Det var Anders Fogh Rasmussen, der i sin første tale som statsminister varslede et opgør med rundkredspædagogikken. Det gik vist ikke så godt med det, men derfor er det nok alligevel ikke de pædagogiske metoder i vore børnehaver, som har fået det, man kunne kalde »rundkredsarkitekturen« til at bide sig fast i København.
Indtil for få år siden havde vi kun en enkelt markant rund – altså cylindrisk – bygning i hovedstaden, og det var selveste Rundetaarn. Siden det stod færdigt i 1642, har det været et sandt vartegn for byen og dén helt unikke bygning, som sætter alle Københavns andre bygninger i relief. Netop fordi den er speciel.
Men efter godt 350 år havde arkitekterne tilsyneladende fået nok – nu skulle der laves runde bygninger i stor stil – silostil. I begyndelsen mere af nød end af lyst.
For enden af Vesterbrogade, på kanten af Rahbeks Allé, står den hvide, såkaldte KB silo. Jeg boede nogle år på det ydre Vesterbro, og den smukke cylinder med Carlsberglogoet på toppen fungerede i de år som sikkert pejlemærke og hjemstavnsmarkør.
Da de moderne tider kom til København, flyttede bryggeriet som bekendt ud af byen, og vi fik i stedet det langstrakte udviklingsprojekt, der hedder Carlsbergbyen. KB siloen (som den hedder, fordi den oprindeligt reklamerede for Kongens Bryghus) var en af de første »transformationer«, der blev lavet, og allerede i 1997 kunne den slå dørene op som boligtårn med dyre lejligheder i.
Gemini Residence
Nogle år senere var det Islands Brygges tur til at få en opgradering. Sojakagefabrikken var flyttet, og dens gamle frøsiloer på kajen skulle nu omdannes til boliger. Hollandske MVRDV vandt konkurrencen med et overlegent og nytænkende projekt af den slags, der får en til at sige »selvfølgelig!«:
I stedet for at putte boligerne ind i siloerne hængte de dem udenpå og smeltede dem sammen, sådan at Gemini Residence, som projektet nu hedder, set fra luften ligner et ottetal. Siloernes indre bruges kun til trapper og adgangsveje.
Projektet var færdigt i 2005, og nu gik der for alvor silo i boligbyggeriet. I Vejle skabte Arkitema De Fem Søstre, og inspirationen herfra flød videre ind i resten af arkitektverdenen. Efterhånden var der cylindre, pudderdåser og siloer overalt.
Arkitema fortsatte den runde, hvide stil med Havnevigen, og i Nordhavn lavede NCC og DesignGroup Architects en mindre elegant hommage til Gemini Residence med deres Portland Towers. Næsten samtidig kom det ultimative dåseprojekt i form af Axel Towers – Lundgaard & Tranbergs fornemme kontor- og butiksprojekt på den gamle Scalagrund på Axeltorv lige midt mellem Tivoli og Cirkusbygningen.
Her er vitterligt tale om en ny ting i det københavnske bylandskab, og bortset fra hovedlejeren, Gorrissen Federspiels, lidt brovtende skiltning fungerer projektet glimrende i bybilledet.
En rundtosset urban rus
Axel Towers vakte opsigt med det samme. Både på grund af den spektakulære placering og på grund af kompositionen. Hele fem tårne i forskellig højde udgør komplekset Axel Towers, og med dyre materialer, et offentligt byrum mellem tårnene og tegnestuens karakteristiske helt suveræne sans for skala, proportioner og materialer var der ikke meget at være ked af.
Byggeriet blev straks omfattet med kærlighed og vandt pris efter pris. Og med rette. Her er vitterligt tale om en ny ting i det københavnske bylandskab, og bortset fra hovedlejeren, Gorrissen Federspiels, lidt brovtende skiltning fungerer projektet glimrende i bybilledet.
Bedst dog fra bagsiden, om jeg så må sige. Når man kommer cyklende ad svinget fra Axeltorv til Jernbanegade, passer pengene fuldstændig: Det kurvede vejforløb, Cirkusbygningens cylinder på den ene side og Axel Towers på den anden skaber sammen en rundtosset urban rus, der oven i købet forstærkes af Mogens Møllers cirkulære bassin på torvet. Her har man slet ikke brug for Tivoli for at føle sig svimmel på den gode måde.
Så Axel Towers er et fint projekt, men når nu samme tegnestue kommer med yderligere seks pudderdåser til postgrunden – der hvor den gamle postterminal lå – synes jeg, der er grund til at hejse det gule kliché-advarselsflag.
En enkelt cylinder er sjov, to kan gå an, og tre er måske endda fint nok. Men det skulle nødigt blive sådan, at det eneste, arkitekter og bygherrer kan finde på, når der skal bygges »kreativt«, er flere dåser.
Der vil jeg, som elsker af København, allerhøfligst bede de involverede om at ryste posen lidt og finde på noget nyt, der ikke er rundt.
