Når man bevæger sig ud i de nye boligkvarterer i Danmarks større byer, bliver man gang på gang slået af den øde fremmedgørelse, der regerer her. Vi har skrevet om emnet før, men der er altid en god grund til at trække den gamle kæphest af stalden, så her er en tur mere.
Det er lige meget, om man går gennem Ørestad, Aarhus Ø eller Nordhavn – eller for den sags skyld de store boligkvarterer fra 1960erne eller 70erne: Høje Gladsaxe, Gellerup, Vollsmose og hvad de nu hedder alle sammen.
Nogle af bebyggelserne er bedre end andre, bevares, og mange af dem har uomtvistelige kvaliteter og enkeltstående elementer, der på hver deres måde er gode. Men den altdominerende følelse, man står med, er hver gang, at der mangler noget. Der mangler noget liv, nogle mennesker og helt enkelt en fornemmelse af sted.
Hvorfor siver livet ud af byerne?
Det er noget, jeg altid har fundet mærkeligt. For her er jo tusindvis af mennesker. Hvorfor siver livet ud af de nye boligkvarterer? Hvor er det lille hul i ballonen, der får den til at falde sammen som en mislykket soufflé? Jeg tror, det er meteren. Ikke Metroen – den er skøn – men den helt almindelige europæiske normalmeter.
Alle de europæiske metropoler, vi elsker i dag, fandt i store træk deres moderne form i løbet af de 40 år mellem 1880 og 1920. Den moderne tid med jernbaner, telegrafer og dampskibe havde for alvor bidt sig fast, og der blev bygget og bygget. Nye, kæmpestore kvarterer blev anlagt dagligt. Veje og pladser blev anlagt, og de gamle middelalderbyer fik en hård medfart, for det var fremskridtets tid.
Men det mærkelige er, at når man ser på fotos fra de år, har man indtrykket af, at de nye byer, der blev bygget, blev taget i brug øjeblikkeligt. Folk tog dem simpelthen på som tøj og følte sig med det samme hjemme: Restauranter, cafeer, forretninger og forlystelser skød op, og de nye byer var fulde af aktivitet. Der var ingen problemer med øde nybyggerier og fremmedgørende tomhed.
Pointen er, at en alen, som består af to fod og 24 tommer, forholder sig meget mere harmonisk til de menneskelige mål, end meteren gør.Holger Dahl
Christiansfeld og en hamburgeralen
Da landskabsarkitekten Torben Schønherr gik i gang med restaureringen og renoveringen af den helt unikke Herrenhutby, Christiansfeld, opdagede han hurtigt en ting: Han kunne ikke arbejde med meteren som grundmål. Christiansfeld er planlagt efter nogle nøjagtige forskrifter fra Tyskland, og opført efter samme i løbet af nogle få år. Hele Christianfelds byplan baserer sig på en hamborgalen, som var 57,3 centimeter.
Det var noget kortere end en dansk normalalen, men det er ikke pointen her. Pointen er, at en alen, som består af to fod og 24 tommer forholder sig meget mere harmonisk til de menneskelige mål, end meteren gør. En alen er oprindeligt en underarmslængde – sådan cirka 60 centimeter – og hele Christiansfeld, fra vejbredder og havelængder til vinduessprosser, går op i et system af tommer, fod og alen. Og det underlige er, at denne overensstemmelse mellem byens størrelse og menneskets mål er noget, der kan føles, hvis man er opmærksom på det.
Den europæiske normalmeter er egentlig et levn fra den franske revolution og dens lyst til at gøre op med alt det gamle, men det er en lang historie, vi ikke har plads til her.
Centralt er det, at den internationale målkonventions medlemmer mødtes i Paris i 1889 og vedtog en række standarder for mål og vægt – herunder at meteren (og kiloet) skulle være de grundlæggende måleenheder. Danmark tilsluttede sig normalmeteren i 1907, men det varede nok nogle år, før håndværkerne fik skiftet tommestokken ud med metermålet.
Imidlertid varede det ikke så længe, før den internationale modernisme gik sin sejrsgang gennem arkitekturens verden, og dens dagsorden var som de franske revolutionæres at gøre op med alt gammelt og irrationelt – og meteren, der fungerede efter decimalsystemet, var da langt mere rationel end det gamle tomme-, fod- og alensystem.
Så sådan blev det. Arkitekterne begyndte at tegne i meter, og vi fik den moderne arkitektur – og måske var det der, det gik galt. Pludselig havde vores nye byer og bygninger ikke mere kontakt til kroppens størrelse, og derfor virkede de fremmede og ikke så venlige mere.
Jeg ved det naturligvis ikke – det er kun en teori, men jeg kunne meget godt tænke mig, at By og Havn bad arkitekterne, der skal tegne den næste store bid af Nordhavn, om at tegne i alen, fod og tommer. Så kunne vi få syn for sagn og måske i fremtiden være i stand til igen at lave byer til levende mennesker.
