Jeg er glad for de digitale medier. Det er jeg ikke ked af. Jeg indrømmer gerne, at jeg er afhængig af dem, og at jeg ikke længere kan forestille mig et liv uden, og at jeg har det rigtig fint med dét, fordi det at være afhængig på den gode måde – af mad, kunst, sex, hvad ved jeg – er det nærmeste, man kommer en følelse af meningsfuldhed, hvis man som jeg ikke tror på nogen gud eller nogen dybere mening med det hele i det hele taget. Derfor er jeg glad for mine gode afhængigheder, herunder også min digitale afhængighed, og jeg gider ikke høre på al den jammer om, at vi bliver til nogle små dumme, halvinfantile, rast- og åndløse semianalfabeter, bare fordi vi kigger meget på mobilen eller PCen. Det tror jeg ikke på.
Selv begynder jeg hver morgen med at drikke kaffe, høre P1 Morgen og læse Le Monde og Süddeutsche Zeitung på min mobil. Gerne det hele på én gang. Det bliver jeg ikke dummere af. Når jeg taler med min hustru eller mine børn eller venner og kolleger, og der undervejs dukker et spørgsmål op, som ingen lige kan svare på, kan jeg finde svaret på få sekunder. Det bliver jeg heller ikke dummere af.
Jeg gider ikke høre på al den jammer om, at vi bliver til nogle små dumme, halvinfantile, rastløse semianalfabeter, bare fordi vi kigger meget på mobilen eller PCen.
Før de digitale medier var alt anderledes. Og dummere. Og mere bøvlet.
Før dem kunne jeg kun dyrke min lyst til udenlandske aviser, hvis jeg gik på biblioteket eller tegnede et hundedyrt abonnement og i øvrigt var villig til at læse en flere dage gammel udgave, og før dem var bibliotekets ridsede, fedtede og ufuldstændige plade- og CD-samling sammen med pladebutikken eneste mulighed, hvis jeg ville høre mere af Beethoven eller Beatles eller noget andet genialt. Før de digitale medier måtte jeg – i stedet for bare at sende en mail eller en SMS – sidde ved fastnettelefonen og svede og håbe det bedste, når jeg skulle invitere en pige på den første date, og før de digitale medier var et opslagsværk noget, der var afsluttet én gang for alle og som sådan forældet og fejlbehæftet, allerede når det udkom (tænk bare på de ark med rettelser, som fulgte med hvert eneste nye bind af Den Store Danske Encyklopædi!) Før de digitale medier måtte jeg som journalist ty til avisens samling af brune kuverter med gulnede avisudklip, når jeg skulle vide noget om, hvad Berlingske havde skrevet om Matador eller kartoffelkuren eller Anden Verdenskrig, og før de digitale medier måtte jeg kigge i en laset telefonbog eller i mit eget telefonkartotek, når jeg skulle finde et telefonnummer, og hvis den, jeg ringede til, ikke var i nærheden af sit eget apparat, var det bare ærgerligt.
Ja, det hele var virkelig meget værre i gamle dage. Jeg fatter egentlig ikke, at det var muligt for mig at agere bare nogenlunde effektivt, og nutidens dæmonisering af de digitale medier er for mig at se en parallel til og lige så ensporet som fortidens dæmonisering af film og tegneserier og TV og rock'n'roll. Sandt nok: Intet er så godt, at det ikke er ondt for noget. Heller ikke digitale medier. Men derfor er de altså stadig rigtig gode for rigtig meget. Også – og i højeste grad – for mig.