Jeg er en midaldrende mand, der er omgivet af børn på min egen alder. Engang forestillede jeg mig, at jeg med tidens fylde ville sidde på en lille café og drøfte livets dybde. Men sådan er det ikke gået.
Medierne er fulde af folk, der hverken kan synge eller danse, tabe sig eller betale deres regninger. Populisterne fylder folkestyret, småborgerne fylder villakvarteret, og granvoksne mandlige venner spørger med ekstatiske øjne, om jeg vil med ud at shoppe.
Shoppe? I kan æde jeres kreditkort, som var de franske kartofler. Er der en voksen til stede?
Sigmund Freud talte om det narcissistiske og driftstyrede barn, der ikke kan se ud over sin egen næsetip og aldrig får fornemmelse for mådehold og de store sammenhænge.
Det er der, vi er i dag med en infantil tilgang til både demokrati og privatliv. Vi er troløse over for politikerne. Troløse over for de sandheder, som det kræver blot en smule tid at sætte sig ind i. Troløse over for vores ægtefæller, som vi nu kan blive skilt fra på nettet.
Se mig, jeg shopper igennem i London.
Se mig, jeg har lige givet statsministeren det glatte lag på Facebook.
Se mig, jeg er 50 år gammel og har mobilen med som sutteflaske.
Et samfund af nydelsesfikserede forbrugsrobotter
Godt så: Jeg er klar over, at den moderne børneborger også kan ses fra en positiv vinkel.
Han er fx dejligt aktiv på de sociale medier, hvor han ligesom alle andre mener noget om stort set alting. Men lad os være ærlige. Børneborgeren er først og fremmest en moderne kværulant og forbrugsmaskine, der ikke er loyal over for noget og slet ikke det fælles bedste.
Han har som et forkælet barn svært ved at afgive magt til nogen autoritet desuagtet, at delegeringen jo er en del af den demokratiske logik. Og han forventer, at de private behov han har, klares af myndigheder og arbejdsgivere, som om det var fællesskabets ansvar at løse individuelle livsstilsproblemer.
Hvis han ikke kan få børn, så skal velfærdsstaten løse det. Hvis han er syg, skal han kureres. Hvis han har spillet sig fra hus og hjem, så skal det ordnes – af nogle andre.
Shoppe? I kan æde jeres kreditkort som var de franske kartofler.
Men hvor kommer han fra, denne børneborger?
Han er skabt af samfundsudviklingens to store tandhjul - først den kulturelle frisættelse og så digitaliseringen. Men han har fået medvind af politikere, der på tværs af venstre og højre-aksen har dyrket forbrugeren (med det frie valg) snarere end borgeren (med de bundne forpligtelser).
Hvilken selvhenter. Børneborgeren fik fuld plade, da Anders Fogh Rasmussen i nytårstalen 2001 indledte regeringens klapjagt på eksperter og smagsdommere. Man kan næsten 20 år senere godt undre sig over, hvordan det kan være, at indsigt og sagkundskab pludselig kan bruges i en nedsættende betydning. Men den var god nok. Alle har ret.
Så intet over og intet ved siden af småborgeren, nu som moderne børneborger.
Det ville være komisk, hvis ikke også det var farligt. Et samfund af nydelsesfikserede forbrugsrobotter er sjældent optaget af ret meget andet end deres egen behovstilfredsstillelse.
Grådighed, had, misundelse. Med de helt små følelser starter fascismen.
