Mere end 500 kulturinstitutioner er afsendere på et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen (S), hvor de presser på for at få en savnet plan for genåbningen af kulturlivet. De har en oplevelse af at være »parkeret« hos Kulturministeriet, der ifølge underskriverne ikke har de politiske muskler, der skal til for at få en genåbningsplan, der kan give vished i en tid præget af uvished.

Men også kulturpolitiske ordførere slås for at få sådan en plan. Og det er noget, de siger, at de har gjort længe – uden at der ifølge dem selv er sket nævneværdige skridt i den rigtige retning.