På Louisiana kan man for tiden se en udstilling med den mexicanske arkitekt Tatiana Bilbao. Udstillingen er som sædvanlig både oplysende og elegant iscenesat i kunstkatedralens underjordiske lokaler, og Tatiana Bilbao er et godt bekendtskab. Måske ikke i så høj grad på grund af sine resultater som på grund af sin metode. Hun insisterer på det personlige møde – både i direkte og overført betydning, og hun kan derfor ikke bruge computergenererede tegninger i sin skitsering, men foretrækker som de fleste af tidens arkitekter skummodeller og blyantstegninger.
Desuden har hun genoplivet collagen som arbejdsform. Ikke bare som et lækkert mood-board til klienten, men som en egentlig måde at forstå projektet og stedet på. Collagerne minder om de ting, vi lavede på arkitektskolen i 1980erne, da postmodernismen var hot. Og Bilbaos farveskala kan da også minde en smule om den tid, da velnærede kagedrenge kunne imponere danskerne med laksefarvede kvadrater i 45 graders vinkler og festlige, men harmløse ideer af lignende karakter.
