Når man i snart 30 år har arbejdet med kommunikation i alle afskygninger, står én ting stadig mere klart: Der er alt for meget kommunikation i omløb – og mere og mere af det er maskintekst, data og retningsløse ord, der uden sjæl distribueres enten af maskiner eller af mennesker, der er blevet maskiner. »Nu det igen og kris er til påske«. Sådan lød en mail, der ville have mig til at købe noget på nettet, og selve linket fungerede fint, men alligevel: Er det sådan vi ønsker at tale sammen?
Vi kan købe, bestille og betale. Vi kan også blive rådgivet på nettet af advokater, læger og revisorer, der slet ikke er mennesker, men alligevel bidrager til kommunikationen med data, forklaringer og ord, der nogle gange giver mening og andre gange er det rene nonsens.
Nogle gange er det næsten dansk. Andre gange er det rent nonsens, der slet ikke kan forstås. Og det er trist. Robotsproget gør os til et fattigere og dummere samfund.
Kommunikationen fra myndigheder, banker og virksomheder kan i dag køre helt uden individer med puls. Den kunstige intelligens sørger for stemmen i telefonen og teksten i rudekuverten. Og nogle gange er det næsten dansk. Andre gange er det rent nonsens, der slet ikke kan forstås. Og det er trist. Robotsproget gør os til et fattigere og dummere samfund.
Som kommunikationsansvarlig i en stor kulturvirksomhed satte jeg med mellemrum tekster fra hjemmesiden og marketingafdelingen op på store fotostater sammen med lignende tekster fra konkurrenterne. Der hang de så til almindelig syretest i kantinen, anonymiserede som sort tekst på hvid baggrund: Hvilke tekster er bedst? Og kan man – som i en slags læsningens blindsmagning – mærke, hvilke tekster, der er fra netop vores teater og hvilke, der er fra konkurrenternes?
Øvelsen var nyttig, fordi den var med til at skærpe organisationens sproglige bevidsthed: Her prøver man at skrive godt. Og mere end dét: Man forsøger at skrive på en særlig måde, der er med til at understrege, hvad netop denne organisations kultur og sjæl egentlig er.
Måske har man plads til selvironi. Måske er der glimt i øjet. Måske er der bare tænkt over tingene med en særlig tonalitet overfor den standardiserede metervare.
Det var dengang – og siden er tingene kun blevet værre.
I dag tager robotterne over, og sjælen mangler stadigt flere steder. Man kan næsten høre robotterne marchere, og man kan i hvert fald mærke kulden, når de taler og skriver.
De fleste myndigheder, virksomheder og organisationer skriver i bedste fald korrekt dansk eller engelsk – med mindre de er overtaget helt af robotter med skrivekløe. Men de færreste organisationer skriver interessant og personligt med en stemme, hvor man kan mærke, at ja – dét er min bank, min kommune, min arbejdsplads.
Robotterne kan en masse. Men de kan ikke skabe en forbindelse mellem to mennesker. De kan ikke røre og berøre os.
Til det kræves to ting af både mennesker og de virksomheder, vi er en del af: For det første: Skriver vi korrekt i vores interne memoer og i kundekommunikationen? Og for det andet: Skriver vi med sjæl?
I dag tager robotterne over, og sjælen mangler stadigt flere steder. Man kan næsten høre robotterne marchere, og man kan i hvert fald mærke kulden, når de taler og skriver.
