøst til at stå imod særligt i krisetider.

Den slags udtalelser skal vi huske, når vi skal genoprette vores samfund i krisens kølvand. Forhåbentlig har de seneste 12 måneder fået langt flere til også at påskønne det humanistiske perspektiv. Og måske de modigste virksomhedsledere vil se lidt anderledes på, hvilke faglige kompetencer som kan skabe vækst i fremtiden. For vækst kan kun blive skabt af mennesker, som er hele. Mennesker som trives, er nemlig langt mere innovative og produktive. Og den trivsel får vi altså kun, hvis vi også prioriterer kunsten og kulturen i vores samfund. Også når det kommer til den helt kontante afregning.