»Se din by fra tårnets top,« sagde Kim Larsen og Gasolin’ for næsten 50 år siden, og det er generelt altid en god idé at se sin verden lidt fra oven. Frelserkirkens spir holder dog vinterlukket, så Københavnersnuden har begivet sig op i den mentale helikopter for at se på byen her på tærsklen til et nyt årti.
Og den er stadig en meget dejlig by. Faktisk er den næsten udelukkende blevet bedre i løbet af de seneste ti år, med havnebroer, cityring og en masse meget vellykkede pladser. Det er også blevet en større by – med mange flere mennesker i. Københavns indbyggertal er vokset med cirka 100.000 i løbet af det seneste årti – en vækst på mere end 15 procent, så det er nemt at forstå, at både borgmesteren og hele byggebranchen går rundt med store smil på læben. Det er godt med nye skatteborgere i kommunen. Og det er godt med byggeri, de kan bo i.
En skramlet og slidt by
Jeg flyttede til København i 1980, og når jeg tænker tilbage på den nedslidte, skramlede by, København var dengang, så er forandringen monumental. I 1980 var Larsens Plads, hvor Amaliehaven ligger i dag, bare et stykke tom jord lige bag Dronningens Amalienborg. B&W byggede stadig skibe, flyvebådene til Sverige gik fra Havnegade og sojakagefabrikken lugtede og eksploderede, som den slags nu gør. Byen var måske nok mere pittoresk og velegnet til slumromantik, men man skal være meget nostalgisk eller meget ligeglad med brugbar VVS, hvis man vil fastholde, at København var bedre i de gamle dage.
Desværre er der trods fremgangen ikke altid grund til at smile heroppe i helikopteren. Det voldsomme pres på boligmarkedet, som Københavns popularitet har skabt, har også haft nogle mindre heldige konsekvenser. I de nye bydele bliver der bygget hurtigt, effektivt og ofte med hovedet under armen. Det går bedre nu end for 20 år siden, men vi har stadig ikke helt knækket koden for, hvordan man bygger en by, som mennesker kan lide at opholde sig i.
Umiddelbart opleves Nordhavns meget tætte struktur som venligere for den besøgende. Men bydelen er MEGET, MEGET tæt.
De nye bydele
Ørestad er blevet kritiseret for at være for tæt, mens Århusgadekvarteret i Nordhavn er blevet kritiseret for det modsatte. Der er noget om begge udsagn, og selv om Ørestad er bedre end sit rygte, så er dens grundproblem med nogle alt for brede vejudlæg ikke sådan lige til at løse. Vi må håbe, at det planlagte kulturstrøg på Asger Jorns Allé kan låne lidt af kunstnerens fandenivoldske kreativitet, så Ørestad i fremtiden kan blive til en bydel, man opsøger, fordi den har noget, man ikke kan finde andre steder.
Umiddelbart opleves Nordhavns meget tætte struktur som venligere for den besøgende. Men bydelen er meget, meget tæt! Med vejbredder, der ligger under de minimalbredder, man fastlagde i midten af 1800-tallet, da Brumleby og Kartoffelrækkerne blev bygget – dengang endda med meget lavere huse. Gaderne i Århusgadekvarteret henligger i skygge det meste af dagen, og fra sin lejlighed kan man følge med i underteksterne på genboens TV, hvis man bor i en af de smalleste gader. Men det gør måske ikke noget. I hvert fald er stemningen i Nordhavn for en besøgende meget anderledes, end den er i Ørestad.
Marked eller regulering
I indre by hærger kapitalfondene med de amerikanske tegneserieskurke fra Blackstone (nu djævelsk navneforandret til »Kereby«) i spidsen. Københavns popularitet trækker den slags professionelle pengemænd til sig, som sukker gør det med hvepse, og heroppe fra helikopteren er det svært ikke at være bekymret.
På den ene side har vi argumentet om markedets magi. I en kronik her i avisen redegjorde økonomen Peter Schou for, hvordan et ureguleret marked i Oslo faktisk fungerer bedre og billigere for alle end et reguleret marked i København, men på den anden side (af Nordsøen) har vi skrækeksemplet London, hvor hele centrum nærmest udelukkende bebos af russiske og saudiarabiske milliardærer eller lokale popstjerner.
Vi mangler stadig det columbusæg, der lægger sig mellem det regulerede og det uregulerede marked og finder en formel for byudvikling, der tilgodeser både markedsøkonomien og befolkningen, så vi får levende og dynamiske byer med plads til andre end de allermest velhavende.
Med håbet om mere og bedre by i 2020 ønsker Københavnersnuden hermed alle læsere et godt nytår.
